Carl Holst vil gøre ondt på Løkke til valget

Carl Holsts genopstilling til folketinget er sandsynligvis glemt om kort tid, men den vil helt sikkert blive genoplivet under valgkampen til næste folketingsvalg.
Skuffede kredsmedlemmer har fortsat kritik gemt i bankboksen, og Carl Holts navn er bestemt ikke slettet fra mediernes blok. Hans fortsatte kandidatur kan derfor blive dyrt.

Balladen er træls nu, men betyder ikke det store. At Carl Holst har besluttet sig for at genopstille til Folketinget har givet anledning til, at kredsformanden i Carl Holsts opstillingskreds Esbjerg Omegn, Thomas Rosenstand, har smækket med døren i protest mod Holsts fortsatte kandidatur og resten af bestyrelsens accept af dette. Alt dette er glemt i næste uge.

Men det er ikke glemt om godt tre år, når der senest skal være folketingsvalg igen. Og det er her, Carl Holst kan komme til at gøre ondt på Lars Løkke Rasmussens drømme om fortsat at skulle bestride posten som statsminister.

Her kan han skade Løkke
Nok er Holst i sig selv ikke så vigtig, at han vil få en afgørende rolle for, om den gennemsnitlige vælger vil sætte kryds hos Venstre eller ej. Men når medierne går valgkampamok, vil der atter blive vendt sten i Carl Holst-sagen.

Og der vil:

1) Fortsat være personer i hans bagland, der er rasende over Holsts ageren, og som vil benytte chancen for at give ham en omgang i de landsdækkende medier. Han har trampet på rigtig mange mennesker og opført sig arrogant. Så der vil uden tvivl komme mere frem om hans metoder.

2) Atter blive kastet lys over kammerateriet i Venstre og den lemfældige omgang med danskernes skattepenge, hvor Løkke og Holst vil blive koblet sammen.

3) Blive sat spørgsmålstegn ved, hvor meget en politiker kan tillade sig og fortsat være politiker. Og hvor Venstrefolk på Christiansborg vil blive tvunget til at forholde sig til det spørgsmål.

4) Blive skrevet en del om Løkke og Holts nære personlige venskab og spekuleret i, om det er derfor, partiledelsen ikke har grebet ind og forklaret lokalkredsen, at det nok var bedst at finde en anden kandidat.

Nu skal vi selvfølgelig ikke gøre Carl Holst vigtigere, end han er. I sig selv vil han på ingen måde blive et naturligt valgkampstema. Men Folketingsvalget 2015 blev så tæt en størrelse, at nogle stærkt kritiske historier om Carl Holst-comebacket kan puste til Venstres og dermed Løkkes omdømme som blottet for dømmekraft.

Ingen kommentarer til Carl Holst
Det vil være umådeligt træls for Løkke at få stillet spørgsmål om Holst i interviews. Er sidstnævnte opstillet, kan Løkke på ingen måde undsige ham direkte, men hver gang hans navn vil nævnes i medierne, vil det minde danskerne om alle hans fejl og magtfuldkommenhed samt hurtige fald som minister. Navnet Carl Holst er bestemt ikke glemt.

Samtidig må man heller ikke glemme politisagen. Holst er anmeldt for ulovlig omgang med Region Syddanmarks midler, og den efterforskning er på ingen måde færdig endnu. Hvis det ender med en tiltale og en efterfølgende dom, vil den sag ramme Venstre noget hårdere, når partiet samtidig sanktionerer, at Carl Holst fortsat var værdig til at være partiets folketingskandidat. Han kan selvfølgelig efterfølgende blive kendt uværdig til at fortsatte som folkevalgt. Så er det slut for Holst, men dermed ikke slut for hans skadevirkning på Venstre.

Lige nu trækker trepartsforhandlingerne og flygtningespørgsmålet de absolut største overskrifter i medierne. Holsts genopstilling er sandsynligvis glemt om kort tid, men den vil helt sikkert blive genoplivet under valgkampen til næste folketingsvalg. Og er der dødt løb mellem fløjene, kan Carl Holst i sidste ende koste Løkke og co. regeringsmagten.

Søren Strandman-Møller er politisk kommentator og kommunikationsrådgiver. Som journalist har Søren Strandman-Møller arbejdet for flere medier på Christiansborg. Søren Strandman-Møller har ingen politiske partier som kunder.

Analysen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.


Kommentarer fra Facebook