Carsten Jensen ignorerer virkeligheden

Carsten Jensens svada mod regeringstoppen illustrerer venstrefløjens manglende erkendelse af, at verden har ændret sig og politikken må tilpasse sig dette.
Det er næppe nogen hemmelighed, at ikke alle menige socialdemokrater er de største fans af dele af regeringens politik. Undertegnede har ikke altid været begejstret, når regeringen har lanceret de seneste reformpakker og dagsordener.

Man nægter stædigt at indse, at det er langt sværere at føre socialdemokratisk politik i dag end tidligere, fordi der er en lang række begrænsninger, man må forholde sig til.

Alligevel betragter jeg mig selv som en kritiker af de kritikere, som konstant belærer regeringen om, hvad de bør gøre. Hvorfor? Fordi at pege på regeringsblokkens ulidelige stilstand og udbryde ’Det går skidt’ eller ’Vi bør gøre noget andet’ ikke just bringer noget nyt til bordet. Man fortæller blot, hvad alle andre ved i forvejen. Universet er ikke indrettet så simpelt, at blot fordi regeringen er på en forkert kurs er det ensbetydende med, at dens interne kritikere har noget brugbart at sige.

Med det i mente, hvad skal man så mene om den skidtspand af et indlæg, som forfatteren Carsten Jensen leverede i Politiken forrige lørdag? Indlægget blev bragt i anledning af to års jubilæet for valgsejren og var noget så sjældent som en god gammeldags tilsvining af Socialdemokratiets ledelse. Indlæggets konklusion bringes i indlæggets første linjer:

To år inde i den socialdemokratiske regeringsperiode ved vi én ting med sikkerhed: Den socialdemokratiske epoke er forbi. Helle Thorning-Schmidt vil ikke gå over i historien som Danmarks første kvindelige statsminister, men som den sidste socialdemokratiske. En epoke, der har varet i næsten 120 år, slutter med hende”.

Derefter kaster han sig ud i en mærkværdig konspirationsteori, hvor Helle Thorning Schmidt indtager rollen som en nedrivningskonsulent, der rejser rundt i verden og demonterer velfærdssamfundet, mens hun gnubber ryggen op ad finansklassen og tager mod telepatiske ordrer fra Det Hvide Hus vedrørende mellemøstlige krige.

Det letteste er givetvis at ignorere indlægget som værende det seneste i en lang række af artikler og debatindlæg, hvor forfattere lommefilosoferer over alt mellem himmel og jord. I Politiken kan man weekend efter weekend læse forfatteres opfattelse af alt fra studiestart og Syriens borgerkrig. Så hvorfor skulle et medlem af denne kompetente forsamling ikke også kunne rode rundt i lidt kaffegrums og forudsige Socialdemokratiets død?

Carsten Jensen kritiserer ikke konkrete politikker – udover den sædvanlige modstand mod amerikanske interventioner – men fokuserer i stedet på ord. Der dedikeres lange afsnit til nytårstalens brug af ordet ’vi’ som genstandsled (!)

Men det vil være en fejl ikke at tage indlægget seriøst. For ironisk nok har Carsten Jensen, uden at ville det, illustreret centrum-venstres grundlæggende problem anno 2013: At man stædigt nægter at indse, at det er langt sværere at føre socialdemokratisk politik i dag end tidligere, fordi der er en lang række begrænsninger, man må forholde sig til.

Carsten Jensens grundfortælling er den, som mange andre også abonnerer på: At der findes et stærkt, socialt og sammenhængende alternativ til den nuværende politik, som man bare kan tage frem, pudse af og sætte i søen. Som regel består dette alternativ i at bruge flere penge. Derefter kan man læne sig tilbage med et strå i munden og betragte politikkens vidunderlige resultater, både på økonomiske nøgletal og vælgeropbakningen. I denne fortælling er der ingen forhindringer for en politik, der på én gang og med et fingerknips skaber fuld beskæftigelse, stigende velstand og større lighed for det store flertal af den danske befolkning. Der er ingen trade offs mellem forskellige befolkningsgrupper og ingen ulemper ved den førte politik. Det eneste man skal gøre er at indse rigtigheden af denne kurs og beslutte sig for at føre den. Politik er jo som bekendt et nemt og problemfrit håndværk.

Det følger logisk i denne fortælling, at når denne politik ikke føres, så er det fordi regeringen har fravalgt den. Og når regeringen har fravalgt den, kan det kun skyldes, at de enten er dumme eller onde: Enten er de inkompetente og forstår ikke basale sammenhænge (se under Dahl, Henrik) eller så er de i virkeligheden forrædere, der bevidst ignorerer folkeviljen, ideologien og partiets sjæl til fordel for egne ambitioner eller indre liberale dæmoner.

Socialdemokratiet skal ofte vælge mellem sine egne vælgergrupper, når forbedringer for den ene gruppe skal finansieres af den anden – med de sædvanlige påstande om forræderi og manglende solidaritet til følge.

Når Carsten Jensen skriver sætninger som ”Når jobbet er gjort, drager hun (statsministeren, red.) videre til det næste, sandsynligvis i Den Internationale Valutafond eller Verdensbanken, der har samme syn på den anakronistiske velfærdsstat, som hun selv har” eller senere ”Finansoverklassen står formodentlig partiets hjerte nærmest”, placerer han sig solidt i den sidste lejr. Statsministeren optræder i rollen som forræder: En forklædt neoliberalist, der kun bruger ”det hjemlige demokrati (som) et midlertidigt forum”, hvor hun kan træne sine færdigheder udi nedrivning på den danske velfærdsstat.

Denne svada til trods kritiserer Carsten Jensen ikke konkrete politikker – udover den sædvanlige modstand mod amerikanske interventioner – men fokuserer i stedet på ord. Der dedikeres lange afsnit til nytårstalens brug af ordet ’vi’ som genstandsled (!) og Corydons omfavnelse af begrebet ’konkurrencestat’. Selv efter tredje gennemlæsning står det uklart, hvad forfatteren specifikt ønsker sig mere og mindre af.

Problemet er blot, at uanset hvordan statsministerens nytårstale var udformet, ville det ikke ændre på det faktum, at verden ser aldeles anderledes ud end for fyrre år siden, hvilket gør det langt sværere at føre socialdemokratisk politik.

Mens væksten i Kampmanns og Krags storhedstid i gennemsnit var på seks-syv procent om året, er en flad økonomisk udvikling det næste årti er et sandsynligt scenarie. Der er med andre ord færre penge at dele ud af til en befolkning der stadigt forventer et større privatforbrug og mere velfærd.

Fra toppen af listen er de traditionelle institutioner, staten og fagbevægelsen, som samfundet hidtil er blevet omformet igennem, markant svagere end tidligere. Staten har ikke længere en lang række af de redskaber i den økonomiske værktøjskasse, som man tidligere kunne benytte sig af til at styre økonomien, hvor globaliseringen og kapitalmarkederne i dag til stadighed tager til i styrke.

Samtidig udgør Socialdemokratiets kernevælgere i dag næsten hele befolkningen. Hvis man lægger de faglærte, de ufaglærte, de offentligt ansatte, de arbejdsløse, pensionisterne og de fattige sammen udgør det snildt firs procent af vælgerne. Det medfører det ubehagelige dilemma, at Socialdemokratiet ofte skal vælge mellem sine egne vælgergrupper, når forbedringer for den ene gruppe skal finansieres af den anden – med de sædvanlige påstande om forræderi og manglende solidaritet til følge. Brede vælgergrupper har endvidere ejerboliger og arbejdsmarkedspensioner og vil derfor være mere skeptiske overfor store statsunderskud og en ekspansiv finanspolitik, der kan påvirke inflation og rente.

Problemstillingen forstærkes kun af, at mens væksten i Kampmanns og Krags storhedstid i gennemsnit var på seks-syv procent om året, faldt den i 90’erne til to procent og internationalt er der i dag en stigende konsensus om, at en flad økonomisk udvikling det næste årti er et sandsynligt scenarie. Der er med andre ord færre penge at dele ud af til en befolkning der stadigt forventer et større privatforbrug og mere velfærd.

Hvis Socialdemokratiet skal have nogen form for relevans bliver det nødt til at tage denne virkelighed alvorligt. Den forsvinder ikke blot fordi, at finansmarkederne er amoralske eller Merkel dikterer en forkert europæisk linje. Virkeligheden kræver at man stiller sig selv en række svære spørgsmål: Hvordan skaber vi flere muligheder og større social retfærdighed, når der ikke er flere penge i statskassen hvert år? Hvordan kan vi skabe demokrati og medbestemmelse, når den traditionelle stat bliver svagere? Og hvordan kan vi sikre fællesskab og identitet i en konstant foranderlig verden?

Disse spørgsmål er svære. Og at finde svarene på dem, bliver endnu sværere. Selvfølgelig skal en skønlitterær forfatter ikke kunne svare fyldestgørende på dette, men man kan eksempelvis forvente, at Carsten Jensen forholder sig til, at 0,5 procents vækst ikke kan finansiere en forbrugsfest for alle befolkningsgrupper på én gang, men faktisk kræver prioritering.

Men det er selvfølgelig så uendeligt meget lettere, at betegne regeringen som forrædere, der har vendt socialdemokratismen ryggen.

Det ændrer bare ikke ved virkeligheden.


Dette er en redigeret udgave af et indlæg oprindeligt bragt på den uafhængige politiske blog 90mandater.dk.


Flere artikler om emnet

Annonce