Et af juleferiens mere rådvilde og markante budskaber kom fra Alternativets politiske leder Uffe Elbæk, der i et interview med Berlingske erklærede det politiske centrum-venstre for dødt. Død ved asylpolitik, kunne man forstå:

”Når jeg siger det så markant, som jeg gør, er det selvfølgelig fordi, at der er kommet nogle meget klare udmeldinger fra Socialdemokraterne, som placerer dem helt tæt sammen med Dansk Folkeparti og Venstre. De tre partier har jo fuldstændig enslydende svar specielt på spørgsmålene om asylområdet”, sagde han.

Ideen om centrum-venstre kunne lægges i graven. Bum – sådan!

Hvad er de enige om i det såkaldte ’centrum-venstre’?
Spørgsmålet er, om centrum-venstre nogensinde har været udtryk for en egentlig koalition eller en særlig politisk tænkning? Det er i hvert fald være svært at få øje på en særlig centrum-venstre’isme, en ideologisk tænkning eller et dybtfølt politisk broderskab mellem Radikale Venstre, Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og nu også Alternativet.

’Centrum-venstre’ har mest været en tom betegnelse, der er blevet importeret fra angelsaksiske sprog

Uenighederne er mange og afstanden mellem dem har altid været markant.

’Centrum-venstre’ har mest været en tom betegnelse, der er blevet importeret fra angelsaksiske sprog og fundet anvendelse i mangel af bedre til at beskrive de danske partier, der – inklusive Radikale Venstre – ligger til venstre for den politiske midte.

Det har det aldrig gjort og derfor giver det heller ikke mening, at centrum-venstre skulle forsvinde, bare fordi Socialdemokratiet er uenige med Alternativet, ligesom centrum-venstre ikke dør, fordi De Radikale er uenige med Enhedslisten om topskat, eller fordi SF er uenige med Socialdemokraterne om dagpengeperiodens længde. Den form for uenighed eller kun sund og demokratisk?

At partierne er uenige, bekræftede netop Alternativet, da partiet indledte valgperioden med at lægge afstand til tre af de øvrige centrum-venstre-partier og støttede indfrielse af Venstres løfte om genindførelse af den ineffektive boligjobordning.

Et omvendt djævle-trick

Jeg har selv brugt 7-8 år af mit liv på at stifte, udvikle og drifte en såkaldt centrum-venstre tænketank uden at jeg nogensinde fandt noget særligt berigende eller givende i at være 'centrum-venstre'. Det udelukkede forståelsen for den demokratiske socialisme, reducerede forbindelsen til arbejderbevægelsens historie og gav vores arbejde et ikke-ideologisk tilsnit.  Det betød kort og godt meget lidt.

Modsat djævlen – hvis største bedrift var at overbevise verden om, at han ikke eksisterede – så har centrum-venstres mest imponerende træk været at overbevise danskerne og journalistkorpset om, at det faktisk eksisterer!

Hvad man skulle få ud af at bruge en masse tid, på at diskutere og definere en egentligt centrum-venstre position på flygtninge, EU, skat eller andet muligt andet virker meget uklart? Det som centrum-venstre måske egner sig bedst til, er at slå andre i hovedet med, at du ikke er centrum-venstre nok: 'Jeg er mere centrum-venstre end dig...'.

Uffe Elbæk lever højt på at nedgøre andre
Hvis man ønsker at identificere et egentligt politisk nybrud eller forandring, så er det i den måde, hvorpå især Alternativet og Uffe Elbæk ynder at udstille de andre partier.

Elbæk forsømmer nemlig ikke en mulighed for at stille ’de gamle partier’ op imod ’de nye partier’ eller stille ’magtpartierne’ overfor ’de systemkritiske partier’. Og her opstiller den politiske forperson sjovt nok sin egen forretning, som værende den der er både ny og systemkritisk, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det er ikke nyt, men bare trist og brandærgerligt, at de selvudnævnte fornyere svigter

At Alternativet dyrker denne modstilling og forsøger at sælge sig selv på bekostning af de andre partier til venstre for midten synes paradoksal. Partiet blev netop lanceret for at gøre op med politikerleden og skabe en ny politisk kultur. Helt indlysende og potentielt berigende målsætninger, som Alternativisterne desværre svigter, når de forfalder til de mest klassiske og simple redskaber i bogen. Der er ikke meget fornyelse i at svine de andre partier. Det er ikke nyt, men bare trist og brandærgerligt, at de selvudnævnte fornyere svigter.

Men måske Alternativet mærkværdige forsøge at på redefinere ligegyldige begreber og vedholdende angreb på folketingskollegaer blot bekræfter, hvor uendeligt svært det er at bryde rammer og skabe en ny partikultur.

Jens Jonatan Steen (1981) er chefredaktør på Netavisen Pio.