Arbejdernes Erhvervsråd peger i en aktuel analyse på, at der aldrig har været flere fattige børn.

AE-Rådets analyse viser, at antallet af børn, der vokser op i fattigdom er stigende. På bare et år er der kommet 12.000 flere fattige børn, så der nu i alt er 64.500 børn, der lever under fattigdomsgrænsen.

“En sørgelig rekord,” slår AE-Rådet fast.

Som et modsvar til den analyse udgav den borgerlige-liberale tænketank, CEPOS, mandag en opgørelse, der til gengæld viser, at børnefattigdommen er halveret siden år 2000.

FN og OECD ser på relativ fattigdom 

Forskellen på de analyser handler om, hvorvidt man ser på fattigdommen absolut eller relativt.

Hos CEPOS ser man på den absolutte fattigdom. Her kigger man på, hvor mange penge de fattigste havde i år 2000, og sammenligner det beløb i kroner og ører med indkomsten i dag. Cepos beregninger viser, at der på den baggrund “kun” er 22.000 børn, der lever under det, som de selv betegner som “lavindkomstgrænsen”.

Hos AE-Rådet forholder man sig til relative børnefattigdom set i forhold til den stigende levestandard i samfundet.

Det er den gængse definition, som de store toneangivende organisationer som OECD og EU bruger

Den gængse metode, som bruges i både EU og OECD, er den som AE-Rådet anvender.
Det fastslår VIVE, Det Nationale Forsknings- Og Analysecenter for Velfærd, der rådgiver regeringen. Seniorforsker Lars Benjaminsen, VIVE, forklarer:

“Almindeligvis bruger man den relative fattigdomsgrænse. Det er den gængse definition, som de store toneangivende organisationer som OECD og EU bruger. Det gør man, fordi man i lande som Danmark ser på fattigdom og afsavn i forhold til levestandarden i et samfund,” siger han til Netavisen Pio.

Fattigdom handler i min optik om, at man ikke har til dagen og vejen

CEPOS: Følelsesladet og unuanceret

Cheføkonom og vicedirektør i CEPOS, Mads Lundby Hansen, kalder den danske debat om børnefattigdom for “følelsesladet” og “unuanceret”.

“Det relative mål har sine svagheder i Danmark. Når man fordobler alle indkomster, så vil der være et uændret antal relativt fattige i Danmark. Det synes jeg er meningsløst. Fattigdom handler i min optik om, at man ikke har til dagen og vejen. Og her skal man se på, hvad man selv har at gøre godt med - ikke hvad andre har af indkomst,” siger han til Netavisen Pio.

Overførslerne ikke giver anledning til decideret fattigdom

Den relative fattigdomsgrænse er den, der bliver anvendt i EU og OECD. Anerkender du, at det er den gængse metode til at måle fattigdom?

“Ja, det gør jeg. Men jeg synes ikke, at den er passende til Danmark, fordi vi har et overførselsindkomst-niveau, hvor det er min vurdering, at overførslerne ikke giver anledning til decideret fattigdom,” lyder det fra Mads Lundby Hansen.

De sociale afstande stiger i samfundet - der bliver større afstand mellem folks levestandarder

Tænkt eksempel

Mads Lundby Hansens beskrivelse af en situation, hvor alle får fordoblet deres indkomst, er et godt stykke fra virkeligheden verden, når man ser på indkomstfordelingen i Danmark, påpeger seniorforskeren i VIVE:

“Det man ser i dag i Danmark er, at middelklassen og de øverste indkomstlag har en pæn fremgang, mens de laveste indkomstgrupper ikke følger med. Så de sociale afstande stiger i samfundet - der bliver større afstand mellem folks levestandarder,” siger han.

CEPOS’ vicedirektør, Mads Lundby Hansen, erkender at hans beskrivelse, hvor hvor alle grupper får fordoblet deres indkomst, ikke har noget at gøre med den reelle indkomstudvikling i Danmark:

“Nej, men det er blot for at illustrere, at selv hvis alle går lidt frem i levestandard, så vil der være et uændret antal fattige. Det giver ikke så meget mening. Hvis personer med lave indkomster får en velstandsfremgang, så er der i praksis også tale om mindre fattigdom i min optik,” siger vicedirektør i CEPOS Mads Lundby Hansen.
 

Irrelevant drilleri

Direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, kalder CEPOS’ beregninger for “drilleri”.

Det er ikke et spørgsmål om, hvor mange stykker rugbrød, man har råd til

Han mener i øvrigt ikke, at analysen siger noget relevant om børnefattigdom i Danmark:   

“Det er ikke et spørgsmål om, hvor mange stykker rugbrød, man har råd til. Det handler om ens adgang til at deltage på lige fod med andre i fritidsaktiviteter, sociale aktiviteter og eksempelvis have tøj, der gør, at man ikke stikker for meget ud i skolen. Jeg mener, at det er den relative fattigdom, der er relevant for oplevelsen af fattigdom,” siger han til Netavisen Pio.

Det er de afsavn, som er konsekvensen af et børneliv i fattigdom, som Børns Vilkår konfronteres med i deres arbejde med børn og unge:

“Børn ringer ikke til os og siger: Vi er fattige. Børn, som ringer til Børnetelefonen, fortæller om konsekvenserne af fattigdom. Det er sådan, vi møder børnene,” siger Rasmus Kjeldahl.  
 

Bagatellisere for at svinge pisken

De nye tal fra AE-Rådet, der viser at børnefattigdommen er stigende i Danmark, har fået stor politisk opmærksomhed.

Det undrer ikke Rasmus Kjeldahl, at fattigdom blandt børn er blevet en politisk belastning for dem, der har et mål om at sænke ydelserne.

Det politisk uacceptable ligger i, at der er så mange børn, der bliver ofre

Han forstår derfor godt, at den borgerlige-liberale tænketank CEPOS laver alternative beregninger, som får de fattige børn til at forsvinde fra statistikkerne:

“Det er bundet ideologisk op på, at der stadig er nogen, der tror på, at der skal mere pisk til. Dér er det smart at tale fattigdomsproblemet ned, fordi det politisk uacceptable ligger i, at der er så mange børn, der bliver ofre for det her. Taler man det ned og bagatelliserer det, så er der måske større opbakning til at bruge mere pisk,” lyder det fra Rasmus Kjeldahl til Netavisen Pio.