Henter indhold

16. april 2018

Annonce:
Nyheder
Cevea: Lavere skat ingen smutvej til flere arbejdspladser
Kommuner kan ikke bare slå op i DI’s erhvervsundersøgelse og skabe flere arbejdspladser ved eksempelvis at sænke skatterne, lyder det fra Cevea
16. april 2018

Der findes ingen enkel opskrift på, hvordan landets kommuner kan skabe vækst og arbejdspladser. De kommuner, der kåres som de mest erhvervsvenlige, er nemlig ikke de kommuner, som har højest vækst eller flest private arbejdspladser. Sådan lyder det fra Tænketanken Cevea, der netop har offentliggjort en analyse af erhvervsaktiviteten i 94 af landets 98 kommuner.

Dermed vil tænketanken gøre op med det billede, som blandt andet Dansk Industri (DI) og Dansk Byggeri (DB) har tegnet med ranglister over kommunernes såkaldte erhvervsvenlighed. Ranglister der ifølge Cevea giver et indtryk af, at især lavere skat og hurtigere kommunal sagsbehandling er vejen til flere kommunale arbejdspladser.

”Vi har været nysgerrige efter at se, hvor der reelt ser ud med erhvervsaktiviteten i kommunerne. Der bliver hvert år udarbejdet lister over de mest erhvervsvenlige kommuner i landet, men vi mener, at de tegner et skvæt billede. De kommuner, som udnævnes til de mest erhvervsvenlige, er ikke de kommuner, som har meget erhvervsaktivitet,” fortæller Ceveas direktør, Kristian Weise, til Netavisen Pio.

Konklusionen er ifølge Cevea-direktøren, at der ikke er nogen enkel vej for kommunerne til at skabe vækst og arbejdspladser:

”En hvilken som helst kommune kan ikke bare slå op i DI’s erhvervsundersøgelse og sige, at nu gør vi lige præcis det, som de synes, er bedst, og så skaber vi nye arbejdspladser. Det er vigtigt at få nuanceret debatten, så vi ikke fører en debat om erhvervspolitik på falske præmisser,” mener Kristian Weise.

Gladsaxe har størst erhvervsaktivitet
I Ceveas opgørelse er Gladsaxe den kommune, der klarer sig bedst. Der sker på en samlet vurdering ud fra fem parametre: Privat beskæftigelse, produktivitet, eksport, iværksætteri og vækst i privat omsætning.

På de følgende pladser kommer Ballerup, Billund, Høje Taastrup og København. Otte ud af de ti kommuner, der klarer sig bedst, ligger i hovedstadsområdet.

Dermed tegner Ceveas analyse et helt andet billede end det, der eksempelvis tegnes i Dansk Industris årlige opgørelse over ’erhvervsvenligheden’ i kommunerne. Her bygger en stor del af opgørelsen på en spørgeskemaundersøgelse blandt kommunens virksomheder.

Virksomhederne spørges blandt andet ind til deres tilfredshed med kommunens indsats for adgang til kvalificeret arbejdskraft, sagsbehandlingstider, de kommunale skatter, afgifter og gebyrer, brugen af private leverandører, den fysiske planlægning samt infrastruktur og transport.

Og modsat Ceveas opgørelse, så domineres toppen af listen af jyske kommuner med Ikast-Brande, Hedensted og Herning helt i toppen. Høje-Taastrup finder som den eneste kommune i hovedstadsområdet vej til top-10.

Gladsaxe og Ballerup, der altså topper Ceveas opgørelse, ligger kun henholdsvis nummer 40 og 38 på DI’s oversigt. København ligger nummer 5 på Ceveas opgørelse, men helt nede som nummer 93 på DI’s opgørelse.

Borgmester: Synergi giver resultater
Undersøgelsens resultat glæder naturligvis en af de borgmestre hvis kommune ligger med helt i toppen, nemlig borgmester Jesper Würtzen (S) fra Ballerup Kommune.

“Jeg er naturligvis glad for, at vi er med helt fremme i Superligaen på erhvervsområdet. Ballerup Kommune er en af Danmarks førende erhvervskommuner, og det er undersøgelsen med til at slå fast atter en gang,” siger borgmester Jesper Würtzen til kommunens hjemmeside.

Analysen viser , at en branchespecifik indsats i kommunerne vil skabe synergieffekter i kraft af, at de samme typer virksomheder placeres tættere på hinanden. Dette er netop noget Ballerup Kommune har valgt at fokusere på med den nye erhvervs- og vækstpolitik, fortæller han.

“Vi arbejder hver eneste dag for, at vores virksomheder har de bedst mulige rammer for vækst og udvikling. Der er nogle parameter, der gør Ballerup særligt interessant, og det er blandt andet koncentrationen af vores mange specialiserede virksomheder inden for for eksempel it, teknologi og life science. Det er noget, som vi hele forsøger at bygge videre på,” siger borgmesteren.

Grundlæggende præmisser kan ikke ændres
Cevea har sammenholdt sin egen opgørelse over erhvervsaktivitet med Dansk Industris og Dansk Byggeris opgørelse over kommunernes erhvervsvenlighed. Og konklusionen er ifølge Cevea klar:

”Der er ingen sammenhæng er mellem danske kommuners såkaldte ”erhvervsvenlighed” og den faktiske erhvervsaktivitet. Dermed kan det ikke konkluderes, at kommunerne kan øge erhvervsaktiviteten ved at forbedre de parametre, som DI og Dansk Byggeri bruger for at måle erhvervsvenlighed.”

Mens Dansk Industri altså opfordrer kommunerne til at gøre sig mere erhvervsvenlige, eksempelvis ved at sænke skatten, så mener Kristian Weise at man bør være forsigtig med at tro, hvor meget kommunerne reelt kan gøre:

”Den grundlæggende pointe er, at der er nogle meget afgørende faktorer, som man ikke bare kan ændre på i kommunerne på den korte bane. Blandt andet infrastruktur. Hvis man vil eksportere, så skal man helst ligge tæt på en stor lufthavn, og dem har vi reelt kun én af i Danmark. Så hvis man er en kommune, der ligger langt væk fra en lufthavn, så skal man nok ikke forvente, at man få et nyt IT-hovedkvarter,” lyder det fra Cevea-direktøren.

Han peger også på, at mange virksomheder søger derhen, hvor der i forvejen ligger virksomheder, ligesom at også nærheden til uddannelsesinstitutioner er vigtigt i forhold til at kunne tiltrække mere kvalificeret arbejdskraft.

Men DI og DB vil vel sige, at kommunerne i hovedstadsområdet kunne få endnu mere aktivitet ved at blive mere erhvervsvenlige – eller at kommunerne i Jylland ville få endnu mindre aktivitet, hvis de ikke havde gjort så meget for at være erhvervsvenlige?

”Selvfølgelig er der stadig en indsats, kommunerne selv kan gøre. Det betyder ikke, at man ikke kan føre god erhvervspolitik. Men man skal nok indstille sig på, hvad der er realistisk.”

Glad S-borgmester
Gladsaxes socialdemokratiske borgmester, Trine Græse, er glad for den nye undersøgelse, som hun mener retter op på de skævheder, de hidtidige lister har været behæftet med:

“Vi har længe undret os over, at Gladsaxe ligger så lavet i DI og Dansk Byggeris vurdering af erhvervsvenlighed. De mener, at erhvervsvenlighed handler om at sænke skatter og udlicitere opgaver. Vi gør rigtig meget ud af at være i tæt dialog med vores virksomheder, både når virksomhederne har brug for os som myndighed og som dialogpartner i forhold til at skabe vækst. Derfor er jeg enig i Ceveas kritik,” siger Trine Græse ifølge Danske Kommuner.

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO