Cheføkonom til Løkke: Det er unødvendigt at sænke selskabsskatten

Debat

Cheføkonom til Løkke: Det er unødvendigt at sænke selskabsskatten

Danmark er et af de mest konkurrencedygtige lande i verden. Alligevel ønsker Lars Løkke og erhvervsorganisationer at sænke selskabsskatten. Men forslagene vil koste op mod 13 milliarder kroner

Lars Løkke Rasmussen (M), formand for Moderaterne
Billedtekst
Lars Løkke Rasmussen (M), formand for Moderaterne og udenrigsminister
Foto: Netavisen Pio/Jan Kjærgaard
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

”Vi har stadigvæk en selskabsskat, som er højere end sammenlignelige lande.”

Sådan sagde Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen, da han i Jyllands-Posten i februar gentog et gammelt forslag om at sænke selskabsskatten.

”Vi gik til valg på det som moderater, men det er bare endnu vigtigere nu, synes vi, at man begynder at vride selskabsskatten ned,” sagde han.

Løkke er i sin gode ret til at mene, at selskabsskatten skal ned. Men han har ikke ret i, at selskabsskatten er højere i Danmark end i sammenlignelige lande.

Det har vi i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) nemlig undersøgt i en ny analyse.

Faktum er, at Danmark i 2024 lå på en delt 22.-plads over højeste selskabsskattesatser blandt de 38 OECD-lande. Vores sats på 22 procent er den samme som Norges, lidt lavere end Storbritanniens, og lidt højere end Sveriges.

Læs også:AE-analyse: Vanopslagh & Co. er præcis lige så ultraliberale som hidtil

Vores selskabsskat er altså ikke ”højere end sammenlignelige lande”, men på niveau med de andre nordiske – i den laveste halvdel af OECD.

Man må selvfølgelig gerne synes, at selskabsskatten skal ned, men det virker unødvendigt. 

Løkke er ikke den eneste

Det er ikke kun Lars Løkke, der vil sænke selskabsskatten. Dansk Erhverv vil have selskabsskatten ned på 19 procent, og Dansk Industri vil have den ned på 20 procent – men faktisk helst ned til 15 procent, lyder det.

Det sidste koster ifølge DI selv statskassen 13 milliarder kroner svarende til næsten en halv procent af BNP.

Læs også:Dansk Erhverv vil have “paradigmeskifte” for udenlandsk arbejdskraft - men kløjs i regnereglerne

Dansk Industri påstår, at skattelempelsen vil tjene sig ind på sigt, men det er der ikke noget, der tyder på. Logikken er som følger: 

Når selskabsskatten sænkes, vil virksomhederne have større overskud efter skat. Dermed kan det bedre betale sig at forsøge at øge overskuddet, lyder logikken. 

Der vil med andre ord være færre penge i statskassen, hvis man lemper selskabsskatten

Det vil resultere i flere investeringer, som vil resultere i højere BNP og højere produktivitet.

Færre penge i kassen

Men selv hvis der kommer mere vækst, så vil de ekstra skatteindtægter af væksten stadig være et mindre beløb, end det man lemper selskabsskatten med. 

Der vil med andre ord være færre penge i statskassen, hvis man lemper selskabsskatten, end hvis man lader være.

Derfor må Løkke selvfølgelig gerne bruge mange penge på lempelser af selskabsskatten. Men det er ikke et greb, som vil gøre det lettere at finansiere en markant oprustning af forsvaret. Tværtimod.

Læs også:3F hælder Dansk Industri-jubel ned ad brættet: “Ingen grund til at åbne sluserne yderligere"

Erhvervsorganisationerne er særligt bange for, at Danmark ikke er konkurrencedygtigt nok, når selskabsskatten ikke sænkes. Men frygten er ikke-eksisterende. 

Eller som tidligere økonomisk vismand Nina Smith siger: ”Hvis man som økonom skal vurdere virksomhedernes konkurrenceevne, så er der ikke en særlig god case for at sige, at vi skal sætte selskabsskatterne ned.”

Hvorfor ikke lade den blive, hvor den er?

Danmark er et enormt godt land at drive virksomhed i. Faktisk det tredjebedste i hele verden ifølge IMD. Danmark har i mange år ligget højt på ranglisterne over konkurrenceevne. 

Danmarks konkurrenceevne fejler altså ikke noget. Samtidig er Danmark et af de rigeste lande i verden målt på bruttonationalindkomst per indbygger, og vi har et rekordstort overskud på betalingsbalancen overfor udlandet

Det er unødvendigt at sænke selskabsskatten, og ovenikøbet vil det gøre det sværere at finansiere den nødvendige oprustning af vores forsvar.

Så hvorfor ikke lade selskabsskatten blive, hvor den er? I den laveste halvdel af OECD-landene.

Sofie Holme Andersen

Sofie Holme Andersen er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor hun især beskæftiger sig med konjunkturer og økonomiske modeller.

Kommentarer

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Mandag den 07.04.2025 - 19:48

Løkke forsøger vist at tækkes den del af DI's medlemmer, der har asociale tendenser. Ærligt talt, jeg tror ikke, segmentet er særligt stort, hvis man fraregner de store godsejere/rigmænd inden for landbrug og fiskeri. Mon ikke det især er dem, der tynger vægtskålen nedad på det erhvervsetiske område?

Derimod vil vi rigtig gerne have en fair share af overskudsandelen for de store internationale virksomheder - IT techgiganter og service-providere af enhver art. Hvis de vil operere i DK må det kræve, at de betaler til fælleskassen i det samfund, som de får lov at operere i. Det skulle bare mangle!

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.