Cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg, undrer sig i en debatindlæg på finans.dk over, at mange socialdemokrater og folk på venstrefløjen er kritiske over for regeringens 2025-plan, den såkaldte Helhedsplan.

Planens ” keynesianske element” består ifølge Sandberg i, at regeringen flytter det såkaldte balancepunkt i dansk økonomi fra 2020 til 2025, og på den måde øger det økonomi råderum. Dermed har regeringen flere penge som kan bruges på højere offentligt forbrug eller lavere skatter: ”fælles for redskaberne er, at de er variationer over samme keynesianske grundtema: En mere ekspansiv finanspolitik, end der ellers ville blive ført.”, skriver Bo Sandberg.

Den misbrugte økonom
Den britiske økonom John M. Keynes er i tiden løb blevet taget til indtægt for mangt og meget, som han formentlig gerne ville have sig frabedt. Hans grundlæggende pointe var et opgør med den herskende forestilling blandt de neoklassiske økonomer om, at markedet af sig selv vil finde et ligevægtspunkt.

Keynes mente derimod, at staten kan være med til at udjævne konjunkturerne og hjælpe markedet til at finde sit ligevægtspunkt, eksempelvis gennem en ekspansiv finanspolitik, der kan sætte gang i efterspørgslen. Men selvfølgelig kun i de situationer, hvor problemet er manglende efterspørgsel. I det hele taget var Keynes kritisk over for økonomiske lovmæssigheder, men mente, at enhver krise måtte analyseres og forstås, før det gav mening at anbefale en bestemt politisk løsning.

Lad os derfor se nærmere på tre årsager til, at regeringens Helhedsplan ikke har ret meget med Keynes at gøre.

1) Regeringen lægger ikke op til ekspansiv finanspolitik
Bo Sandberg skriver, med henvisning til den lave vækst i dansk økonomi, at ”netop ekspansiv finanspolitik er nyttig og virkningsfuld i Danmarks aktuelle økonomiske situation”, og at ”Set i det lys, er det rigtig godt nyt, at regeringens 2025-plan strutter af god gammeldags keynesianisme”.

Flere iagttagere har i lighed med Sandberg peget på, at aktiviteten i dansk økonomi er for lille, eksempelvis AE-Rådet. Det kunne altså være et argument for ekspansiv finanspolitik.

Sagen er bare den, at det netop ikke er hvad regeringen lægger op til de kommende år. Faktisk fremgår det af regeringens Økonomiske Redegørelse fra august, at finanspolitikken de kommende år trækker i retning af at reducere BNP-væksten: ”Den etårige finanseffekt – som er et beregnet mål for aktivitetsvirkningen af finanspolitikken i forhold til året før – er opgjort til -0,1 pct. i 2017, det vil sige en lille stramning.”, hedder det i redegørelsen (side 14).

For nylig kritiserede AE-Rådets Erik Bjørsted her på Netavisen Pio netop 2025-planen for at lægge for lidt vægt på efterspørgslen på den korte bane. De planer, som Bo Sandberg hylder, trækker altså i den stik modsatte retning af det, han mener, er nødvendigt.

2) Regeringen fører politik uden at kende til økonomiske omstændigheder
Faktisk indtræffer den ekspansive finanspolitik, som Bo Sandberg peger på, først efter 2020. For det er isoleret set rigtigt, at ved at udskyde balancepunktet fra 2020 til 2025 øges det økonomiske råderum, som så kan bruges på enten lavere skat eller offentligt forbrug.

Sagen er bare, at vi her i 2016 ikke aner, om der er brug for at føre ekspansiv finanspolitik i årene 2020-2025. Ifølge de nuværende prognoser fra både Finansministeriet og Det Økonomiske Råd vil der være fuld beskæftigelse omkring 2020, og derfor kan ekspansiv finanspolitik føre til økonomisk overophedning.

Allerede nu melder flere brancher om mangel på kvalificeret arbejdskraft, og det vil formentlig kun tage til i styrke de kommende år. Ud fra et keynesiansk ønske om at udjævne konjunkturerne bør man derfor være varsom med at med at dosere medicinen, før man kender diagnosen.

Hvis vi på forhånd bestemmer, at løsningen er ekspansiv finanspolitik, før vi kender konjunktursituationen, risikerer vi at hælde benzin på bålet og overophede økonomien. Sidste gang økonomien blev overophedet var i årene op til finanskrisen. Dengang kostede overophedningen Danmark titusindvis af arbejdspladser, særligt i industrien.

3) Er højere pensionsalder særlig keynesiansk?
Ud fra det, Bo Sandberg selv definerer som ”keynesiansk”, burde vi altså på baggrund af de nuværende prognoser gøre det stik modsatte af regeringens plan: Føre ekspansiv finanspolitik frem til 2020, og herefter fører en stram, eller i hvert fald neutral, finanspolitik frem til 2025.

Endelig er der jo en lang række andre elementer i 2025-planen end det rent finanspolitiske. Er det også i sin ”grundsubstans ganske keynesiansk” at hæve pensionsalderen, sænke SU og reducere topskatten? Vel var Keynes, der døde i 1946, ikke fortaler for nogen stor velfærdsstat. Men hvorfor det omvendt skulle være særlig keynesiansk, skylder Bo Sandberg et svar på.

Tilbage står altså, at det er svært at se, hvad der helt præcist er keynesiansk i regeringens 2025-plan. Debatindlægget gør Keynes til gidsel i et politisk spil om en plan, som den gamle mester næppe havde været synderligt imponeret af.