Chok og kaos: Martin Schulz dropper tysk udenrigsministerpost efter kritik

Kovendinger, en fyret udenrigsminister og frygten for et nej i urafstemningen er blandt årsagerne til, at Martin Schulz i dag dropper ministerdrømmen.
Forsøget på alligevel at få SPD og sig selv helskindet ind i regeringskontorerne i Berlin gik galt. Helt galt. Den tyske S-leder, Martin Schulz, har fredag eftermiddag bekendtgjort, at han alligevel ikke som planlagt – og som vi har skrevet om her på netavisen – ville være ny udenrigsminister.

I en skriftlig erklæring, hvor han også fremhæver de socialdemokratiske sejre i regeringsgrundlaget, skriver han blandt andet:

”… Det er af vigtigste betydning for mig, at SPD’s medlemmer stemmer ja til regeringsgrundlaget i urafstemningen, fordi de er lige så overbeviste af grundlagets indhold, som jeg er. Jeg mener dog, at en vellykket urafstemning er truet af diskussionen om min person.

Derfor erklærer jeg hermed, at jeg giver afkald på at indtræde i forbundsregeringen, og jeg håber samtidigt indtrængende, at persondebatterne internt i SPD dermed er afsluttet. Vi laver alle politik for menneskene i dette land. Til det hører, at mine personlige ambitioner må vige for partiets interesser.”

Vi laver alle politik for menneskene i dette land. Til det hører, at mine personlige ambitioner må vige for partiets interesser

Der er flere mulige grunde til, at Schulz giver afkald på udenrigsministerposten. Græsrødderne har kritiseret Schulz og hans beslutning heftigt i seneste dage. Modstanden har flere årsager.

Modstand kunne udløse nej til regering
For det første har Martin Schulz sandsynligvis frygtet, at medlemmernes kritik og modstand mod hans ministerpost kunne blive så stor, at det bragte hele regeringsprojektet i fare. 460.000 tyske socialdemokrater skal nemlig stemme ja eller nej til regeringsdeltagelse i en urafstemning, der åbner 20. februar. Med utilfredse medlemmer ville det være svært at hente et ja hjem.

Politiken skriver dog med henvisning til avisen Bild, at det var partiets ledelse og ikke Schulz selv, der frygtede, at utilfredsheden kunne blokere for et ja. Derfor skulle ledelsen angiveligt have givet Schulz et ultimatum om at trække sig fra udenrigsministerposten senest fredag. Schulz forsøgte faktisk allerede at komme skeptikerne i møde ved at trække sig som partiformand i onsdags, men det var tydeligvis ikke nok. Det kommer vi tilbage til. Spørgsmålet er dog, om Schulz’ retræte betyder et mere sikkert ja i urafstemningen, eller om kaosset betyder, at medlemmerne løber skrigende bort fra regeringsansvaret i mistillid til ledelsens håndtering af sagen de sidste dage.

Schulz har fyret den populære udenrigsminister, sin partifælle Sigmar Gabriel, for selv at snuppe jobbet

Populær udenrigsminister blev vraget
For det andet er det blevet heftigt kritiseret, at Schulz har fyret den populære udenrigsminister, sin partifælle Sigmar Gabriel, for selv at snuppe jobbet. Gabriel har også selv ytret kritik mod Schulz. Gabriel beklagede sig over, at offentlighedens anerkendelse af hans ministerarbejde tilsyneladende ikke har betydet noget for partiets ledelse. Gabriel påstår også, at Schulz skulle have lovet ham, at han kunne fortsætte i jobbet, hvis SPD gik i regering. I onsdags stod Gabriel så med ingenting og har derfor anklaget Schulz for løftebrud. Det er uvist, om Gabriel fortsætter som udenrigsminister, for hans åbenlyse kritik og bidrag til kaosset i det gamle parti har også givet modkritik i partiet. Spørgsmålet er, om både Gabriel og Schulz taber på de sidste dages drama?

Anklager om løftebrud og kovendinger
For det tredje er Schulz blevet anklaget for at være en vendekåbe af værste rang. I september afviste Martin Schulz, at han ville være minister i en regering under Angela Merkels ledelse – i onsdags sagde han ja til at blive udenrigsminister. I november afviste Martin Schulz, at SPD stod til rådighed i en potentiel regeringsdannelse med Angela Merkel – i onsdags lå der så en regeringsaftale på bordet mellem de to partier.

Bedre bliver det ikke af, at Martin Schulz må bære et hovedansvar for SPD’s valgresultat i september på blot 20 procent, men alligevel ville belønne sig selv med en udenrigsministerpost

Bedre bliver det ikke af, at Martin Schulz må bære et hovedansvar for SPD’s valgresultat i september på blot 20 procent, men alligevel ville belønne sig selv med en udenrigsministerpost, et drømmejob for ham. At taberen ville give sig selv dette topjob, blev for meget for for mange. ”For hvorfor skal en mand, der har splittet partiet og ført partiet nær afgrundens rand belønnes med en toppost i Berlin?”, spørger Berlingskes korrespondent Troels Heeger meget rammende i en analyse. SPD har også fået historisk dårlige meningsmålinger oven på slingrekursen i den seneste tid.

Hvorfor udpeger formanden sin afløser?
For det fjerde er kritikken kommet væltende, fordi Martin Schulz i onsdags også pegede på sin efterfølger som formand for SPD: Tronfølgeren, Andrea Nahles, er nemlig ikke vellidt af alle. Hun tilhører partiets venstrefløj og holdt for nylig en lidt speciel tale på SPD’s mini-kongres, hvor hun med skældsord og store armbevægelser talte for at gå i regering med Angela Merkels CDU. Uden at skele til fløj-farve er det også generelt blevet kritiseret, at formanden har udpeget sin efterfølger. Det er der ikke meget demokrati og fornyelse i, har det lydt.

For det femte har modstanderne af regeringsprojektet ønsket, at Martin Schulz holdt ord og ikke påtog sig en ministerpost. I stedet burde han hellige sig partiet og sørge for at give det profil, så partiets egne holdninger ikke flød for meget sammen med de kompromisser, der skal indgås med CDU i regeringen, mener kritikerne.

 

Oversættelse fra tysk: Jakob Esmann

 

 

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce