Annonce

Christiansborg ude af trit med danskerne

Afstanden mellem top og bund er for stor, og det bliver værre. Sådan lyder det klare budskab fra flertallet af danskerne. Men politikerne på Christiansborg lukker øjnene. Det skaber en kløft i forhold til brede samfundsgrupper
Venstre og Liberal Alliance betragter nærmest ulighed og utryghed som en fordel – vi skal have sulten efter jobbet tilbage, siger Lars Løkke Rasmussen (V)

Danskerne er bekymrede over den voksende ulighed. Tag bare tallene fra en meningsmåling i Jyllands-Posten: 51 procent mener, at forskellen mellem rig og fattig er for stor. Kun 2 procent siger, at uligheden er for lille, mens 38 procent anser det for ”passende”, som det er nu.

Når jeg holder foredrag ude i landet, oplever jeg den samme stemning. Folk fortæller om tidligere kolleger, der ryger gennem det sociale sikkerhedsnet, og at afstanden til dem i toppen er større end før. De er forargede, når medierne beretter om direktører, der udbetaler store millionlønninger til hinanden.

Blandt politikere, eksperter og mediefolk er stemningen en anden. "Danmark er jo et af de mest lige lande i verden", siges det. I et tv-interview fortalte jeg om vores nye bog, Klassekamp fra Oven. Studieværten var åbenlyst uinteresseret. Han sad og bladrede i avisen, mens jeg talte til kameraet og seerne.

Flertal af danskerne frygter større afstanden mellem rig og fattig
En anden måling – i Ugebrevet A4 – giver en vigtig forklaring på den udbredte bekymring. Et klart flertal forventer nemlig, at det bliver værre – at afstanden mellem rige og fattige er større om fem år end i dag. Kun to ud af hundrede forventer, at uligheden er mindre i 2020.

Det handler således om andet og mere end den øjeblikkelige fordeling af nationalproduktet: Det er det velkendte og trygge Danmark, med beskedne sociale afstande, der er ved at skride. Og dette skred opleves stærkere blandt dem på gulvet end blandt dem i toppen. Over halvdelen af 3F’erne vurderer, at deres børn bliver dårligere stillet end dem selv.

3F’ernes bekymring kommer ikke af ingenting. Øget ulighed går hånd i hånd med faldende tryghed, sådan som vi har set i USA, England og Tyskland. Arbejdsløshed, social dumping og reformer af dagpenge og efterløn gør de faglærte og ufaglærte langt mere utrygge.

Politisk ligegyldighed præger Christiansborg
Det meste af Christiansborg taler om noget andet. Venstre og Liberal Alliance betragter nærmest ulighed og utryghed som en fordel – vi skal have sulten efter jobbet tilbage, siger Lars Løkke Rasmussen (V). Ja, selv den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon kalder det "besynderligt", at økonomisk ulighed overhovedet kan være et tema i Danmark.

I første omgang søger mange mod partier, der på forskellig vis skyder på uligheden og eliten – Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti. Hvad der sker på længere sigt, er svært at sige. Voksende ulighed – og øget utryghed – kan blive en politisk joker. Folk vil ikke opgive det Danmark, de holder af.

Lars Olsen (f. 1955) er uddannet cand.phil. i samfundsfag. Lars Olsen har siden 1984 arbejdet som journalist. I 2005 begyndte han at arbejde som forfatter på en stribe omtalte debatbøger. Blandt andet om ulighed i uddannelse og om skævheder i magtforhold og folkestyre.

Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.

 


Flere artikler om emnet