Da EU-Kommissionen den 6. december annoncerede, at nu havde man indgået en handelsaftale med den sydamerikanske Mercosur-blok (Argentina, Brazilien, Paraguay og Uruguay), havde en del erhvervsinteresser svært ved at få armene ned.

Efter omkring et kvart århundrede med forhandlinger var det, der altid så ud til at blive en af EU’s mest kontroversielle handelsaftaler, nu landet.

Andre steder fra, lige fra menneskerettigheds- og grønne organisationer til flere landes landbrugslobbyer, så det dog anderledes ud. Her sukkede man dybt over den aftale, der blev lagt frem - og gør sig nu klar til politisk kamp imod den.

Mercosur er for vigtig til automatreaktioner

For udeforstående kan reaktionerne på aftalen måske virke som automatreaktioner; de borgerlige jubler og progressive kræfter siger ”åh nej”.

Jeg må da også indrømme, at jeg har svært ved at forstå, når eksempelvis Dansk Metal hurtigt kører frem med deres, som så ofte før, primært ukritiske fascination af en hvilken som helst af EU’s handelsaftale.

Det er som om, at så snart noget påklistres mærkatet ”frihandel”, så går den del af fagbevægelsen ud og priser den - på trods af bekymringer om betydningen for klima, miljø, menneske- og arbejdstagerrettigheder.

Det er passende at reagere markant på aftalen

Nu ved jeg godt, at nogle, ikke mindst i dette organ, uden tvivl straks vil være på vej til at fare i blækhuset for at svare tilbage til mig, om ikke netop min afvisning af EU-Mercosur aftalen også blot er en automatreaktion?

Her må jeg desværre nok skuffe dem, der elsker at ty til den slags. For sagen er, at har man fulgt bare lidt med i sagaen om den kontroversielle aftale, så vil man vide at der faktisk er ganske mange gode grunde til, som minimum, at være stærkt skeptisk.

Det er på baggrund af disse bekymringer, jeg mener, at både EU og Mercosur-landene fortjener en bedre aftale end den, man har indgået.

Klare farer og mangler ved aftalen

Hvad er det så, der er så bekymrende ved aftalen, vil nogle sikkert spørge. Det korte svar er: ret meget! Her tænker jeg ikke mindst på følgende: 

Aftalen kommer til at skade klimakampen, og er i modstrid med EU’s forpligtigelser under Paris-aftalen.

En af konsekvenserne må forventes at blive en øget klimaskadelig import af oksekød, sukker, sojabønner og meget andet, herunder en kvote på 650.000 ton bioethanol, der kan eksporteres til EU.

Samtidigt skal vi fra EU’s side billigere kunne sende flere biler over Atlanten til det sydamerikanske marked. Som om det var det, klimakampen havde brug for.

Dette kombineres så med en indsats mod afskovning der, trods flotte ord fra EU-Kommissionen, reelt er svag og ubrugelig. Eksempelvis forpligtiger parterne sig først til at gøre noget ved afskovning om seks år, som om problemet skulle blive mindre af at sidde på hænderne så længe!

Effekt på EU's nye miljø- og klimakrav

Hertil kommer også, at man har lavet en såkaldt afbalanceringsaftale, således at hvis nye miljø- eller klimakrav fra EU kommer til at ”skade” Mercosur-landenes eksport muligheder under aftalen, så kan der klages over det, og de ramte lande vil kunne tage modtræk.

Det vil kraftigt begrænse mulighederne for yderligere effektive klima eller afskovningstiltag fra EU’s side.

Samtidigt er der bred mulighed for, at store dele af EU’s landsbrugssektor bliver udsat for unfair konkurrence - eksempelvis når der åbnes op for mere eksport fra EU af pesticider, der er så farlige, at de er forbudt her.

Men storbønder i Mercosur kan gladeligt bruge løs, og med aftalen, endda endnu billigere. Samtidigt skal det gøres lettere for dem, at eksportere deres frugt og grønt til EU - også når der er rester af skadelige og ulovlige pesticider på.

Europæiske arbejdere hænges til tørre

Hvis dette ikke skulle være nok, så kan aftalen også let komme til at betyde, at europæiske arbejdere, herunder 6 millioner ansatte i landbrugssektoren, i stigende grad kan komme til, direkte og indirekte, at skulle konkurrere mere med folk, der arbejder under langt ringere løn- og arbejdsforhold.

Noget man skulle tro var et rødt flag for fagbevægelsen - og den Europæisk fagbevægelse er da også så bekymrede, at de mener arbejdstagerbeskyttelsen i aftalen er så svag, at man mener EU-landene bør afvise aftalen.

Alt dette, til gengæld for en potentiel økonomisk vækst der selv ifølge EU-Kommissionens egne tal kun regnes til at være på omkring 0.1% af vores BNP.

Som om alt dette ikke var nok, kommer hertil, at hele processen omkring forhandlingerne har været omgærdet af hemmelighedskræmmeri.

Et hemmelighedskræmmeri der bl.a. har involveret, at EU-Kommissionen har brudt sine egne løfter til EU-Parlamentet om at holde os ordentlig informeret om, hvad man forhandlede sig frem til. Mon ikke man var bange for, at der skulle blive råbt vagt i gevær?

Kampen om vedtagelsen

Som følgere af EU’s handelspolitik vil vide, er et af de store spørgsmål, der for tiden rejses i denne forbindelse, hvorvidt aftalen skal vedtages som enten en såkaldt samlet eller en opsplittet aftale. Selv om det er en diskussion, der kan lyde teknisk og kedelig, er det faktisk uhyre vigtigt.

Det handler kort fortalt om, hvordan EU’s medlemslande skal godkende én samlet aftale med Mercosur-landene - altså aftalen under den form den primært blev forhandlet) - eller om man i stedet af strategiske grunde vil vælge at opsplitte den i to; én handelsmæssig del og en politisk del.

Hvis det sker, vil stort set alt det kontroversielle være at finde i selve handelsdelen, mens det ukontroversielle og modererende - som samarbejde om overholdelse af menneskerettigheder - vil være at finde i den politiske del.

EU-Kommissionens trick

Tricket, fra EU-Kommissionens side, er her, at hvis aftalen splittes op, så skal de enkelte medlemslande og deres parlamenter ikke tage stilling til hele den kontroversielle del af aftalen, ligesom lande der er imod aftalen, kan stemmes ned.

Det er en model, mange forventer, at der tages i brug af den simple årsag, at EU-Kommissionen godt ved, at der er udbredt modstand mod den kontroversielle aftale over hele EU, og derfor vil søge at undgå muligheden for for meget demokratisk debat om det.

Det er en metode, man har benyttet sig af før, og som folk i Bruxelles stærkt forventer vil blive taget i brug igen. Et klart tegn på at det er her, vi bevæger os hen, er også at den aftale, der i ca. 25 år er blevet forhandlet som en ”associeringsaftale”, i sidste øjeblik blev omdøbt til en ”partnerskabsaftale”.

En forskel der er vigtig, da en associeringsaftale som regel altid deler kompetencen mellem EU og medlemslandene, og dermed skal have de nationale parlamenter ind over, mens det ikke nødvendigvis gør sig gældende for en partnerskabsaftale.

Afviger fra modellen med CETA-aftalen

Alt dette, på trods af, at man da man forhandlede den noget mindre CETA-handelsaftale med Canada godt turde lade de nationale politikere få lov at se på aftalen.

En respekt for demokratiet der varede lige indtil, at man fandt ud af, hvor stor en bekymring og modstand der var.

Desværre syntes den lektie de lærte sig at være, at man derfor skal undgå besværligt demokrati - hvor jeg jo vil mene, at man burde have set på, hvorfor handelsaftaler møder så megen kritik. Men sådan er vi jo så forskellige.

Hvad sker der nu - og hvornår skal aftalen godkendes?

Nu hvor forhandlingerne er erklæret for afsluttende, vil EU-Kommissionen foretage en juridisk undersøgelse af teksten og en oversættelse til samtlige officielle EU-sprog.

Dette kan let tage 4-6 måneder, eller sagt med andre ord kan vi forvente os, at EU-Kommissionen kan være klar med endelige tekst omkring juni 2025 - altså lige inden det danske EU-formandskab begynder.

Derefter vil EU-Kommissionen så anmode Rådet (EU-landenes ledere), om formel tilladelse til at underskrive aftalen. Det her det for alvor bliver spændende, for det er sandsynligvis også først her, at Kommissionen vil løfte sløret for aftalens såkaldte struktur.

Altså om den skal vedtages som den samlede pakke, den blev forhandlet som, eller i stedet af taktiske grunde splittes op.

Tidsmæssigt betyder alt dette, at hvis man bevæger sig meget hurtigt gennem alle stadier, vil teksten kunne fremlægges for EU-Parlamentets handelsudvalg i juli 2025, og dermed vil den måske kunne ratificeres af EU-Parlamentet i november eller december 2025 - altså under dansk formandskab.

Både EU og Mercosur fortjener bedre

Selvom Mette Frederiksen sikkert vil være glad for muligheden for at udråbe den kontroversielle aftale til at være en succes for det danske EU-formandskab, håber jeg, at det i stedet ender med at blive et klart nej fra EU-Parlamentet.

Især hvis vi bliver de eneste folkevalgte i Europa, der får lov til at have reel debat omkring sagen.

Jeg synes, at processen omkring EU-Mercosur rejser et vigtigt spørgsmål:

Hvis en handelsaftale er så kontroversiel, at man ikke tror man kan få alle EU-landene til at sige ja til den - burde man så ikke i stedet gå tilbage til forhandlingsbordet? Eller måske endda bare lytte til kritikken og droppe den helt?

Det er for mig uforståeligt, hvis man fra EU’s side tror man gavner demokratiet i Europa ved at søge at luske noget så kontroversielt som Mercosur-aftalen igennem uden om de nationale parlamenter. Især når der er SÅ mange ting at være kritiske om i aftalen.

Derfor bliver et af mine juleønsker i år, at der skabes en bred og folkelig mobilisering mod det, der basalt set er en dårlig handelsaftale, der vil skade mere end den gavner.