Clintons roman-debut er et gigantisk løftebrud

Anmeldelse: Bill Clintons debut som romanforfatter er fyldt med masser af action og tju-bang, men det bliver aldrig for alvor interessant
Den amerikanske præsident er den eneste, der kan stoppe et altødelæggende terrorangreb, som vil sende USA tilbage til middelalderen.

Det er i hovedtræk historien i spændingsromanen ’Præsidenten er forsvundet, som af skrevet af James Patterson og den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton.

Bill Clinton behøver ikke nogen nærmere præsentation. Og spændingsforfatteren James Patterson er også en af USA's bedst sælgende forfattere - måske mest kendt for sine romaner om detektiven Alex Cross, hvor et par stykker (’Kiss the Girls’ og ’Along Came a Spider’) også er blevet filmatiseret med Morgan Freeman i hovedrollen.

Det samarbejde kunne der måske være kommet noget interessant ud af, men her kan jeg godt afsløre, at det er der ikke.

Tju-hej hvor det går

Plottet i bogen er, at USA trues af et altødelæggende virusangreb, som en islamisk freelance-terrororganisation planlægger at udføre.

Præsidenten Jonathan Duncan bliver, igennem sin datter, kontaktet af en kvinde, som øjensynlig har været med til at udvikle virussen sammen med sin partner. Begge har dog fortrudt deres medvirken og vil, med præsidentens hjælp, nu forsøge at få angrebet stoppet.

Virussen er en elektronisk udgave af atombomben, en altødelæggende djævel, som vil lamme alt fra kraftværker til finanssektor – sådan lidt efter samme model som skurken i Die Hard 4.0. opererer med.

Præsidenten må for en stund gå inkognito, med skæg og blå briller, men han ender alligevel i et regulært shoot-out og må nu flygte igennem Virginia med en større gruppe internationale lejemordere i hælene.

Her er det nok meget heldigt for præsidenten, at han ikke er en ældre herre med skrantende helbred, som har tilbragt alt for mange år med senatshøringer, men er en midaldrende mand, højt dekoreret krigsveteran, som ikke har glemt hvordan man håndterer skydevåben.

Og det går lige, også selv om han er ramt af en eller anden farlig sygdom, som når som helst kan få ham til at kollapse, og stadig bakser med efterveerne af at have mistet hustruen til cancer og samtidig også skal være en kærlig far for en halvvoksen datter. Måske al den elendighed, for at vi som læsere skal fatte en smule sympati for hovedpersonen.

Så mens den altså dødssyge præsidenten jages og kuglerne flyver om ørerne på ham, skal han lige forsøge at løse gåden om, hvordan man stopper virussen, finde ud af hvem, der står bag, og hvorfor, og samtidig også lige afsløre hvem i hans inderkreds, der hjælper terroristerne. Det hele inden for nogle få timer.

Men bare rolig. Det hele ordner sig til sidst, skurkene dør, bagmændene bliver afsløret og præsidenten kan hyldes som en stor helt af en taknemmelig nation.

Det er ikke godt

Der er grundlæggende fire ting ved bogen, der ikke fungerer.

For det første er der nogle virkelig irriterende, moraliserende passager, hvor præsident-hovedpersonen gør sig nogle tanker om det politiske systems fejl og mangler, og hvor han langer stikpiller ud til både den nuværende præsident og til uvederhæftige journalister.

Det er indlysende, at den fiktive præsident har nogle holdninger, som lægger sig ret tæt op ad den ægte præsidents holdninger, men det kommer ind på en klodset måde, og det er meget lidt interessant. Her kunne Clinton passende have overvejet at skrive en kronik til New York Times i stedet.

For det andet er, at bogen på forhånd lover at give læseren ”insiderviden som kun en præsident kan vide”. Hvis det havde været et valgløfte, så kunne man godt tillade sig at kalde det et gigantisk løftebrud. Der afsløres nemlig absolut ingen hemmeligheder.

For det tredje bogens ”who did it-element”, hvor man skal gætte sig til, hvem der er insiderskurken, der konspirerer med terroristerne. Der er cirka otte mistænkte at vælge imellem, men et par af dem bliver aldrig nævnt, to-tre andre er helt usandsynlige, og derfor peger pilen meget hurtigt kun ét sted hen.

For det fjerde at det hele bliver trivielt og klichéagtigt. Præsidenten, der selvfølgelig er Demokrat, er en gennemført All-American good guy, der hellere end gerne vover både det politiske og det jordiske liv for nationen, mens hans republikanske modstykke, formanden for Repræsentanternes Hus, er en kæmpe idiot, der kun tænker på at score billige politiske point, så han kan få præsidenten ned med nakken.

Bog-titlen er i øvrigt også misvisende. Præsidenten er nemlig aldrig rigtigt forsvundet. Som læser følger vi ham jo, og ved præcis hvor han er og han er i øvrigt i konstant i kontakt med både sine Secret Service-agenter og med sine rådgivere og ministre.

Det er nok meget heldigt, at Bill Clinton kan leve af at holde foredrag, for som spændingsforfatter dumper han med et brag - selvom bogen nok skal sælge strygende alligevel. For Clinton-navnet alene er nok til, at fanboys, som mig, køber den. Men nu har jeg gjort det, og derfor behøver du ikke gøre det.

Du kan bare vente til den kommer som film. TV-kanalen Showtime har nemlig allerede sikret sig rettighederne til bogen.

Bill Clinton og James Patterson: Præsidenten er forsvundet, Gyldendal, 466 sider, Oversættelse: Sine Lyng. Er udkommet.

Anmeldt af David Troels Garby-Holm

 

 

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook