Comeback til vores Kennedy

Naser Khader vender efter en kort pause tilbage til dansk politik. Det bliver helt sikkert spændende at følge.
Tidligere folketingsmedlem Naser Khader stiller igen op til folketinget. Denne gang i Østjylland, hvor han skal erstatte folketingsmedlem Tom Behncke som partiets spidskandidat i de østjyske kredse Aarhus Syd og Skanderborg.

Dermed er der udsigt til et comeback på Christiansborg til politikeren som i forbindelse med Ny Alliances storhedstid af kommentatoren David Trads blev udråbt som ”Vores Kennedy”. Derfra gik det som bekendt jævnt ned af bakke og Khader endte med at ryge ud af folketinget med et brag i 2011. Hvilket ifølge ham selv var en gave.

Klip fra filmen "Dagbog fra midten" fra dengang Naser Khader var på toppen af karrieren.

Nu vender han så tilbage til politik efter et ophold i en konservativ tænketank i Washington, hvor hans produktion hovedsageligt har bestået i at skrive to slags historier, nemlig hvorfor Obama svigter Europa og ”se hvor forfærdeligt det går med integrationen i Europa”.

Skal man tro Naser Khader selv, så vil han udelukkende fokusere på det, der interesserer ham, ting som integrationspolitik, radikalisering og situationen i Syrien og resten af Mellemøsten. Det er også der hvor Naser Khaders styrke er, og hvor han kan bringe sin egen historie under Muhammedkrisen i spil.

Men som den tidligere konservative rådgiver Anders Frandsen siger til DR:

”Der er et risikoelement ved at tage ham ind i gruppen - det var noget værre noget. Man har jo set, at når han bevæger sig udover det udenrigspolitiske og integrationspolitiske, så halter han. Der er et element af noget, der kan gå galt.”

Nogen vil måske mene, at det er lidt en luksusrolle at have en så begrænset arbejdsopgave i et parti, der på en god dag står til at få knap to håndfulde mandater, men det trods alt bedre end et folketingsmedlem der ingenting laver.

Skal nok blive valgt
De konservative i Østjylland skal nok få valgt Naser Khader ind, hvis partiet holder de nuværende i målinger, men det bliver interessant at se hvordan vælgerne tager imod ham. Khader afløser  Tom Behncke som aldrig rigtig formåede at komme op på samme niveau som Henriette Kjær.

For hvor meget vælgertække har Khader egentlig? Sidst han stillede op for de konservative var det som bekendt en skuffelse. Ved valget i 2011 fik han kun 1.690 stemmer i Københavns Omegn, og han endte som nummer tre efter Benedikte Kiær og Charlotte Dyremose. Men det skete også efter en periode, hvor hans personlige brand havde været i frit fald, først som leder af Ny Alliance og siden som ikke specielt populær partihopper til de konservative.

Østjyllands Storkreds er nærmest blottet for markante stemmeslugere, som dengang Auken og Uffe Ellemann stillede op. Efter at Lykke Friis har trukket sig, er der kun Nicolai Wammen som får over 30.000 stemmer, og der er lang vej ned til nummer tre, Venstres Michael Aastrup Jensen, der fik 10.200. Så i et noget tyndt felt og med en dagsorden, der lige nu passer Khader rigtigt godt, har han alle chancer for at få et pænt stemmetal.

David Troels Garby (f. 1980) er redaktør på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce