Annonce

Omfanget af mobning på grund af valg af fagforening yderst begrænset

0,3 procent af 7.700 lønmodtagere har oplevet, at blive mobbet på grund af deres valg af fagforening, viser VIVE-undersøgelse - uvist om mobningen kommer fra ledere eller kollegaer
En ny undersøgelse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – viser, at omfanget af mobning på grund af valg af fagforening er yderst begrænset.

0,3 procent af 7.700 lønmodtagere svarer således i undersøgelsen - der afdækker alle tænkelige former for mobberi, diskrimination, trusler og konflikter på arbejdsmarkedet - at de har følt sig mobbet på grund af deres personlige valg af fagforening - eller manglende valg af fagforening.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Krifa: 14 procent mobbes på grund af valg af fagforening

Resultatet står i skærende kontrast til den gule fagforening Krifas seneste undersøgelse fra 2018 af omfanget af mobning på grund valg af fagforening.

Resultatet står i skærende kontrast til den gule fagforening Krifas seneste undersøgelse

Her fandt Krifa frem til, at hele 14 procent af “alle lønmodtagere oplever pres på arbejdspladsen til at være medlem af en bestemt fagforening. Oftest fra tillidsrepræsentanten. Det svarer til hver 7. lønmodtager. Omfanget har været stabilt siden 2009”.

Blå og De Radikale: Omfanget skal undersøges til bunds

I oktober 2019 bad et flertal bestående af Venstre, Liberal Alliance, Radikale Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om at undersøge omfanget af fagforeningspres til bunds.

Flertallet fremkom med sit ønske på baggrund af en konkret sag fra Københavns Lufthavn, hvor et medlem af ingeniørernes fagforening, IDA, følte sig presset af sine kollegaer til at melde sig ind i 3F.

“Det gør mig så glad, at en række politikere ikke tager sig til takke med udenomssnak og forsøg på at tie systematiske lovbrud ihjel,” skrev Krifas nu afgående formand, Søren Fibirger Olesen, i et opfølgende debatindlæg i online-mediet Altinget.

Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, udtalte 30. oktober 2019 til Berlingske, at “vi oplever hver dag, at der er mennesker på det danske arbejdsmarked, der bliver mobbet og truet. Vi synes, at der skal fakta på bordet for at få afklaret, hvilket omfang det har.” 

vi oplever hver dag, at der er mennesker på det danske arbejdsmarked, der bliver mobbet og truet

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, ønskede også omfanget af trusler på de danske arbejdspladser undersøgt:

“Vi skal have fakta på bordet og finde ud af, hvor stort et problem der er i Danmark med fagforeningspres. Hvis det er et systematisk problem med 3Fere ude på danske arbejdspladser, skal vi gøre noget ved det. Hvis problemet er meget mindre, end vi borgerlige går rundt og tror, skal vi til gengæld finde noget bedre at bruge vores tid på,” udtalte Alex Vanopslagh til Berlingske.

Tallene beroliger De Radikale

De Radikales beskæftigelsesordfører, Samira Nawa, var også bekymret tilbage i 2019:

“Vi har senest set i sagen fra lufthavnen, at der er tegn på, at fagforeningsfriheden åbenbart ikke har været gældende for alle. For mig som Radikal er det vigtigt, at fagforeningsfriheden gælder for alle, men når jeg ser de her sager, kan jeg godt blive bekymret.”

Men på baggrund af Vive-undersøgelsen er Samira Nawa og De Radikale nu langt mindre bekymrede:

Centralt står i stedet om man har en anden etnisk herkomst end dansk, hvad køn man har, og så også ens alder

"Vive-undersøgelsen viser, at fagforeningsvalg eller manglende fagforeningsvalg ikke er omdrejningspunktet for eller det centrale element bag mobning på arbejdspladserne. Centralt står i stedet om man har en anden etnisk herkomst end dansk, hvad køn man har, og så også ens alder. Det er de tre centrale elmenter mobningen på arbejdspladserne går på," siger Samira Nawa til Netavisen Pio og fortsætter:

"Jeg er glad for, at vi fik undersøgt mobningen meget bredere, og det viser sig så, at de største problemer samler sig om etnicitet, køn og alder."

Mobning på grund af valg af fagforening/manglende valg af fagforening er altså ikke det store problem?

"Jeg er rigtig glad for, at det her nu er blevet undersøgt. Nu har vi data på plads. Vi har fået undersøgt alle hjørner og alle elementer. For det er altså vigtigt, at vi har opdaterede tal at stå på. At vi har opdaterede tal at udtale os ud fra. Jeg har på baggrund af Vive-undersøgelsen opfordret ministeren til, at Arbejdstilsynet har et særligt fokus på den mobning og diskrimination, der foregår over for etniske minoriterter på arbejdsmarkedet. Og jeg har også opfordret ministeren til, at vi får en egentlig national handlingsplan imod diskrimination," lyder det fra Samira Nawa.

 Uvist om mobningen kommer fra ledere eller kolleger

Totalt set angiver 7,8 procent af de 7.700, der har svaret på VIVE’s spørgsmål, at være blevet mobbet på grund af etnicitet, køn, seksualitet, politisk overbevisning, religion, valg af fagforening eller anden årsag.

Blandt de, der oplyser at være mobbet, angiver 3,7 procent årsagen til mobningen at være valg af fagforening/manglende valg af fagforening.

Det betyder samlet set, at kun 0,3 procent af respondenterne har oplevet at blive mobbet som følge af valg af fagforening/manglende valg af fagforening (Regnestykket ser således ud: 7,8 procent af 7.700 = 601. 3,7 procent af 601 = 22. 22 ud af 7.700 = 0,29 pct., som Vive har afrundet til de 0,3 procent).

Vive oplyser, at undersøgelsen ikke afdækker, om de, der er blevet mobbet på grund af valg af fagforening/manglende valg af fagforening, er blevet mobbet af en leder eller af kollegaer.

Minister: Mobning er utilstedelig - uanset årsagen

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger overordnet om resultaterne af undersøgelsen:

Mobning og chikane er fuldstændig utilstedeligt – og det gælder uanset årsagen

“Mobning og chikane er fuldstændig utilstedeligt – og det gælder uanset årsagen. Selv om det kun er en relativt lille andel, der – ifølge denne undersøgelse – har oplevet det, så er der ingen tvivl om, at det kan have ødelæggende konsekvenser.”

Hummelgaard understreger, at det er arbejdsgivernes ansvar at sikre et sundt psykisk arbejdsklima:

“Men fra regeringens side har vi gjort reglerne endnu mere tydelige ved bl.a. at samle de vigtigste regler i én bekendtgørelse og lanceret 14 initiativer mod seksuel chikane. Og vi er også i gang med trepartsforhandlinger om seksuel chikane. Jeg er samtidig sikker på, at arbejdsmarkedets parter vil læse rapporten og tage undersøgelsens resultater til efterretning.”

Undersøgelsen blev bestilt af beskæftigelsesministeren i efteråret 2019, men har været forsinket på grund af corona.

Rapporten En undersøgelse af omfanget af krænkende handlinger og konflikter på det danske arbejdsmarked  bygger på en stor spørgeskemaundersøgelse, som i efteråret 2020 blev sendt via e-boks til i alt 15.963 lønmodtagere. Halvdelen har svaret på spørgeskemaet.

Netavisen Pio afventer kommenterer fra Hans Andersen og Alex Vanopslagh. Opdateret kl. 16.55 med kommentarer fra Samira Nawa

7,8 procent bliver mobbet på arbejdspladsen

Mobning på arbejdspladsen er desværre ikke et sjældent fænomen. 7,8 procent – eller en 1 ud af 13 lønmodtagere – har i løbet af det seneste år været udsat for mobning. Det er en af hovedkonklusionerne i en rapport om krænkende handlinger og konflikter blandt lønmodtagere, som VIVE har lavet for Beskæftigelsesministeriet.

  • Langt størstedelen bliver mobbet af ledere eller kolleger, mens kun en mindre del bliver mobbet af kunder, klienter, patienter m.fl. Det er især ældre, kvinder, indvandrere, medarbejdere med kort uddannelse og medarbejdere med lang arbejdstid, der bliver udsat for mobning. Ser man på brancher, er risikoen for at blive mobbet størst inden for transport, sundhedsområdet og socialområdet. Undersøgelsen viser også, at mobning er mindre udbredt på de helt små arbejdspladser end på de større.
  • Andelen af medarbejdere, der bliver mobbet, er faldet en smule i forhold til tidligere år. Faldet er ifølge rapportens forfatter Jan Hyld Pejtersen dog forventet: ”Vores undersøgelse stammer fra efteråret 2020, hvor mange især kontoransatte på grund af corona har arbejdet hjemme eller været mindre fysisk til stede på jobbet. Og selvom mobning sagtens kan foregå digitalt, så er der måske færre anledninger, når man ikke lige mødes ved kaffemaskinen,” siger Jan Hyld Pejtersen, seniorforsker i VIVE.
  • Rapporten har også undersøgt, hvad de, der bliver mobbet af ledere og kolleger, angiver som årsagen til mobningen. 13,6 procent angiver etnicitet, 8,6 procent svarer køn, 5,2 procent politisk overbevisning, mens 3,7 procent svarer, at årsagen til mobningen bunder i deres valg af fagforening. 2 procent bliver mobbet på grund af deres religion, og 1,9 procent er udsat for mobning på grund af deres seksualitet.
  • Ud over mobning har rapporten også undersøgt konflikter, seksuel chikane, vold og trusler. Totalt set har 41, 1 procent oplevet konflikter på jobbet i løbet af det seneste år, mens 2,8 procent har været udsat for seksuel chikane. 1,9 procent er blevet chikaneret seksuelt af deres leder eller kollega.
  • ”Ikke overraskende ser vi, at kvinder bliver udsat for seksuel chikane oftere end mænd. Når vi ser på seksuel chikane fra kolleger og ledere, er der tre gange flere kvinder end mænd, der er udsat for det.  Og der er også en sammenhæng med alder, således at det især er de yngre kvinder, der er i risikozonen for seksuel chikane,” siger Jan Hyld Pejtersen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ej, skaffer I ikke lige en opdateret kommentar fra Vanopslagh med henvisning til hans 2019-citat? :-D

Netavisen Pio har bedt Vanopslagh om en kommentar. Og vi har nu opdateret artiklen med en kommentar fra De Radikales Samira Nawa.

-hvis personer udenfor jobbets anerkendte føler sig mopper i denne selv valgte position, må de jo henvende sig til den/de som har vejledt dem i at stå udenfor fællesskabet 🥱

-hvis personer udenfor jobbets anerkendte føler sig mopper i denne selv valgte position, må de jo henvende sig til den/de som har vejledt dem i at stå udenfor fællesskabet 🥱

Glæder mig til eksklusivaftalerne kommer igen...

Hvorfor kalde Krifa en fagforening ? Det er de jo ikke !!!

Nej, Det hedder FAGFORRETNING !!

Hvorfor kalde Krifa en fagforening ? Det er de jo ikke !!!

Hej Alle
Retfærdighed / fagforening /sammenhold
Forventningsafstemning /arbejdsgiver / Tillidsmand
Fagforening er en forsikring / din Tillidsmand Per.