Annonce

Regeringen vil sende soldater til Mali, og flere starter på erhvervsuddannelser

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Regeringen vil sende soldater til Mali, flere elever begynder på en erhvervsuddannelse og hjemmesider politianmeldt for at tilbyde falske coronapas.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Regeringen vil sende soldater til Mali for at bekæmpe "sprængfarlig krise på Europas dørtrin"

Regeringen vil sende danske specialoperationsstyrker, kirurger og stabsofficerer til Mali i Vestafrika.

Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn ifølge tv2.dk.

Den danske udsending skal bidrage til at bekæmpe terrorisme i Sahelregionen, som omfatter Mali, Niger, Burkina Faso, Mauretanien og Tchad.

“Truslen fra Islamisk Stats og Al-Qaedas terrorvælde er fortsat alvorlig. De ønsker at skabe en oase i Vestafrika for deres ekstremistiske volds- og dødsregime. Det ville være en akut sikkerhedstrussel. Det må ikke ske. Derfor styrker Danmark nu vores indsats,” siger Jeppe Kofod.

Det danske militærbidrag omfatter op til omkring 105 personer, der forventes at blive udsendt i begyndelsen af 2022. Desuden vil regeringen genudsende et dansk transportfly til Mali.

Ifølge Udenrigsministeriet er Sahelregionen et af de skrøbeligste områder i verden og er præget af voldelige konflikter og militante islamistiske grupper. Mali var i 2020 det 8. største oprindelsesland for flygtninge og irregulære migranter i EU, oplyser Udenrigsministeriet.

Situationen udgør en "sprængfarlig krise på Europas dørtrin", lyder det.

“Vi vil forhindre, at Al-Qaeda og Islamisk Stat lykkes med at gøre Sahel til et helle for deres terror- og voldsregime,” siger Jeppe Kofod.

Regeringen vil fremsætte et beslutningsforslag om det danske bidrag i Folketinget inden begyndelsen af 2022.

Læs mere her.

 

Flere elever begynder på en erhvervsuddannelse 

Over 23.000 personer startede i januar 2021 på 2. del af erhvervsuddannelsernes grundforløb. Det er en stigning på otte procent sammenlignet med sidste år.

Sådan skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er især på uddannelsesområderne ”Fødevarer, jordbrug og oplevelser” samt ”Teknologi, byggeri og transport”, at der er stor stigning i tilgangen. De to uddannelsesområder har således en fremgange på henholdsvis 20 og 15 procent sammenlignet med sidste år.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil glæder sig over, at flere nu vælger håndværksfagene til.

Årsagen til den stigende tilgang til erhvervsuddannelserne skal ifølge ministeren blandt andet findes i, at regeringen, skoler og arbejdsmarkedets parter løbende har haft fokus på erhvervsuddannelserne ikke mindst med trepartsaftaler om lærepladser og aftale om fagligt efterslæb.

Læs mere her.

 

Hjemmesider politianmeldt for at tilbyde falske coronapas

To hjemmesider, der hjælper brugere med at generere falske coronaresultater, er torsdag morgen blevet politianmeldt af henholdsvis sundhed.dk og Falck.

Det oplyser sundhed.dk og Falck til TV 2.

TV 2 har viden om to konkrete hjemmesider, hvor man ved at indtaste sit fulde navn og CPR-nummer kan få fremstillet et coronapas, der til forveksling ligner det rigtige coronapas, som udstedes via sundhed.dk. TV 2 kan dog konstatere, at der er nogle grafiske forskelle mellem det falske og originale coronapas.

På den anden hjemmeside kan man få fremstillet et negativt testsvar fra den private testudbyder Falck, som til forveksling ligner et originalt.

Han tilføjer, at den form for dokumentfalsk ifølge Justitsministeriet vil straffes dobbelt, da der er tale om coronarelateret kriminalitet.

Hos Falck har man fundet frem til en af hjemmesiderne, hvor de falske coronatests til forveksling ligner dem, som Falck selv udsteder. Blandt andet optræder Falck-ansattes signaturer på de falske beviser.

Falcks pressechef Lisbeth Nedergaard fastslår, at man tager det meget alvorligt, og at virksomhedens jurister lige nu overvejer næste træk.

Sundhed.dk vil ikke bekræfte, om politianmeldelsen drejer sig om de samme sider, som TV 2 har fundet frem til.

I et skriftligt svar til TV 2 skriver direktør for Sundhed.dk, Morten Elbæk Petersen, at det ikke er muligt at forfalske informationer på hjemmesiden eller i den tilhørende app, som hedder MinSundhed.

Læs mere her.

 

Grønlands partileder spår ny koalitionsaftale i næste uge

Efter et valg kommer som bekendt et nyt Naalakkersuisut (det grønlandske landsstyre).

Men man skal ikke umiddelbart holde vejret i spænding, for ifølge valgets hovedperson, Muté B. Egede (Inuit Ataqatigiit-formanden), vil der gå mindst en uge, før han vil være i stand til at præsentere en ny koalition.

Sådan skriver det grønlandske medie KNR.

“Vi har brug for nogle dage til at føre samtaler og til at skabe en koalition. Man skal regne med, at vi vil kunne underskrive en koalitionsaftale efter den 15. i denne måned,” sagde Muté B. Egede i Qanorooq i går aftes.

Han fortalte også, at han havde holdt de første uforpligtende samtaler med de øvrige partier i går, og at samtalerne sluttede omkring klokken seks om aftenen.

“Nu fører vi de indledende samtaler om vores positioner, og hvor der er knaster. Vi vil utvivlsomt vende tilbage til vores bagland hver især,” sagde IA-formanden.

I de kommende dage frem til 15. april kommer til at stå på flere møder med de forskellige partier.

“På den måde vil vi arbejde hen imod frugtbare samtaler, der under forhandlinger skal føre til at vise, hvem vi kan samarbejde med på et respektfuldt, redeligt og kompromissøgende grundlag, som kan danne grundlag for et fireårigt koalitionssamarbejde,” siger Muté B. Egede.

Inuit Ataqatigiit har 12 mandater og skal dermed bruge mindst fire mandater for at have flertal i Inatsisartut.

 

Nyt bevis i Tibetsagen ryster topchef: Det er “en kortslutning”

En række mails afslører, at Udenrigsministeriet spillede en rolle i bestræbelserne på at forhindre, at den kinesiske premierminister fik demonstranter at se i forbindelse med klimatopmødet i København i 2009.

Det skriver dr.dk.

Det kom frem under afhøringen af tidligere centerchef i ministeriet Susan Ulbæk, der dengang skrev direkte til en kontorchef om, at man måtte tale med politiet om, hvor den kinesiske delegation skulle køre.

“Fint – men vi plejer at aftale med politiet, at FG (Falun Gong, kinesisk bevægelse, red.) og tibetanerne står steder, hvor den kinesiske delegation ikke kommer. Det kan enten ske ved at korteger altid kører en anden vej, eller at demonstrationerne flyttes,” står der i den interne mail, som hun er afsender på.

Over for den gennedsatte Tibetkommission havde Susan Ulbæk dog svært ved at forklare, hvorfor hun skrev sådan.

“Jeg forstår slet ikke, hvorfor der sker sådan en kortslutning,” sagde hun.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Socialdemokratiet sagde for 100 år siden: "Knæk sablen!" Nu siger partiet igen og igen "Slib sablen" og gør os til en aggressiv krigernation. Fuldstændig åndløst og ureflekteret fremturer man med barnagtig sort-hvid retorik om de tydeligt onde og os selv som repræsentant for godheden selv. Ingen overvejelser over årsager til konflikterne - nej, vi skal op på den moralske hest og kæmpe mod "terrorister". Det er en forfærdelig deroute for vort parti i udenrigspolitiske anliggender, forblændet af pleasende følgagtighed over for de store og indbildskhed over egen betydning.

Nu er det jo heldigt at det er frivilligt om de danske soldater ønsker at blive udsendt til Mali for deltagelse i krigen mod de religiøse teorister (islamister) som Jeppe Kofod og regeringen har vedtaget at Danmark skal deltage i. Man må jo håbe at de soldater som drager afsted er psykisk robuste så de ikke vender hjem med "traumer" og PTSD, som vi desværre har set meget af fra tidligere udsendelser fordi de udsendte ikke var forberedt på at i krig skydes der med skarpt og man kan blive udsat for vejsidebomber og bombning af de lejre hvor de bor.

"Flere elever begynder på en erhvervsuddannelse"

Glædelig nyhed - behovet er stort, og vi vil mangle håndværkere om 10 år, hvis ikke erhvervsuddannelserne får større tilgang...

Alternativt må det reguleres via mindre optag på de gymnasiale uddannelser...

Flere elever på erhvervsskolerne.....
Hvis den nyhed skal vedblive med at være positiv lang tid endnu, så mangler fx mange undervisere på Erhvervsskolerne (og FGU + VUC + sprogskoler), at Staten vil tilføre mere økonomi til undervisningsmaterialer m.m. samt mærkbare stigninger i lønningerne!
Det nytter IKKE med flere elever på erhvervsskolerne m.v., hvis denne udvikling ikke ledsages af mærkbare forbedringer i materialer/materiel, lønninger og statslige overenskomster for de ansatte på disse institutioner!
Gode intentioner og initiativer skal ikke være "endnu en gratis omgang" for staten.

Problemet med at der er for få unge som vælger en erhvervsuddannelse skyldes jo også at det i mange år har været svært for de unge at få en læreplads i byggefagene. Godt nok har man praktik på erhvervsskolerne, men det er ikke samme standard som hvis man kommer ud på en byggeplads sammen med svende og håndværkere fra andre fag man skal samarbejde med. Så vejen frem må være at "tvinge" entreprenører og håndværksmestre til at deltage i oplæring af lærlinge til de svende de efterstræber. Der er for mange mestre som overlader uddannelsen i håndværksfaget til "andre mestre" og erhvervsskolerne så de selv slipper for ansvaret med at uddanne lærlinge.