Vi har brug for flere kvindelige statuer

Det er ikke identitetspolitik, når man vil rejse flere statuer af markante kvinder. Det er et forsøg på at gøre endnu flere bevidste om vores fælles historie.
Seks statuer af navngivne kvinder. Det er alt, hvad det danske byrum kan byde på. Det er ikke bare en voldsom mangel på repræsentation, som vi bør rette op på.

Jeg er ikke ude på at vælte statuen af Anker Jørgensen

Det bidrager også til samfundets historieløshed, når markante og fremtrædende kvinder efterlades i skyggen, mens deres bedrifter overlades til glemslen.

Statuer vækker følelser 

Jeg måtte synke et par gange, inden jeg satte mig til tasterne for at skrive dette indlæg. For jeg ved godt, at der nu er en overhængende fare for, at mit indlæg vil få pulsen til at stige i kommentarsporene, og at jeg vil blive beskyldt for at bedrive “identitetspolitik” eller være “krænkelsesparat” - for sidste sommer beviste da klart og tydeligt, at statuer vækker mange følelser.

Men jeg er ikke ude på at vælte statuen af Anker Jørgensen eller mindesmærket for Thorvald Stauning.

Deres bidrag til Danmark fortjener at blive anerkendt i det offentlige rum. Jeg ønsker sådan set bare, at flere historiske kvinder og deres bedrifter gøres synlige på gader og stræder, så flere danskere bliver opmærksomme på kvinders bidrag til Danmark igennem tiden.

Markante arbejderkvinder er blevet overset

Jeg har netop skrevet en børnebog om 21 af de første og de største kvinder fra den danske arbejderbevægelse.

Jeg håber, at mange vil læse den, for i skriveprocessen blev det tydeligt for mig, at vi alt for længe har været alt for dårlige til at fortælle disse kvinders historie.

Kvinder som Olivia Nielsen og Marie Christensen er desværre ikke navne, som alle og enhver kan nævne.

Det endda på trods af, at deres bidrag til arbejderbevægelsen ikke kan undervurderes, og at deres kamp for kvindelige arbejdere lagde sporene til den ligestillingskamp, som mange andre også kæmpede op igennem 1900-tallet.

Flere kvindelige statuer i det offentlige rum kan skabe en nysgerrighed omkring kvinderne og deres bidrag til historien.

De fleste af os ved, at Nina Bang var Danmarks første kvindelige minister - men hvor mange af os ved, at hun var med til at bane vejen for folkets skole? Og hvor mange ved, at hun ofte var stedfortræder for Stauning ved internationale møder på grund af sine sprogkundskaber og store viden om international politik?

Formålet er ikke kun mere ligestilling

Jeg håber, at flere børn vil se op til disse markante skikkelser og se dem som forbilleder. Og at det på den lange bane kan føre til større bevidsthed om køn i samfundet. Men jeg bilder ikke mig selv ind, at vi med et trylleslag får mere ligestilling ved at sætte flere statuer af kvinder op i det offentlige rum - og det er faktisk heller ikke ene og alene formålet med at rejse denne debat.

Mit håb er, at flere kvindelige statuer i det offentlige rum kan skabe en nysgerrighed omkring kvinderne og deres bidrag til historien.

Når lille Karoline går en tur med sin mormor og peger på en statue af Marie Christensen og spørger, hvem det er, så er det ikke sikkert, at mormor kan svare første gang. Men tænk hvis hun får lyst til at undersøge det, så hun kender svaret til en anden gang?

For mig handler dette i lige så høj grad om, at historiens fremtrædende kvinder fortjener bedre end at blive efterladt i skyggen.

Og jeg tror, at flere kvindelige statuer kan synliggøre deres bidrag til samfundet - og dermed gøre os alle mere bevidste om vores fælles historie.

Laura Rosenvinge er medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet. Hun er socialordfører og medlem af Børne- og Ungdomsudvalget


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Her er statuen af kvinden der aflivede alle mink i Danmark. Her er statuen af kvinden der aflivede den danske malkeko. Her er statuen af kvinden der aflivede den danske gris.

Der er statuer nok at gå i gang med.

Vores fælles historie tager mileskridt i klimaets årti. De svingende tyvere.

Land-mands-Danmark imod by-kvinde-København.

Krige avler altid helte. Frihedsgudinder i dansk klimakamp.

Den årlige klima-Mette statuette uddeling i København.

“And the Mette goes to ....”.

Vi vil så gerne på landkortet.

Sverige har Nobel-priser.
Norge har fredsprisen.
USA har Oscar- prisen.

Lad os kombinere det hele og lave en klima-pris med Mette-statuetter.

Bedste danske klimaprojekt.
Bedste nordiske klimaprojekt.
Bedste udenlandske klimaprojekt.

“ And the Mette goes to Thise-mejeri”
“And the Mette goes to Nordic-Non-Meat-McDonald”
“And the Mette goes to Carbon-Free-Holiday-Resort-Greece”
Etc.

Godt for Danmark.
Godt for kvinder.
Godt for klimaet.
Godt for miljøet.

Godt for statuette fabrikanter/kunstnere. Måske godt for Danmark.

Jeg er stort set enig i alt, hvad du skriver, Laura Rosenvinge.
Danske kvinder, såvel som internationale, bør hædres meget mere end det er sket op igennem historien.
Dog bryder jeg mig ikke om, at du benytter ordet "historieløshed" i denne sammenhæng.
Det drejer sig jo om, at historien bliver fortalt på den mest objektive måde. Det kan man jo bl.a. gøre ved at hædre dem, der hædres bør i samtiden.
Historisk har det ikke været almindeligt at hædre bønder og arbejdere, men kun grever og baroner.
Sådan var det jo, og det kan da ikke kaldes historieløshed.
I vor tid er vi heldigvis kommet længere.
Så lad os også være solidariske med alle de gode kvinder, der har haft stor betydning for vores fælles historie.
PS: ovenstående indlæg, samt mange flere herinde, fra Aksel Jensen gør intet godt for den gode debat.

Hvis man ønsker statuer af de kvinder, som har betydet noget for samfundet, er det vel bare om at komme i gang nu der er kvindelige formænd for 5 partier i folketinget som samlet har flertal. Mangler man sponsorer til at finansiere statuerne, kan man henvende sig i de firmaer, hvor der er kvinder i toppen som bl.a. i A.P. Møller, Salling Group (Bilka, Føtex og Netto), ECCO sko og Sydbank. Desuden er der kvindelige borgmestre i mange kommuner og i befolkningen udgør kvinder lidt over halvdelen af befolkningen og der er også flere kvindelige billedhuggere så muligheden for at projektet kan lykkes er til stede.

Skulpturer skal være nøgne og vi har masse af skulpturer af kvinder, på den måde som vi bedst kan lide dem, formet af dygtige kunstnere og tilsvarende af mænd, dem glædes vi over at se ude i byrummet hvor de står. Alle mulige kendte mennesker som påklædningsdukker, skal ikke støbes i bronce og friste folk der mangler noget at pisse op ad.

Personligt synes jeg at både Inge Lehmann og Natalie Zahle fortjener væsentlige mindesmærker før vi begynder på politikerne..

Nå, jeg er bagud. De har begge for længst fået deres monumenter. Jeg må en tur i byen...

Annonce