Ny analyse: Sådan hijacker Nye Borgerlige debatter på sociale medier

At fylde i mediernes kommentarspor på Facebook er en strategi, som Nye Borgerliges politikere har succes med. Selv afviser partiet dog, at der er tale om en klar strategi.
Politikerne har fået et nyt og effektivt redskab, når det drejer sig om at nå potentielle vælgere.

Flere politikere er nemlig begyndt at kommentere hyppigt på de danske mediers Facebook-opslag.

Siden 2020 ser vi langt flere kommentarer fra politikere på mediernes Facebook-opslag end i årene forinden. I 2019 blev der afgivet 119 kommentarer, mens der i 2020 blev afgivet 1212 kommentarer.

Det viser en ny opgørelse fra analysebureauet Analyse & Tal.

Medie-kaprerne fra Nye Borgerlige

Det er en meget lille skare af politikere, som står for langt størstedelen af aktiviteten.

Særligt nogle af Nye Borgerliges politikere er meget aktive kommentatorer på mediernes nyhedshistorier.

Lars Boje Mathiesen er den politiker, der har skrevet flest kommentarer på mediernes Facebooksider, og hans partikollega Mette Thiesen har skrevet næstflest.  

Kilde: Analyse & Tal

Når man tager højde for partiernes størrelse, står Nye Borgerlige også som det parti, der skriver langt flest kommentarer per folkevalgt politiker.

De Nye Borgerlige-politikere, der er aktive i mediernes kommentarspor, har i gennemsnit skrevet næsten 150 kommentarer på mediernes opslag fra 2017 og til 2021. Modsat er Enhedslisten og Socialdemokratiet næsten fraværende på listen.

Nye Borgerlige lægger altså en helt anden kurs for dagen end mange af de andre partier.

Kilde: Analyse & Tal

Få partiet til at fylde i den offentlige debat  

Når en politiker har kommenteret på mediernes opslag, ryger opslaget ofte højt op på listen over kommentarer.

Facebook fremhæver nemlig politikernes profiler med et såkaldt verifikationsbatch. Det bekræfter, at der er tale om en autentisk side for en offentlig person, hvilket giver kommentaren ekstra synlighed.

Derfor er der også gode muligheder for at høste likes.

“Det er måske naturligt, at de enkelte kandidater fra partier med få folkevalgte må gøre sig mere synlige med henblik på at få partiet til at fylde i den offentlige debat,” hedder det i analysen.

Nye Borgerlige afviser

Mediekommentering er en strategi, som især Nye Borgerliges politikere benytter sig af og har succes med - i hvert fald hvis succes måles gennem synlighed og likes.

Og mange vil nok mene, at det udgør et fristende alternativ til opslidende kampagner og vælgermøder.

Lars Boje Mathiesen afviser dog, at der er tale om en klar strategi for, at man vil rekruttere via sit heftige engagement i mediernes kommentarspor på Facebook. Tidligere har Mette Thiesen gjort det samme.

Der er ingen stor, forkromet strategi bag

“Der er mange, der spørger mig, fordi min facebookside er så stor. Jeg siger det, jeg mener, der er ingen stor, forkromet strategi bag,” siger Lars Boje Mathiesen til DR Nyheder og fastslår, at Nye Borgerlige ikke “har siddet på et møde og aftalt, at det var sådan her, vi skulle gøre det”.

Lars Boje Mathiesen anerkender dog, at partiet “selvfølgelig” har en strategi på sociale medier, men den inkluderer ifølge ham ikke at være til stede i kommentarsporene på mediernes sociale medier.

Ekspert: Medierne kan nemt stoppe det 

Benjamin Rud Elberth, som er ekspert i sociale medier og kommunikation på tværs af medier, peger på, at de danske medier på en simpel måde kan stoppe de mekanismer, som gør, at man det seneste år har set politikernes kommentarer alle vegne på de sociale medier.

Medierne bare skal gå ind og vælge, at deres Facebook-side skal vise nyeste kommentarer fremfor relevante kommentarer

“Faktisk er det ikke sværere, end at medierne bare skal gå ind og vælge, at deres Facebook-side skal vise "nyeste kommentarer" fremfor "relevante kommentarer". Så vil det simpelthen bare være den sidste, der har afgivet en kommentar, der ligger i toppen,” siger han til DR Nyheder.

Medierne undlader dog at ændre på det, fordi deres trafik lever af konflikten i kommentarfeltet, lyder det fra Benjamin Rud Elberth.

 

Opdateres

 

Om analysen

  • Analysen har kigget på i alt 77 politikeres og partiers sideprofiler i perioden 1. januar 2017 til 1. april 2021.

  • Analysen dækker samlet set over cirka 2.480 kommentarer på mediernes Facebook-sider.

  • Analysen bygger på data, der har været tilgængeligt gennem Facebooks åbne dataadgang. Den dataadgang har techgiganten det med at justere i, så derfor kan det være svært at registrere helt systematisk.

  • Analyse & Tal kalder dog analysen for "det bedste bud på en totalopgørelse".

Kilde: DR Nyheder

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

De udnytter vel bare muligheden for at skrive kommentarer og deltage i de åbne debatter. Det gør socialdemokratiske folketingsmedlemmer i øvrigt også. Det er da fint, hvis Socialdemokratiet kan hente inspiration fra Nye Borgerlige. Bare de også ville gøre det i forhold til statsborgerretskonventionen.

Nu har Socialdemokratiet lidt mere omsorg for den almindelige dansker, end en partiformand der bor i skattely i Schweiz.
Men lad bare NB kæmpe om de uvidende 15% af danskernes stemmer. :-)

STUERENE BLIVER NB SGU ALDRIG!

Nye Borgerlige og danskere i skattely har uanset hvad, stadig ret til at udtrykke deres holdninger på Facebook, der i øvrigt er beliggende i USA. Jeg tror at man skal passe på med at citere Poul Nyrup med lige præcis det citat.

At skrive kommentarer og så rent teknisk sprede det ud over alle mulige kommentarspor som standard er to vidt forskellige ting. Det andet er direkte ødelæggende for debatten. Men det er vel også NB´s formål. Jo mere debat og jo mere uvidenhed, jo flere stemmer til NB.

Det er jo egentlig både ukontroversielt og helt legitimt, uanset om der ligger en strategi bag eller ej.

Såvel i den tyske rigsdag som i folketinget har politikere oftest mere travlt med at skrive på iPhone end at lytte på politiske modstandere. En sjælden gang kigger de op på den talende.
Man kan undre sig over arbejdsgangen i parlamenterne, men særlig demokratisk og indsigtsfuldt virker det ikke.
Når Angela Merkel gør det, virker det angstprovokerende. Det store tyske demokrati. Men selvfølgelig har damen mange gøremål. Damefrisøren skal aftales. Bilkortegens afgang. Osv. Osv.

En Mette Frederiksen med mobiltelefonen i folketingssalen har jeg endnu aldrig set. Respekt for det. I folketingssalen betales man for at lytte, reflektere og kommentere til kolleger.

Det lyder gammeldags, Men Lars Boje Mathiesen er en af de mest aktive i debatter i folketinget. Det kunne mange politikere lære noget af. Aktivt lyttende og deltagende. Men måske får piben en anden lyd efter 20 år på tinge, hvor man tror at man kender alle oppositionens argumenter og svar.

Se en folketingsdebat og lad dig provokere.

Rollemodeller for danske gymnasieelever. Ja, kvinder kan multitaske. Og det gør de flittigt!

Men Frederiksen passer sin biks.

De andre forsøger blot at få tiden til at gå. For manges vedkommende. Andre bliver blot løsgængere. Så får de endnu mere tid med iPhonen.

Annonce