Mink-sag skal undersøges og Messerschmidt skal i retten

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til onsdagens udgave af Netavisen Pios nyhedsoverblik Aktuelt, som i dag har nyt om både mink-sag, Messerschmidt-sag, en kuldsejlet forboldliga og en overenskomst som er stemt hjem.

Tak fordi du læser med.

 

Regeringen skal undersøges i mink-sag

Onsdag har Folketingets Udvalg for Forretningsorden vedtaget den granskningskommission, der blandt andet skal undersøge, hvad der skete i Statsministeriet i dagene op til beslutningen om at aflive de danske mink. Det skriver B.T.

Det betyder, at det særlige Granskningsudvalg nu kan skyde gang i undersøgelsen og udpege de advokater, som skal kulegrave regeringen.

B.T. er i besiddelse af de interne notater, som viser, hvad kommissionen præcist skal kulegrave.

Minksagen opstod, da det 8. november kom frem, at statsministeren ikke havde lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet. Hun har siden nægtet, at hun vidste, at ordren på det tidspunkt var ulovlig.

Læs hele historien her.

 

Folketing klar til at ophæve Messerschmidts immunitet

Vejen er banet for, at Folketinget i næste uge kan stemme om, hvorvidt næstformand og folketingsmedlem Morten Messerschmidt (DF) skal have ophævet sin immunitet. Det skriver Ritzau.

Sker det, vil han blive tiltalt af anklagemyndigheden for misbrug og dokumentfalsk.

Udvalget for Forretningsorden har onsdag enstemmigt stemt for at sende forslaget til afstemning i Folketingssalen, hvor der skal stemmes én gang.

Dermed er Morten Messerschmidt et skridt tættere på en retssag, hvor han er tiltalt for misbrug af EU-midler for i alt 98.000 kroner og dokumentfalsk i forbindelse med en ”påstået afholdelse” af en Meld-konference i Skagen i august 2015. En konference der i virkeligheden var DF's sommergruppemøde.

Sigtelsen kommer nok ikke helt bag på Morten Messerschmidt.

Et internt notat fra Bagmandspolitiet, der er sendt til Folketinget, som Altinget er i besiddelse af, viser Morten Messerschmidt sigtet af bagmandspolitiet den 11. februar 2020.

Læs hele historien her.



Storklubber dropper piratliga

Søndag aften præsenterede 12 af Europas største fodboldklubber planerne om en fælles privat turnering. En europæisk Super League. Planerne blev mødt med stor modstand fra forbund, klubber og fans.

Klubberne har nu lagt planerne om den europæiske superliga tilbage i skuffen. Det bekræfter Juventus-præsident Andrea Agnelli til Reuters.

Til samme medie afviser han også, at projektet kan blive en realitet i fremtiden.

"For at være ærlig, nej, det er åbenlyst ikke tilfældet," siger han.

Andrea Agnelli var en af forgangsmændene til projektet sammen med Real Madrid-præsident Florentino Perez.

Tirsdag aften trak de seks engelske klubber deres støtte til projektet, hvilket selvsagt fik det hele til at vakle.

Læs mere her.

 

Offentlig overenskomst på plads

Overenskomstforligene for de kommunalt, regionalt og statsligt ansatte er godkendt. Forliget for det statslige område blev godkendt i går - forliget for kommuner og regioner er netop blevet godkendt her til formiddag. Sygeplejerskerne går nu videre selv efter deres nej til forliget. Det skriver FH i en pressemeddelelse.

Forhandlingsfællesskabets bestyrelse har netop godkendt forligene på det kommunale og det regionale område. Alle fem valggrupper i Forhandlingsfællesskabet kunne godkende forligene.

På det statslige område godkendte Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) i går forliget ved en urafstemning.

For alle grupper af offentligt ansatte er der dermed landet 3-årige overenskomster – undtagen for de kommunalt og regionalt ansatte sygeplejersker, hvoraf et knebent flertal stemte nej til forliget.

Det er nu op til Dansk Sygeplejeråd at søge et resultat med de kommunale og regionale arbejdsgiverne KL og RLTN.

Overenskomsten har virkning fra 1. april 2021 og gælder tre år frem.

Læs hele historien her.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg forstår ikke hvordan og fra hvem i folketinget BT og TV2 news altid to minutter efter noget er besluttet har lækken eller papiret eller andet. Det gør mig udtryk og giver mig mistillid til politikere. Det kan ikke være meningen, at man ikke kan have en fortrolig snak i et udvalg, uden det er på forsiden af B.T Berlingske eller tv 2.

Og så synes jeg man skal få sagen gransket og undersøgt og stoppe med T tolke og mistænke uden belæg.

Mette Frederiksen har talt sandt, alt andet er for hende galimentias, og kan koste regeringen livet.
Derfor tror jeg hun har sagt sandheden .

Utryg. Ikke udtryk😊

Jeg kan ikke forstå, hvordan statsministeren, lige pludselig,
skal have ansvaret, for et ressort område som ligger i et andet
ministerie, så vidt jeg ved, har statsministeriet ikke et ressort
område underlagt, men jeg kan tage fejl. det må da under alle
omstændigheder være det ministerie, som har det som sit ressort,
som skal tage ansvaret for eget område, og ikke statsministeriet.
Statsministeriet skal tage ansvaret for, at de ministre hun har udnævnt,
passer arbejdet i deres ministeriet, hvorfor skulle de ellers være ministre.
Jeg vil mene at ansvaret for minksagerne har sit ansvar i Landbrug og
fødevare ministeriet, og det bør være der man har overblik over lovgivning
på disse områder, og loven om dyrehold, hører til i fødevarestyrelsen.
(Landbrud og Fødevare ministeriet)
Det politiske ansvar, må være landbrugs og fødevare ministeren.
Mogens Jensen har da også taget det politiske ansvaret for sagen.
At Fødevare styrelsen har udsendt en bekendtgørelse, uden at orientere
sin egen minister og departement, kan da ikke være statsministerens skyld.
Og hele forløbet er beskrevet i redegørelse, som er udsendt 18 november 2020.
Men medierne er ikke meget for at beskrive det virkelige forløb af sagen.
Medierne vil gerne have en granskning af sagen, i håbet om at kunne få en masse "stof"
om den nuværende regering, og især kunne fjerne den medvind, som statsministeren
og regeringen har i befolkningen.

Man må da forvente at Mink-sagen kan tåle en undersøgelse uden at Mette Frederiksen og regeringen behøver at bekymre sig om undersøgelsens resultat.

Jeg har skrevet det før. Prøv nu at læse PIO fra d. 8.december 2020 hvor tidligere vicedirektør i Fødevarestyrelsen Tage Siboni fastslår, at aflivningen af mink var lovlig i.h.t. Lov om Husdyrsholds paragraf 30, stk. 2. Baggrunden for hans udtalelse er, at han var medvirkende til at formulere Lov om hold af dyr. Tage Siboni var vicedirektør i perioden 2003 til 2006

Annonce