Annonce

Nemlig.com siger nej tak til Netavisen Pio-besøg

1.400 lager-arbejdere på centrallageret i Brøndby står på 10. år uden tillidsmand
Nemlig.com siger nej tak til besøg af Netavisen Pio.

Nemlig.com har ellers offentligt inviteret pressen på besøg på centrallageret i Brøndby. Det skete i en pressemeddelelse, som Nemlig.com udsendte 10. april.

Vi har intet at skjule omkring vores løn-og arbejdsforhold i varehuset

“Vi har intet at skjule omkring vores løn-og arbejdsforhold i varehuset, og jeg vil derfor gerne invitere til åbent hus næste lørdag d. 17. april kl. 10.00 for en gruppe på op til 30 personer. Her vil jeg vise, hvad det vil sige at pakke varer, og hvad vi gør for at sikre gode og trygge arbejdsforhold. Hvis du er en af dem, som gerne vil med til åbent hus, så skriv til Besog@nemlig.com, og jeg vil udvælge 30 personer blandt alle de af jer, der skriver til mig. Jeg vil desuden invitere en række medier til at besøge os, så de kan få den samme indsigt i forholdene i nemlig.coms varehus,” udtalte Nemlig.com’s stifter, medejer og administrerende direktør, Stefan Plenge, ifølge pressemeddelelsen.

En række landsdækkende medier, heriblandt Politiken og Berlingske, har på baggrund af presseinvitationen været på besøg i Nemlig.com-varehuset i Brøndby, hvor Stefan Plenge viste journalister fra medierne rundt og fortalte løst og fast om virksomheden og svarede på spørgsmål.

Pio ville gerne møde lønmodtager-repræsentanter

Netavisen Pio har også bedt om at få en rundvisning på Nemlig.com-varehuset i Brøndby - og i den forbindelse få en snak om arbejdsforholdene.

Som lønmodtager-medie har Netavisen Pio foreslået, at rundvisningen blev forestået af de 1.400 lager-arbejderes tillidsmand. Alternativt af direktør Stefan Plenge og tillidsmanden i forening.

Men Nemlig.com “takker pænt nej” til et sådant Pio-besøg

Men Nemlig.com “takker pænt nej” til et sådant Pio-besøg.

17. april havde Nemlig.com til gengæld besøg af 24 “kunder”.

I en pressemeddelelse fortæller Nemlig.com om hvilke spørgsmål de 24 kunder så havde stillet under besøget.

Ifølge pressemeddelelsen blev der blandt andet spurgt til medarbejdernes løn, og om de er dækket af en overenskomst.

Til det sidste oplyser Nemlig.com: “Ja, alle medarbejdere i varehuset er dækket af 3F’s overenskomst, uanset om man er del- eller fuldtidsmedarbejder.”

Et andet spørgsmål, som de 24 kunder under åbent hus-arrangementet spurgte til var - ifølge pressemeddelelsen: “Hvorfor har I deltidsmedarbejdere i varehuset?”

Hertil lyder svaret fra Nemlig.com: 

“Ethvert supermarked har brug for deltidsmedarbejdere, da der er stor forskel på, hvornår på ugen kunderne handler. De travle dage har vi derfor brug for flere medarbejdere end på de mindre travle dage. Flertallet af vores medarbejdere i varehuset er fuldtidsansatte.”

Ifølge pressemeddelelsen spurgte kunder også til, om Nemlig.com-lagerarbejderne har arbejdsmiljørepræsentanter.

Nemlig.com-svaret lyder:

“Ja, det har vi haft siden 2013. De medarbejdervalgte repræsentanter har hver måned afsat tid til at arbejde med alle indkomne forespørgsler omkring arbejdsmiljø mm., ligesom der er faste opgaver, som AMO arbejder med igennem hele året.”

Ingen medarbejdervalgt tillidsmand

Skal man tro pressemeddelelsen spurgte ingen kunder tilsyneladende om, om de 1.400 lagerarbejdere er repræsenteret af en medarbejdervalgt tillidsmand.

Men det har Netavisen Pio til gengæld spurgt til og her er svaret nej.

Men Nemlig.com har ingen nærmere kommentarer til det faktum, at Nemlig.com har haft en lageroverenskomst med 3F siden 2010, men i ingen af årene har lagerarbejderne haft en eller flere medarbejdervalgt/e tillidsmand/mænd.

Nemlig.com lader spørgsmålet om manglende tillidsmænd gå videre til fagforbundet 3F:

“Det spørgsmål skal du vel rette til 3F. Altså hvorfor de ansatte ikke har valgt tillidsrepræsentanter. Det er jo 3F, der har tegnet overenskomsten på arbejdstagersiden,” skriver Nemlig.coms pressechef fra PressConnect, Morten Huse Eikrem-Jeppesen.

Nemlig.com har heller intet samarbejdsudvalg

Nemlig.com har heller intet samarbejdsudvalg, hvor medarbejderrepræsentanter og ledelse sidder side om side og drøfter eventuelle problemer omkring arbejdsforholdene sammen.

Nemlig.com har ikke svaret Netavisen Pio på, hvorfor Nemlig.com end ikke har et samarbejdsudvalg - i fravær af valgte tillidsrepræsentanter på den store lager-arbejdsplads.

Ekspert: "Usædvanligt"

Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Laust Høgedahl, understreger over for Netavisen Pio, at det er usædvanligt at en så stor virksomhed som Nemlig.com ikke har en valgt tillidsrepræsentant:

"Det er usædvanligt, at man ikke har en tillidsrepræsentant, når man har så stor en virksomhed med så mange ansatte, der har en overenskomst. Overenskomsten er en forudsætning for, at du kan vælge en tillidsrepræsentant. Der er næsten altid en tillidsrepræsentant, når der er en overenskomst. De to ting følges normalt ad. Når der så ikke er en tillidsrepræsentant på Nemlig.com skyldes det formentlig, at 3F ikke har medlemmer på arbejdspladsen."

Fraværet af 3F-medlemmer på Nemlig.com kan ifølge Laust Høgedahl skyldes flere forhold:

Den vigtigste grund er nok, at det er udenlandsk arbejdskraft

"Det kan der så være forskellige årsager til. Den vigtigste grund er nok, at det er udenlandsk arbejdskraft. Og der ved vi fra forskningen, at udenlandsk arbejdskraft er langt mindre tilbøjelig til at søge et fagligt medlemskab - sammenlignet med danske lønmodtagere. Det er fordi de forbinder fagligt medlemskab med alt mulig andet - med de erfaringer de har fra de lande, hvor de kommer fra. I Danmark, selv om der også er lønmodtagere, der er modstandere af fagforeninger, så er det en integreret del af dansk lønmodtagerkultur at være medlem af en fagforening. Så der er nogle kulturelle forskelle."

Høgedahl peger også på stor personaleudskiftning som en årsag:

Folk er på virksomheden i kort tid

"En anden årsag til fravær af 3F-medlemmer kan være den store personaleomsætning. Folk er på virksomheden i kort tid. Og netop tid betyder meget for, om man melder sig ind i en fagforening. Pilen peger også lidt på 3F. Har man været gode nok til at forsøge at få organiseret lagerarbejderne?" 

Søger lagermedarbejdere - kun på engelsk

Berlingskes udsendte reportere studser i sin reportage - uden dog at dyrke det nærmere - fra deres besøg på Nemlig.com-lageret i Brøndby over, at ingen - som i ingen - af de 1.400 lagerarbejdere tilsyneladende er etnisk danske.

Fraværet af etnisk danskere på gulvet i Brøndby kan hænge sammen med Nemlig.com’s måde at rekruttere medarbejdere på.

så er stillingen udelukkende slået op på engelsk

Controller-stillinger slås således op særskilt - på dansk. HK-stillinger slås op særskilt - på dansk. Alle ledende stillinger slås op særskilt og på dansk. Søger man derimod job som “packer”, så er stillingen udelukkende slået op på engelsk.

Slår man op og studerer nærmere, om man kunne have lyst til at blive packer hos Nemlig.com, får man blandt andet at vide, at der arbejder 65 forskellige nationaliteter i det store varehus, og at man skal kunne kommunikere med kollegaerne på gulvet på engelsk:

“The packing department consists of more than 65 different nationalities and since it is a multicultural area it requires that you speak and understand English.”

Læs Netavisen Pio's interview med gruppeformand for 3F Transportgruppe, Jan Villadsen, her.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Nemlig.com siger nej tak til besøg af Netavisen Pio.
Nemlig.com har ellers offentligt inviteret pressen på besøg på centrallageret i Brøndby. Det skete i en pressemeddelelse, som Nemlig.com udsendte 10. april."

Der er fanme ikke plads til sådan en pisvirksomhed her i landet - pak jeres lort, og forsvind ud af landet...
Sydøst på, så i groft kan udnytte arbejdere...føj for satan...

Selvfølgelig skal der være ordentlige arbejdsforhold, men det lader til at nogle af de store fødevarevirksomheder føler sig truet og nu skal nemlig.com trynes. Det er for meget Jantelov og det ødelægger vores udviklingspotentiale.

Ja ja, der kan da muligvis godt eksistere et eller andet bizart parallelunivers, hvor det netop er janteloven, der er problemet i en sag som denne.

Annonce