Der er slet ikke nogen tvivl om, at uddannelsesområdet trænger til flere penge. Det er udsultet efter fire år med det borgerlige omprioriteringsbidrag, der alt i alt fjernede næsten 8 milliarder fra uddannelsesområdet. Behovet er så stort, at det er mere, end samfundsøkonomien kan holde til. Vi har ikke så mange penge og får det heller ikke hverken i morgen eller overmorgen.

Vi er med andre ord tvunget til at prioritere

Vi er med andre ord tvunget til at prioritere og er i den forbindelse nødt til at kigge på den model, hvor man på kandidatdelen af de akademiske uddannelser – det vil sige de sidste to år af de fem års studietid – ikke kan få SU-stipendier, men i stedet kan tage et SU-lån. Lånet er på gunstige vilkår (tæt på 0% i rente) og skal først tilbagebetales, når den nyuddannede akademiker har fået sit første ”rigtige” og velbetalte job.

Diskussionen om SU-stipendier er næsten umulig. Den ender som regel i intense, polarisende og følelsesladede debatter. Så lad os starte med at slå et par fakta fast:

1. Udgifterne til SU-stipendier vokset kraftigt de sidste ti år. Ja, faktisk er udgiften næsten fordoblet fra 2009 til 2018: Fra 11,9 til 20,8 milliarder kroner om året.
    
2. Det danske SU-system er enestående gavmildt. Ikke engang i vores nordiske nabolande, kan man få så meget i SU-stipendie, som de studerende får i Danmark: I Norge og Sverige er SU-stipendiet kun cirka halvdelen af, hvad det er i Danmark.

Det danske SU-system er enestående gavmildt

Men for at give et fornuftigt svar på, om det er en god ide at ændre på SU’en skal diskussionen tage afsæt i, hvilke formål SU’en tjener. For det første at skabe et samfund, hvor vi uddanner kvalificerede medarbejdere til fremtidens arbejdsmarked. For det andet at hjælpe med at bryde den sociale arv, så det ikke kun er de riges børn, der får de gode uddannelser og de velbetalte jobs, der som regel følger efter.

Vi uddanner til et arbejdsmarked, som ikke findes

Det sidste årti er der blevet uddannet voldsomt mange flere akademikere. Faktisk er der blevet uddannet flere akademikere end vi behøver, med det resultat at der er sket en opgaveglidning.

De sidste ti år blevet ansat næsten 60 procent flere akademikere i kommunerne

For der er de sidste ti år blevet ansat næsten 60 procent flere akademikere i kommunerne, mens de andre faggrupper – pædagoger, lærere og en række andre – er blevet beskåret. Man ser det for også i den statslige forvaltning, hvor der også er sket en vækst i antallet af akademikere på 60% og hvor opgaver, der før blev løst af en HK’er, ofte bliver løst af en akademisk medarbejder.

Prognoserne viser, at vi IKKE kommer til at mangle akademikere i de kommende år. Tværtimod vil vi også i 2025 have flere akademikere, end vi har brug for. Til gengæld vil – og er! – der et enormt udækket behov for faglærte og medarbejdere med en KVU (kort videregående uddannelse, fx tandplejere og laboranter).

Vi uddanner derfor akademikere til et arbejdsmarked, som ikke findes i dag og heller ikke findes i prognoserne om fremtiden.

Uligheden bliver forstærket

Nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at det koster 963.000 kroner at uddanne en akademiker. Udgiften til at uddanne en faglært er til sammenligning 121.000 kroner – altså kun en ottendedel af udgiften til akademikeren.

Den samlede udgift til at uddanne en faglært er ikke engang en tredjedel af det, vi bruger i SU til en akademiker

 

Faktisk er den samlede udgift til at uddanne en faglært (121.000) ikke engang en tredjedel af det, vi bruger alene i SU til at uddanne akademikeren (366.000 kroner i SU-stipendier).

Det er samtidig de ressourcestærkes børn, der tager en akademisk uddannelse. Den sociale mobilitet, der er et afgørende mål for at have et SU-system som det danske, har ikke rykket sig i årtier.

Faktisk er SU’en på de lange, videregående uddannelser med til at forstærke den eksisterende ulighed: Det Økonomiske Råd har i 2018 lavet et studie af dem, der for 20 år siden fik SU til at gennemføre en lang, videregående uddannelse. Ikke overraskende er det dem, der dengang fik SU til deres kandidatuddannelse, der ender med at have de højeste indtægter.

SU’en er på de lange, videregående uddannelser med til at forstærke den eksisterende ulighed

Så man kan sige det helt kort: Vores insisteren på, at man skal kunne få SU gennem hele sin akademiske uddannelse, er med til at fastholde og forstærke den sociale ulighed.

De udsultede erhvervsuddannelser

Hvis vi bare kunne trykke flere penge, ville de voldsomt voksende udgifter til SU’en ikke være et problem. Men det kan vi selvfølgelig ikke, og de tre milliarder, som der kan spares ved at omlægge SU-stipendiet på kandidat-delen af de akademiske uddannelser til lån, kan mildest talt bruges mange andre steder i vores uddannelsessystem.

For allerede i 2012 blev der ifølge tænketanken DEA brugt flere penge på SU-stipendier end der blev brugt på at undervise på de videregående uddannelser.

Allerede i 2012 blev der brugt flere penge på SU end på at undervise

Ser vi på erhvervsuddannelserne, blev de under den borgerlige regering beskåret hvert eneste år. Og hvis man kender lidt til erhvervsuddannelserne ved man, at de besparelser kan mærkes.

Erhvervsskolerne er udsultede og har måttet skære ned på bygninger, materiel og lærere. Det tilbud, vi giver dem der gerne vil være faglærte – og som ikke altid kommer fra et hjem med klaver – er simpelthen ikke godt nok.

Det handler om rimelighed og retfærdighed

Der lyder et ramaskrig hver gang, det overvejes at ændre på SU’en. Det er nok forventeligt, når man husker, at det netop er de ressourcestærkes børn, der måske selv går på en lang videregående uddannelse, der først og fremmest nyder godt af verdens mest generøse SU-system.

Der har ikke lydt lige så høje protester, når erhvervsuddannelserne og de andre uddannelser for dem, der ikke har ressourcestærke forældre, er blevet beskåret. Men det ændrer ikke på, at vi ikke kan være vores uddannelsestilbud til dem med den svageste sociale baggrund bekendt.

Vi bliver nødt til at erkende, at det nuværende SU-systemet er med til at forstærke den sociale ulighed

Og vi bliver nødt til at erkende, at den nuværende indretning af SU-systemet uddanner til et arbejdsmarked, som ikke findes og – de gode intentioner til trods - er med til at forstærke den sociale ulighed.

Det kan vi ærligt talt gøre bedre.