Annonce

Nemlig.com har intet samarbejdsudvalg

“Det er jo fuldstændig vanvittigt,” mener 3F-gruppeformand Jan Villadsen - Nemlig.com svarer ikke på hvorfor virksomheden ikke har et samarbejdsudvalg
“Det er jo fuldstændig vanvittigt.”

Sådan siger formand for 3F Transportgruppen, Jan Villadsen, om den kendsgerning, at den stærkt voksende online-virksomhed Nemlig.com end ikke - i fravær af valgte tillidsfolk - har et samarbejdsudvalg:

“Der eksisterer ikke engang en samarbejdsorganisation på Nemlig.com i Danmark - en virksomhed med 2.000 medarbejdere. Det er jo fuldstændig vanvittigt. Jeg kender simpelthen ikke nogen virksomheder af den størrelse, der ikke har en SU-organisation. Er det også 3F’s skyld? Gad vide om Nemlig.com’s ledelse har ansvar for noget som helst,” sagde Jan Villadsen fredag til Netavisen Pio.

Jeg kender simpelthen ikke nogen virksomheder af den størrelse, der ikke har en SU-organisation

Netavisen Pio har ad flere omgange spurgt Nemlig.com om, hvorfor virksomheden ikke har et samarbejdsudvalg.

Mandag spurgte Netavisen Pio Nemlig.com endnu engang:

Hvorfor har Nemlig.com intet samarbejdsudvalg?

Nemlig.com’s pressechef, Morten Huse Eikrem-Jeppesen fra pressebureauet PressConnect svarer tilbage pr. sms, at “nemlig.com har et AMO-udvalg, hvor ledelse og arbejdsmiljørepræsentanter mødes fast og drøfter arbejdsforhold og miljøsikkerhed.”

Netavisen Pio spørger opfølgende per sms:

“Ja, det forstår jeg. Men jeg spørger i stedet til, hvorfor Nemlig.com ikke har et Samarbejdsudvalg, hvori der sidder medarbejdervalgte repræsentanter?”

Hverken Nemlig.com-pressechefen - eller Nemlig.com’s stifter, medejer og administrerende direktør Stefan Plenge - har reageret på Netavisen Pio’s opfølgende spørgsmål.‘

Tilbage står at Nemlig.com ikke har noget samarbejdsudvalg, og at virksomheden i hele sin levetid aldrig har haft noget samarbejdsudvalg.

Har arbejdsmiljørepræsentanter

Til gengæld har Nemlig.com siden 2013 haft lovpligtige, medarbejderevalgte arbejdsmiljørepræsentanter.

17. april havde Nemlig.com inviteret kunder til et åbent hus-arrangement i Brøndby. Og i den forbindelse ville Stefan Plenge svare på spørgsmål fra kunderne. 24 kunder tog imod invitationen.

Ifølge Nemlig.com blev der blandt andet spurgt til, om Nemlig.com har en “arbejdsmiljøorganisation (AMO) hos jer?”:

“Ja, det har vi haft siden 2013. De medarbejdervalgte repræsentanter har hver måned afsat tid til at arbejde med alle indkomne forespørgsler omkring arbejdsmiljø mm., ligesom der er faste opgaver, som AMO arbejder med igennem hele året,” lød svaret ifølge Nemlig.com’s hjemmeside.

“Det varehus er fyldt med frygt”

Nemlig.com’s lagerarbejdere, der pt. tæller omkring 1.400, har i mere end ti år været dækket af en overenskomst med 3F.

Men på intet tidspunkt har lagerarbejderne været repræsenteret af valgte tillidsfolk.

Netavisen Pio har bedt Nemlig.com-ledelsen forklare fraværet af tillidsfolk:

"Det spørgsmål skal du vel rette til 3F. Altså hvorfor de ansatte ikke har valgt tillidsrepræsentanter. Det er jo 3F, der har tegnet overenskomsten på arbejdstagersiden,” lød svaret fra Nemlig.coms pressechef fredag.

3F’s forklaring på fraværet af valgte tillidsfolk er en udtalt frygt blandt lagermedarbejdere:

Det varehus er fyldt med frygt. Derfor stiller ingen op som tillidsmand

"Det varehus er fyldt med frygt. Derfor stiller ingen op som tillidsmand,” forklarede gruppeformand Jan Villadsen fredag til Netavisen Pio og uddybede:             

“Vi står med en arbejdsplads med over 60 forskellige nationaliteter. De kommer alle sammen fra udlandet. Rigtig mange er kommet til Danmark på den oprindelige greencard-ordning, og så får de at vide, at hvis de ikke opfører sig ordentligt, så ryger de ned på 15 timer - og så ryger de ud af landet,” sagde Jan Villadsen.

“Bange for rigtig mange ting”

Jan Villadsen forklarede også, at de ansatte lagerarbejdere er bange for mange ting, som vi normalt ellers ikke er bange for i Danmark:

“Når de bliver ansat skriver de under på en fortrolighedsklausul, og så tror mange ansatte, at hvis de går til 3F, så bliver de fyret eller får en retssag på halsen. Vi har talt med en del ansatte, og de er bange for rigtig mange ting, som man normalt ikke er bange for i Danmark.”

Jan Villadsen forklarede også, at frygten blandt nemlig.com-lagerarbejderne også betyder, at ingen står frem og bekræfter hvad Nemlig-com-ansatte anonymt har forklaret om arbejdsforholdene i især dagbladet Politiken:

Men det tør de ikke. Det tør de simpelthen ikke

“Men det tør de ikke. Det tør de simpelthen ikke. De frygter at blive sat ned i timetal - og at de så ikke længere kan opholde sig i Danmark. Altså hvis der er nogle stykker, der begynder at stille sig op på ølkassen derude i det store varelager hos Nemlig.com og agiterer for, at nu skal vi stå sammen, og nu skal vi vælge nogle tillidsfolk, så vil der hurtigt komme nogen og sparke ølkassen væk under dem. Og de kan nok dansk. Det varehus er fyldt med frygt. Derfor stiller ingen op som tillidsfolk.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Vi må have et opgør med personer som Jan Villadsen og den politiske fagbevægelse!
Især 3F og deres mafiametoder!
Det er som om Jan glemmer at nemlig har haft overenskomst med 3F i årevis, så ja det er jo klart 3F der har sovet i timen hvis der ikke er styr på tingene!
Den slags var aldrig gået med en overenskomst med en rigtig fagbevægelse, som tænker på medlemmerne istedet for en politisk organisation!

Nemlig.com har ikke format til at få et modspil fra en faglig klub...de styrer med frygt - men det får en katastrofal slutning...
Luk dog lortet...boykot Nemlig.com...