Kan man overhovedet tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved, være forbeholden overfor eller blot bekymre sig for tiltag, der styrker den grønne omstilling?

Nej, egentligt ikke! Hvis man ytrer blot den mindste bekymring, så bliver man fluks mødt af ”det grønne politi” af velmenende klimaaktivister, der gerne beskylder én for at være både ”reaktionær” og ”højreorienteret”.

Klimadebatten er blevet så vigtig, at den ikke tillader nuancer

Klimadebatten er blevet så vigtig, at den ikke tillader nuancer. Det er både godt og skidt. Godt fordi hastig handling er altafgørende og skidt fordi enhver unuanceret diskussion rummer et kæmpe potentiale for at kamme over.

Hvis vi udelukker nuancerne og den almindelige kritiske sans, så kan klimadebatten meget vel komme til at udvikle sig en i selvdestruktiv retning.

Derfor er vi nødt til at turde snakke om den sociale balance.  

Norge og Frankrig skæmmer

Der er ingen tvivl om at vi alle, høj som lav, tyk som tynd og gammel som ung, skal bidrage. Vi kommer alle sammen til at skulle betale for den grønne omstilling. Sådan skal det være.

Fordelingen af regningen for den grønne omstilling bliver hurtigt til et mineret landskab

Men når vi ser på fordelingen af regningen for den grønne omstilling, så træder man hurtigt i et mineret landskab, hvor hvert forkert skridt kan komme til at koste dyrt i form af klimaskepsis og spirende modvilje.

Derfor skal vi undgå, at den grønne omstilling bliver ført ud i livet på en måde, hvor grønne projekter i Asien kræver tvangsflytning af flere tusinde fattige mennesker, hvor bompenge i Norge skaber splittelse i befolkningen eller hvor franske energiafgifter får ”de gule veste” til at ty til vold.  

Vi kommer alle til at betale, men hvordan vi fordeler regningen, bliver altafgørende.

Det budskab kan måske være svært at forstå, hvis man tilhører den velstillede del af befolkningen som lever et liv, hvor det primære hverdagskøretøj er en Christiana-cykel, hvor weekendturen til sommerhuset klares i gratisparkeret el-bil, hvor ekstra udgiften til plantebaseret fars aldrig bliver skænket en tanke og hvor en dyrere flybillet med klimaafgift, ikke kommer til at gøre den mindste forskel.

Men sådan lever vi bare ikke alle sammen. Og derfor kan vi ikke betale det samme.  

Klimakampen vindes ikke fra christianiacyklen

Det betyder, at den grønne omstilling ikke kan finansieres med forbrugsafgifter alene.

Skatter og afgifter, hvor vi alle sammen betaler lige meget uanset, hvor meget vi har, kommer ikke til at holde i det lange løb.

Hvis man udelukkende bliver en klimahelt af at køre Tesla i Nordsjælland eller vælge christianiacyklen hjem til Brønshøj, så får vi aldrig skabt en omstilling, som for alvor batter og som virkelig kan gennemsyre vores politiske system.

Vi kan ikke investere os til et grønt tusindårsrige

Derfor er vi som samfund nødt til at tage tyrene ved hornene. Den grønne omstilling kommer til at koste på både skatter og afgifter. Vi kan ikke investere os til et grønt tusindårsrige.

Det kommer til at gøre ondt

Lad os nu bare tage diskussionen – også selvom den kommer til at gøre nas. Alle redskaber må i brug; hvor meget skal vi hæve den grønne check (kompensation for forbrugsbaserede skatte- og afgiftsstigninger), hvordan sikrer vi os med provenutabet, når elbilerne tager over, hvordan kan man indføre socialt afbalancerede afgifter på flyrejser og hvordan sikre vi vejafgifter, som ikke forhindrer de laveste indkomster i at besøge børnebørnene i København.

Vi kan ikke længere danse om den varme grønne grød

Vi brug for at få en dialog med danskerne om deres betalingsvilje, deres fordelingskrav og deres smertegrænse. Vi kan ikke længere danse om den varme grønne grød.