Annonce

3F varsler konflikt mod Nemlig-vognmænd

Fagforbundet siger nej tak til "overenskomstlignende" udspil fra Nemlig.com: "Lønnen er lav. Ikke engang et bud, der går med aviser, tjener så lidt"
En konflikt mellem fagforbundet 3F og Nemlig.coms uorganiserede vognmænd rykker nu meget nærmere.

3F har nemlig netop sendt første konfliktvarsel til 40 af 137 underleverandører og vognmænd, der kører for Nemlig.com.

Det skriver Politiken.

Formanden for 3F Transportgruppe, Jan Villadsen, oplyser over for avisen, at 3F vil udsende flere konfliktvarsler til nemlig.com-underleverandører og vognmænd, der betjener Nemlig.com i takt med at fagforbundet finder frem til de firmaer, der opererer for Nemlig.coms som vognmænd og underleverandører.

3F, Dansk Erhverv og Nemlig.com’s ledelse havde tirsdag et fællesmøde.

Et møde som Jan Villadsen over for Politiken betegner som “godt og konstruktivt".

Nemlig: Bedre aflønning af chauffører

Nemlig.com’s stifter, medarbejder og administrerende direktør, Stefan Plenge, vil ikke kommentere forhandlingerne over for hverken Politiken eller Berlingske.

Men han oplyser til gengæld over for Berlingske, at Nemlig.com nu vil sikre chaufførerne bedre aflønning. Derudover stiller man krav om offentlige regnskaber godkendt af en revisor, og man indfører årlige stikprøvekontroller:

Af onlinesupermarkedets nye krav til underleverandørerne fremgår blandt andet, at Nemlig.com "hæver afregningen over for transportvirksomhederne med et krav om, at de skal aflønne deres chauffører med en månedsløn på minimum 24.000 kroner inklusiv pension men eksklusive feriepenge for en 37 timers arbejdsuge".

3F: Nej til “overenskomstlignende”

Jan Villadsen er langt fra imponeret:

Lønnen er lav. Ikke engang et bud, der går rundt med aviser, tjener så lidt

“Lønnen er lav. Ikke engang et bud, der går rundt med aviser, tjener så lidt,” siger han til Berlingske.

Nemlig.com betegner deres skærpede krav til underleverandørerne som “overenskomstlignende”. Men den æder 3F ikke:

“Det er fint, at de gør de her ting. Men vi skal have det rettet til, og vi skal have en overenskomst,” understreger Jan Villadsen.

Over for Berlingske remser 3F-gruppeformanden op, at der blandt andet mangler særlig opsparing, hvor man optjener fem procent af sin løn, barn første sygedag, løn under sygdom, ret til uddannelse, opsigelsesvarsler og fratrædelsesgodtgørelse.

Opdateret 07.01.2022 som led i undersøgelse af citat-praksis

Nemlig.coms nye krav til underleverandørerne

Fra 1. juni vil Nemlig.com stille følgende krav til deres underleverandører:

  1. Nemlig.com hæver afregningen over for transportvirksomhederne med et krav om, at de skal aflønne deres chauffører med en månedsløn på minimum 24.000 kroner inklusiv pension men eksklusive feriepenge for en 37 timers arbejdsuge.

  2. Nemlig.com stopper den modregningsmodel (Bødesystem), der hidtil har været med transportvirksomhederne. Modellen blev allerede suspenderet i forbindelse med den kritik, der blev rejst for en måned siden.

  3. Nemlig.com vil kun samarbejde med transportvirksomheder, der er organiseret i selskabsform – ApS eller A/S. Selskabernes regnskaber skal hvert år revideres og underskrives af en revisor.

  4. Nemlig.com indgår samarbejde med et revisionsfirma, der fremadrettet mindst en gang årligt skal foretage stikprøvekontrol hos alle transportvirksomheder, der samarbejder med Nemlig.com. Ved disse stikprøvekontroller skal det sikres, at al regnskabsføring, alle forhold vedr. løn for chauffører og timesedler, feriepengeindbetaling, moms og skat etc. sker i overensstemmelse med gældende lovgivning og de aftaler, der er indgået med Nemlig.com.

  5. Ophør af muligheden for, at transportvirksomheder, der kører for Nemlig.com, kan benytte sig af underleverandører. Det vil kun være tilladt, at ejeren af transportvirksomheden eller chauffører direkte ansat i virksomheden kan køre varer ud for Nemlig.com.

  6. Nemlig.com vil konsekvent opsige samarbejdet med de transportvirksomheder, som ikke lever op til de nye krav.

  7. Derudover har Nemlig.com etableret en whistleblowerordning med et eksternt advokatfirma, indført et nyt ruteberegningssystem og indledt drøftelser     med    3F med henblik på at undersøge muligheden for indgåelse af en virksomhedsoverenskomst på transportområdet, der understøtter Nemlig.coms forretningsmodel og kundernes ønske om levering 24/7.

  8. Dertil har Nemlig.com planer om at opskalere antallet af arbejdsmiljørepræsentanter fra to til otte.

 Kilde: Nemlig.com - opdateret 03.06.2021

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Når nu der råbes op om smædekampagne mod Nemlig.com, så man håbe af 3F og politikken retfærdigvis tjekker forholdene hos konkurrenten Coop.dk Intet tyder på at det foregår anderledes.

Nemlig skal få clearet disse betingelser med en jurist i arbejdsgiverforeningen. Når hovedleverandør stiller så indgribende betingelser, så betragtes samarbejdet som et medarbejderlignende forhold, hvori underleverandøren i realiteten kun er ansat som medarbejder, eller mellemleder. Resultatet bliver at Nemlig.com kommer til at hæfte for underleverandørens gæld overfor Skat og eventuelle ansatte.

Der er lang præcedens for denne tolkning. Helt tilbage fra starten af 90.