I den almindelige forståelse opfattes rimeligheden i indkomstfordelingen ofte sådan, at det, at erhverve stor indkomst, også er forbundet med stor flid, dygtig indsats eller stor indsigt.
Men dette fokus på den enkeltes indsats er jo en voldsom banalisering af det store billede, og udelukker hele bedømmelsen af rimeligheden i den måde, indkomstfordelingen konstituerer sig på. De nævnte norske specialister er et nærmest grotesk eksempel på, hvor langt fra skiven denne forståelse kan ligge. Direkte svindel og skatte unddragelse, til skade for samfundet, er andre.
Dette noget overfladeglasuragtige dogme markedsføres især af de konservative kredse, hvis politiske mission er at bevare og udbygge privilegiestrukturen, og hvor enhver anfægtelse om systemets rimelighed anses at bunde i misundelse.

I et samfund med udstrakt specialisering, foregår værdiskabelsen i arbejdsfællesskaber, hvor de enkelte indsatser kun har værdi, når nogen udfører de andre. Udbyttet af indsatserne fordeles derfor i det gældende system efter politisk vedtagelse via arbejdsmarkedet, lønmodtagerne erhverver en markedsbestemt løn, og ejerkredsen tager resten.
Man kan sige at indkomstfordelingen nu afspejler den rimelighed, som markedsmekanismen kan tilvejebringe. Det er den rimelighed, som især de mere fundamentalistiske liberalister hylder som et etisk
fundament under en sådan ordning, men markedsmekanismen er desværre en funktion fuld af fejl. Markedsmekanismen bygger ganske enkelt på maksimering af den enkelte aktørs øjeblikkelige egennytte (uden større hensyn til helhedens/fremtidige aktørers interesser), og dertil fordrer den det utopiske princip, at der skal være fuld konkurrence, og at den, for at formidle den bedste allokering af resurserne til at dække de største behov, udspiller sig i et samfund med nogenlunde jævn indkomstfordeling. Dette system har i praksis vist sig at føre til stadig større ulighed, hvor formuende uden at gøre en indsats bliver stadig rigere.

Som et særligt segment har vi en service- og finanssektor, der lever af at håndtere de værdier, der skabes i fremstillingssektoren. Der tjenes i dette område utrolig mange penge, uden at der tilvejebringes håndfaste værdier, og det er nok i den overbygning på markedsøkonomien, de tungeste spørgsmål om indkomst fordelingens rimelighed kan stilles. Det er f.eks. hos bankerne, vi oplever en karikeret manglende konkurrence blandt private aktører, der fører til en løbende tilstand af monopolbaserede overnormale profitter, men også aktiviteter forbundet til hvidvask, omfattende skatteunddragelse, facilitering af skattely. Med bankernes stilling som institutionaliserede aktører, er forbrugerne tillige tvunget til at bruge bankerne, og betale, når bankerne grundet denne magtstilling laver fuld overvæltning af dens påståede omkostninger på kunderne. Det gjorde sig gældende med den indførte gebyrjungle og administrationsgebyrerne. der over en kort periode blev op til 10-doblet, medens bankerne sparede tykt på administrationsomkostningerne ved i hobetal at lukke fililer. Her tjenes store penge uden indsats på verbalfims og her er der virkelig råd og svamp i den måde indkomstfordelingen udkrystalliserer sig på.

Ved siden af denne mekanik står staten både som arbejdsgiver og som omfordelende spiller som en magt, der også spiller ind i indkomstfordelingen. Med staten som den magt, der udlever demokratiets vilje, kan man opfatte staten som den, der modificerer de fejl i en rimelig indkomst- og formuefordeling, der opstår i en laissez faire markedsøkonomi.

Og det er netop i dette spil om den rimelige indkomstfordeling, som afspejler den helt overvejende del af det politiske spil på borgen, vi skal se historien om de norske finansfolks absurde nasseri på andres flid og produktion.

Den er et indspark i debatten om, hvordan staten, som demokratiets stemme, går ind og regulerer for den etik, som det rene marked ikke leverer, hvis der skal stå folkelig respekt om den indkomstfordeling der i sidste ende hen under aften blev resultatet af den samlede samfundsmæssige aktivitet.