Annonce

Sådan vil Inger Støjberg blive undersøgt

Undersøgelseskommission får til opgave at vurdere, om der er grundlag for at drage nogen til ansvar i sagen om ulovligt adskilte asylpar
En undersøgelseskommission får to år til at belyse hvordan det gik til, at tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og hendes ministerium udsendte en ulovlig instruks om tvangsadskillelse af asylpar.

Det fremgår af et udkast til kommissorium, som Politiken har fået adgang til.  

Det fremgår af udkastet, at kommissionen skal undersøge:

  • Om der er grundlag for at drage nogen – herunder tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg - til ansvar i sagen om ulovligt adskilte asylpar.
  • Hvilken rådgivning tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fik forud for, at Udlændinge- og Integrationsministeriet februar 2016 udsendte en ulovlig instruks om, at ingen mindreårige asylansøgere måtte bo med en samlever eller ægtefælle.
  • Hvilken skriftlig og mundtlig kommunikation havde ministeriet med Udlændingestyrelsen og andre i forbindelse med tilblivelsen af instruksen og efterlevelsen af den.
  • Hvad foretog ministeriet og Udlændingestyrelsen sig, da man fandt ud af, at der kunne være retslige og konventionsmæssige problemer med instruksen.
  • Hvilken mundtlig kommunikation fandt sted mellem Støjbergs ministerium og andre myndigheder forud for udsendelsen af den ulovlige instruks.

SF: Vidste Støjberg, at hun brød loven?

For SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, er det afgørende at få afdækket om Støjberg vidste, at hun har brød loven:

For os er det centrale, om ministeren har været bekendt med, at hun har brudt loven

”For os er det centrale, om ministeren har været bekendt med, at hun har brudt loven. Og om man har fortsat og handlet mod bedre vidende. Jeg ved godt, at nogle vil gøre det her til et spørgsmål om andre ting, men for os er det meget principielt,” siger Karina Lorentzen til Politiken.

I Enhedslisten er man optaget af at få afdækket, om Støjberg har set stort på advarsler fra embedsmændene:

”Meget tyder på, at Støjberg har ignoreret de advarsler, som kom fra hendes embedsmænd,” siger Enhedslistens retsordfører Rosa Lund til Politiken.

Det er regeringen, der i sammen med SF, de radikale, Enhedslisten og Alternativet har besluttet at nedsætte kommissionen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er vigtigt at vide om man kan vildlede Folketinget på den måde, uden konsekvenser, fordi man har flertallet, Det er også vigtigt at vide om Inger S. har gjort det bevidst eller ej og om hun er vejledt forkert. Det er ikke lige meget i en retsstat. Er hun uskyldig skal det frem og det modsatte ligeså.

Annonce