”Tør – hvor andre tier”, sådan har Ekstra Bladets slogan lydt i en menneskealder. Faktisk helt siden 1964. Men når det kommer til at kritisere medier, mediebosser og mediemagthavere, så er det mere tavshed end mod, der tegner billedet af den danske mediebranche.

Vi er fattige på oplysninger, når det handler om at beskrive dem, der bestemmer hvem der skal sættes på forsiden, dem der bestemmer, hvornår man bider til benet og dem der bestemmer, hvem der skal have en fotograf liggende i busken.

Medieelitens grå eminencer, som ved et fingerknips kan smadre en karriere

Medieelitens grå eminencer, som ved et fingerknips kan smadre en karriere, gøre helt til skurk eller sætte frygt i livet på danskerne, kender vi ganske enkelt ikke.

Topbosser som bestyrelsesformand Lars Munch og adm. direktør Stig Ørskov fra JP/Politiken er komplet ukendte, ligesom nyhedernes konger og dronninger – nyhedscheferne Jacob Kwon fra TV2 og Sandy French fra DR på ingen måde er navne, der vil vække genkendelse ude i de danske hjem.

Hvis de omvendt havde været virksomhedsejere, politikere eller sportschefer med samme magt, så ville vi alle sammen havde kendt dem forfra og bagfra.

I mediebranchen får man lov til at leve et stille liv

Men i mediebranchen får man lov til at leve et stille liv. Det gælder også for typer som eksempelvis Ekstra Bladets chefredaktør, der kunne have stort potentiale til kulørte overskrifter og underholdende omtale, hvis nogen besværede sig med at grave lidt dybere.  

Forvent hårdhændet gengældelse  

Før man drister sig til at skrive bare et enkelt kritisk pip om andre medier eller journalister, så bliver der bidt negle ude på redaktionerne.

Man vejer sine ord på en guldvægt, opstiller pro og kontra, og gør det klart om det er risikoen værd. Der svedes i timevis på en redaktion, før der gives endeligt ”go” på mediekritik.

En branche, hvor man må forvente hårdhændet gengældelse

Hvis en redaktion skriver kritisk om en anden redaktion, så er det en branche, hvor man må forvente hårdhændet gengældelse.

Og endnu værre bliver neglebideriet på individniveau. Hvis du får dit navn på en mediekritisk byline, så skal du være klar til at betale prisen, som kan være både ødelagt karriere og begrænsede jobmuligheder.

Derfor skal man altid holde sig gode venner med redaktionschefen – også når denne ikke just vinder prisen som ’boss of the year’.  

Som journalist skal du altid holde dig for øje, om du er klar til at risikere fremtidige karrieremuligheder for at skrive den mediekritiske artikel. I mediebranchen betragter man det som udtryk for ”dødsdrift”, når en kollega går efter struben på andre medier. Derfor er det også meget nemmere at køre revolverjournalistik overfor en christiansborgpolitiker end at udfordre en nyhedschef.

I mediebranchen betragter man det som udtryk for ”dødsdrift”, når en kollega går efter struben på andre medier

Mange dygtige journalister er igennem tidens løb blevet skrevet på medieelitens sorte liste. Mediebranchen er rig på journalister, der regnes for ’persona non grata’ og ikke betragtes som kosher i mediebossernes lukkede selskab.

Den herskende mediekritik er rent skuespil

Men det hele må netop ikke se ukritisk ud – særligt ikke når den kritiske sans er et velrenommeret journalistisk adelsmærke.

Derfor har mediebranchen, som krydderi til cirkus-Cavling, hvor man uddeler priser til hinanden også lavet et cirkus-medie-kritik, hvor medierne gerne klør hinanden på ryggen.

Der er ganske rigtigt indslag som Presselogen på TV2, Mennesker og Medier på P1 og - for en stund endnu - Q&A på Radio 24Syv.

Presselogen er mediebosser, der spiller lidt skuespil uden for alvor at gå til hinanden

Men der bliver alt for ofte blot danset om den varme grød. Mens ’Presselogen’ er mediebosser, der spiller lidt skuespil uden for alvor at gå til hinanden, så er ’Mennesker og Medier’ en tour de force i hyggelige medietendenser, som kun sjældent bider til benet. ’Q&A’ derfor det eneste program af de tre, som vi for alvor kommer til savne.

Det er mest løst krudt, som de journalistiske rifler og revolvere lades med, når de står overfor kollegaerne

Mens medier er så gode til at skyde med skarpt på alle andre, så er det mest løst krudt, som de journalistiske rifler og revolvere lades med, når de står overfor kollegaerne. Det er ganske enkelt for svagt.

Den uløste opgave er tidligere blevet beskrevet ganske fint af Berlingskes nyhedschef Simon Andersen:

”Jeg tænker, at alle mennesker, der bestrider lederjob, ikke mindst på en tabloidavis, der ofte forsøger at udøve kritisk journalist mod andre, til enhver tid skal finde sig i, at andre kigger på en”.

Nogen skal turde, hvor andre tier

Derfor har vi på Netavisen Pio sat os for at bringe en håndfuld af landets mægtigste mediebosser i søgelyset for at blive klogere på deres karakter, deres karrierer og deres journalistiske prioriteringer.

Det er uvant og ubehageligt – også for mediebosserne selv

Vores serie viser hvor lidt mediernes store mænd og damer bryder sig om at komme i søgelyset, få stillet kritiske spørgsmål eller få egne metoder vendt mod dem selv. Det er uvant og ubehageligt – også for mediebosserne selv.

Vi foregiver ikke at være dygtigere, mere vidende eller ressourcestærke end andre medier i forhold til at stille de kritiske spørgsmål og bringe de grå eminencer ud i solen. Tværtimod ville vi gerne mere i dybde og meget tættere på. Men vi føler også at nogen i det mindste bør gøre forsøget.