Annonce

Venstres nestor om Pape som statsminister: “Det har jeg ingen problemer med”

V vil ikke blokere for en regering med K i spidsen, fortæller Claus Hjort. Til gengæld vil han have problemer med Lars Løkke som finansminister.
Venstre vil ikke spænde ben for en regering med De Konservative i førertrøjen, hvor den konservative formand Søren Pape bliver statsminister og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen udenrigsminister.

Det fastslår tidligere finansminister og Venstres mangeårige såkaldte stærke mand, Claus Hjort Frederiksen, i magasinet 'Lippert' på TV 2

“Det er jo ikke sådan, at vi vil blokere på grund af det,” lyder svaret fra Claus Hjort, da han af værten, Søren Lippert, bliver spurgt, om han kan se Venstre i en regering, hvor Søren Pape er statsminister.

Det er jo ikke sådan, at vi vil blokere på grund af det

Han forsikrer dog, at Venstre arbejder for, at Jakob Ellemann bliver statsminister. Men han understreger samtidig, at hvis resultatet af det næste folketingsvalg falder ud på en anden måde end med Venstre som det største borgerlige parti, så er det stadig det vigtigste for Venstre at få en blå regering.

Ok til Pape, nej tak til Løkke

En KV-regering kunne bestå af Søren Pape som statsminister og Jakob Ellemann som udenrigsminister, foreslår Søren Lippert.

Til det siger Claus Hjort:

“Det har jeg ingen problemer med.”

Til gengæld får piben en anden lyd, da Søren Lippert foreslår tidligere statsminister og mangeårig formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, som finansminister.

“Så ville jeg begynde at få nogle problemer,” siger Claus Hjort, som dog bagefter griner og kalder det “spøg til side”, fordi han ikke ønsker at spekulere på resultatet af et kommende folketingsvalg.

Så ville jeg begynde at få nogle problemer

Svageste opposition i nyere Danmarkshistorie

Et folketingsvalg i morgen står måske heller ikke øverst på Claus Hjorts ønskeliste. I hvert fald ikke når man hører hans dom over den nuværende situation i blå blok.

“Vi har den her totale splittelse på den borgerlige side,” lyder det fra Venstre-manden, som mener, at vi lige nu ser den svageste opposition i nyere Danmarkshistorie.

Vi har den her totale splittelse på den borgerlige side

“Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti ligger i krig indbyrdes og ser, hvem der kan hugge stemmer fra hinanden. Og jeg tror vel, at Liberal Alliance og muligvis De Konservative i valgkampen vil køre på topskatter og den slags ting, og det er jo efter vores opfattelse ikke egnet til at flytte stemmer over midten,” siger Claus Hjort.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jo jo drøm blot Hjort, det varer længe for der kommer borgerlig regering igen. Meget kan ændres inden da. Men Løkke som minister igen. Aldrig, nu vi endelig slap af med ham.