Det afslører det undersøgende medie Danwatch.

Rederiet Maersk ser med ”største alvor” på Danwatch’s dokumentation.

Danwatch har besøgt havnen i Mombasa, indgangen til Østafrika og et knudepunkt for verdenshandlen, for at undersøge arbejdsvilkårene for de tusindvis af havnearbejdere, der for få kroner i timen laster og losser vores varer, og sørger for, at morgenkaffen kan finde vej fra kenyanske kaffeplantager til morgentrætte danskeres kaffekopper.

Det er ikke bare morgenkaffen, der forbinder havnearbejderne i Mombasa med danskerne.

Maersk, verdens største virksomhed inden for container-shipping, er også en stor spiller på havnen.

Fra hovedkontoret på Esplanaden i København har Maersk drevet shipping-virksomhed i Kenya siden 1987. Og for de arbejdere på havnen, der er ansat direkte af den danske shippinggigant, har det skabt bæredygtige arbejdspladser med faste forhold, glinsende nyt sikkerhedsudstyr og betalte frokostpauser.

Men for arbejderne, der laster og losser Maersk-skibe og bærer tunge sække ind i containerne for den danske shippinggigants underleverandører, ser virkeligheden helt anderledes ud, skriver Danwatch.

24 timers vagter

Et af de skibe der sejler containere for Maersk ligger ved kajen i Mombasa. Et sjak er i gang med at laste det.

Arbejderne mangler ikke kun grundlæggende sikkerhedsudstyr, men også en løn, som de faktisk kan leve af.

Jeg prøver at forsørge to børn, men det er næsten umuligt

“Det er meget vanskeligt. Jeg prøver at forsørge to børn, men det er næsten umuligt," fortæller en 42 år gammel mand blandt losserne til Danwatch.

Arbejderne er ansat af en lokal virksomhed, der siden 2012 har haft en kontrakt med Maersk Line Kenya om at udføre arbejde i forbindelse med læsning og losning af Maersk-skibe i Mombasa.

De oplyser alle, at de får en løn på 250 kenyanske shilling for otte timers arbejde. Det svarer til en timeløn på to kroner. Det er næsten fire gange under minimumslønnen i Kenya.

Fordi de ikke kan leve af lønnen, og fordi de er løsarbejdere og arbejder så meget de kan, når et skib er i havn, er det normalt, at de arbejder tre otte-timers vagter i træk.

“Jeg bor oppe nord på. Det koster 100 shilling med færgebussen hver vej, så jeg skal arbejde otte timer, bare for at betale for transporten,” forklarer Samson Bitok til Danwatch som svar på, hvorfor de arbejder så længe ad gangen.

Andre fortæller, at de ikke kan betale husleje, og at de ikke kan købe ris, hvis ikke de arbejder i døgndrift. Mellem vagterne sover de på de sammenfoldede papkasser, før de igen er klar til at tage en ny 24 timers vagt.

Må selv købe sikkerhedsudstyr

Til trods for, at hjelme, refleksveste og sikkerhedssko er et krav fra havnemyndighederne til alle, der opholder sig på havneområdet, mangler arbejderne sikkerhedsudstyr. Et par stykker har udtrådte sikkerhedssko, og der er også et par slidte refleksveste. Resten har det ikke. Ingen af dem har hjelm på.

"Vi har ikke beskyttelsesudstyr. Vi har ikke engang regnjakker, når der er regntid," siger en arbejder iført en fodboldtrøje.

Vi har ikke beskyttelsesudstyr

Samson Bitok fortæller, at han fik hjelm og vest, da han startede i jobbet men ikke har fået nyt, efter det gamle blev slidt op. Andre arbejdere fortæller, at de selv skal skaffe alt sikkerhedsudstyr. Og det er der ikke råd til.

"Sikkerhedssko koster 3.000 shilling (Næsten 200 kroner, red.). Jeg har ikke 3.000 shilling. Hjelme er også dyrt. Man kan købe nogle billigere hjelme i supermarkedet, men det er meget dårligt materiale," siger Samson.

Mandskabet på skibene giver dem nogle gange aflagt sikkerhedsudstyr.

“De hjælper os. Også en gang imellem med mad. Når de er færdige med at spise, giver de resten af maden til sjak-formanden, som deler det med resten af sjakket."

Tunge sække og bare fødder

Det er ikke kun nede ved det store Mærsk-skib, at arbejdere, der befinder sig nederst på den sociale rangstige, knokler for Maersks underleverandører.

Ved et af havnens pakhuse, drevet af en lokal virksomhed, løber arbejdere på bare fødder op og ned ad en provisorisk rampe, der er sat sammen af træpaller. På hovedet bærer de tunge sække, der skal fragtes ind i den ventende container.

Arbejderne får kun 70 øre for hver sæk, de bærer fra pakhuset og ind i containeren, fortæller en af arbejderne, som ønsker at være anonym.

“Vi arbejdere kan ikke gøre noget, for i morgen skal vi stå her igen og bede om arbejde. Hvis man er en af dem, der taler om bedre løn, så bliver man ‘mærket’. Virksomhederne vil ikke have det – de vil have deres profit,” siger han.

Vi arbejdere kan ikke gøre noget, for i morgen skal vi stå her igen og bede om arbejde

Der er ofte ulykker i varehusene, fortæller arbejderen. Nogen falder og brækker et ben, andre træder på et søm. Når der sker ulykker lyver arbejderne og siger, at de havde sikkerhedsudstyr på, da ulykken skete, af hensyn til forsikringen.

“For ikke at skabe problemer for virksomheden,” forklarer han.

Eksperter: Betydelig ulykkesrisiko

Danwatch har forelagt billeddokumentation fra havnen i Mombasa for eksperter i arbejdsmiljø og sikkerhed. Hos eksperterne er der ikke tvivl om, at arbejdsforholdene for de mennesker, der laster og losser for Maersks underleverandører, er opslidende og risikofyldt.

“De her arbejdere befinder sig helt nederst i hierarkiet i et arbejdsmiljø, der slider dem ned, samtidig med, at de er udsat for en betydelig ulykkesrisiko. Var vi i Danmark ville man med det samme have givet virksomheden et påbud for manglende sikkerhedsudstyr," siger Hasse Mortensen til Danwatch. Han er tidligere tilsynschef i det danske arbejdstilsyn, hvor han har lang erfaring med tilsyn med blandt andet danske havne.

“De arbejder rigtig mange timer i stræk og sover bag nogle containere. Det giver alle muligheder for træthed, og det nedbryder opmærksomheden. Det er typisk der, at ulykkesrisikoen er stor," siger Mortensen.

De her arbejdere befinder sig helt nederst i hierarkiet i et arbejdsmiljø, der slider dem ned

“Langt uden for skalaen”

Jane Frølund Thomsen, overlæge og leder for Arbejdsmedicinsk Center på Bispebjerg Hospital, bekræfter over for Danwatch, at der er en åbenlys sikkerhedsrisiko for arbejderne, der losser og laster Maersk-skibe.

“Arbejderne mangler hjelme, det vil sige at der er en risiko for hovedskader. Der må være en vis risiko for nedfald af løstsiddende dele," siger hun.

Hun reagerer også på, at arbejderne, der bærer sække for en anden underleverandør til Maersk, ikke har sko på.

“På billedet af arbejdere der bærer sække, er der flere uden sko. Bare fødder medfører stor risiko for at skære sig, eller få noget ned over foden med brud til følge, og sår vil nemt blive inficerede i det miljø," siger hun, og kommenterer på de tunge løft.

“De meget lange arbejdsdage i kombination med løft af tunge byrder på nakke, skuldre og ryg giver også betydelig risiko for sygdomme i nakke og lænd, som diskusprolaps og slidgigt," siger Frølund Thomsen.

Også Anne Helene Garde, professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, har vurderet materialet fra Danwatch:

“Det er velkendt, at lange vagter, få og korte pauser, flere vagter i træk og natarbejde, øger risikoen for ulykker. For eksempel viser nye studier, at risikoen for ulykker stiger med 34 procent , når arbejdstiden overstiger den 12. time. Men jeg kan ikke sætte tal på risikoen for arbejderne i havnen i Mombasa, for det, de fortæller om, ligger jo langt uden for skalaen i de risiko-indeks, vi opererer med,” siger hun.

I strid med Maersks egne retningslinier

Maersk bekræfter, at de to lokale virksomheder er deres underleverandører, men de ønsker ikke at stille op til interview om arbejdsforholdene på havnen i Mombasa.

Derfor er der en række spørgsmål Danwatch ikke har fået svar på.

Danwatch har forgæves spurgt til, om Maersk betaler sine underleverandører nok til, at de kan betale en ordentlig løn til sine ansatte. Og om hvordan det kan være, at Mærsk, til trods for at de hævder at de fører løbende kontrol med om underleverandørers ansatte har korrekt sikkerhedsudstyr, i seks år har haft en underleverandør, der ikke har styr på sikkerhedsudstyr.

Maersks pressechef, Signe Wagner, skriver i stedet i en mail til Danwatch, at de “ser med stor alvor på de informationer, I har fremlagt vedrørende vores to underleverandører."

Forholdene strider direkte mod Mærsks egne retningslinjer for underleverandører, deres såkaldte Third Party Code of Conduct.

Her står der, at underleverandører skal betale en løn, der følger national lovgivning, at de skal stille sikkerhedsudstyr til rådighed, at arbejdere skal have en kontrakt. Og endelig, at det ikke skal være nødvendigt at arbejde overtid for at få en løn, der dækker basale behov.

Maersk igangsætter undersøgelser

Maersk bekræfter, at begge de omtalte underleverandører er omfattet af selskabets Third Party Code of Conduct. Maersk skriver også, at de vil foretage en undersøgelse af arbejdsforhold hos underleverandører.

“Skulle vi finde overtrædelser af vores Third Party Code of Conduct, og skulle det vise sig, at vi igennem vores indkøbspraksis har været med til at påvirke i den forkerte retning, så vil vi rette op på dette hurtigst muligt”, skriver Wagner.

Maersk bryster sig af, at have et globalt Responsible Procurement Program, hvor de følger op på, om kravene til deres underleverandører efterleves. Alligevel har Maersk altså siden 2012 haft arbejdere til at laste og losse Maersk-skibe uden sikkerhedsudstyr, og under elendige arbejdsforhold.

Det forklarer Maersk med, at de i deres opfølgning har haft fokus på andre typer af underleverandører.

“I en periode har vi lagt vores fokus på andre typer af leverandører end den, som er omtalt i jeres undersøgelse”.

I en periode har vi lagt vores fokus på andre typer af leverandører end den, som er omtalt i jeres undersøgelse