Arbejdet skal ikke være med livet som indsats

Selv om arbejdsmiljøet generelt er blevet bedre, så er asbest stadigvæk en dræber. Og problemet vil kun vokse i de kommende år, mener fagforeningsformand.
Onsdag den 28. april markerer vi den internationale arbejdsmiljødag, hvor fagbevægelsen over hele verden sætter fokus på et bedre arbejdsmiljø og mindes de mange mennesker, som har mistet livet på deres arbejde.

Selvom det lyder som en selvfølge, at man skal kunne gå på arbejde uden livet som indsats, så er det desværre ikke tilfældet – selv den dag i dag.

Særligt inden for bygge- og anlægsbranchen står det slemt til.

For selvom antallet af dødsulykker heldigvis er faldet efter mere end 100 års benhård kamp for forbedring af arbejdsmiljøloven og større fokus på sikkerhed på arbejdspladsen, så risikerer mange lønmodtagere stadig livet, når de går på arbejde i 2021.

Særligt inden for bygge- og anlægsbranchen står det slemt til. Her er hyppigheden af arbejdsulykker mere end dobbelt så høj som for arbejdsmarkedet generelt.

I takt med at antallet af beskæftigede i dele af byggebranchen er steget de seneste år, er antallet af ulykker desværre fulgt med. Her ser vi især, at der sker faldulykker, akutte overbelastninger eller at folk bliver enten ramt eller klemt af genstande.

Ikke alle farer kan ses

Men der er også de farer, som man ikke kan se med det blotte øje. Et eksempel er asbest, som kan findes i 71 forskellige komponenter i danske bygninger. Fra eternittage – som de fleste kender – til rørisolering, gulvbelægning og fliseklæb, som de færreste tænker kan indeholde asbest.

Det tal vil stige i de kommende årtier, i takt med at vores bygninger bliver ældre

Asbestfibrene er så små, at de ikke kan ses med det blotte øje. Til gengæld kan de trænge helt ned i lungernes mindste dele, hvor de efter flere årtier kan være skyld i en række forskellige dødelige kræftformer.

Hvert år dør omkring 300 mennesker hvert år af asbestrelaterede kræftsygdomme, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse. Og hvis ikke lovgivningen på asbestområdet strammes gevaldigt op, er jeg bekymret for, at det tal vil stige i de kommende årtier, i takt med at vores bygninger bliver ældre, og mere asbest bliver brudt op og frigivet.

For at illustrere omfanget, er der alene i Indre By i København 120 medlemmer af Blik og Rør, som over de sidste to år er blevet registreret, fordi de har været udsat for asbest.

De kan nu gå og vente 20-30 år på at finde ud af, om de har vundet eller tabt i asbestlotteriet.

Anbefalinger på vej

Det kan virke som en uoverskuelig opgave at komme asbesten til livs. Vi ved ikke, præcis hvor den findes, den kan ikke ses med det blotte øje og mange steder er den endda blevet indkapslet, så den dødelige regning er blevet sendt videre til næste generation.

Men der er en række indsatser, som kan iværksættes nu, som vil nedsætte risikoen for, at flere udsættes for asbest i fremtiden.

I Blik og Rør offentliggør vi derfor snart et udspil med konkrete anbefalinger til, hvordan vejen mod et asbestfrit Danmark kan brolægges.

Jeg håber, at udspillet vil blive taget godt imod, og at beskæftigelsesordførerne på tværs af Folketingets partier vil lytte med. For med de fremskridt, vi har opnået inden for arbejdsmiljøet i løbet af det sidste århundrede, må lønmodtagere i Danmark efterhånden kunne tillade sig at forvente ikke at skulle gå på arbejde med livet som indsats.

Forbundsformand, Blik- og Rørarbejderforbundet


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er et godt initiativ at lave KONKRETE forslag til forbedringer.
Det kan nok beskytte både bygningsarbejdere, og andre, der befinder sig i nærheden af nedslidte bygningselementer med asbest.
Mon ikke mange børn leger i nærheden af gamle tage med eternitplader og asbest?

Asbest har alle dage været i luften...nok mere koncentreret i byerne...
Jeg arbejdede med bremsebelægnings produktion fra 1978-98...de var asbest baserede...
Bremsebelægninger er idag overgået til at være asbestfri...
Jeg tror det er ligesom så meget andet - nogen kan tåle det, og andre kan ikke...
Dermed ikke sagt, at man ikke skal værne sig imod det...
Men - så længe at de forskellige belægninger ikke brydes, frigives der ikke asbeststøv...

Let læselig hvor en fagforeningsformand står, men realiteterne er at arbejderne arbejder med livet som indsats, dette er ikke ændret siden kong Arthur´s tid, kommer man til skade hvor er hjælpen at finde ?! min erfaring er selv om jeg var organiseret, at det var og blev det mit eget problem.

Annonce