Annonce

Mordbrand skal undersøges efter tre årtier

159 omkom, da færgen Scandinavian Star brændte i 1990. Nu har Folketinget besluttet at undersøge, om branden kan have været et forsøg på forsikringssvindel.
Tre årtier efter branden på Scandinavian Star, hvor 159 personer på tragisk vis mistede livet, skal en såkaldt uvildig task force nu undersøge reder-, ejer- og forsikringsforholdene i sagen. Og hvis task forcen afdækker nye oplysninger om mordbranden i 1990, kan det føre til, at den politimæssige efterforskning genoptages.

”Jeg er glad for, at et bredt flertal nu er blevet enige om at få undersøgt elementer i sagen om den tragiske brand på Scandinavian Star," siger justitsminister Nick Hækkerup (S), efter at alle Folketingets partier er enedes om undersøgelsen af branden den 7. april 1990.

Sidder tilbage med ubesvarede spørgsmål

"Det skylder vi ikke mindst ofrene, men også de efterladte, der den dag i dag fortsat sidder tilbage med ubesvarede spørgsmål. Undersøgelsen vil forhåbentlig kunne skabe mere klarhed over sagens faktiske omstændigheder, og task forcen vil skulle komme med sin vurdering af, om der er grundlag for, at politiet iværksætter yderligere efterforskning af mordbranden.”

Flere undersøgelser

I Danmark har sagen været på Rigsadvokatens bord i 1996, 2005 og 2010, mens de norske myndigheder har gransket den i 1997 og igen i 2014 og 2015.

Derudover er der skrevet flere bøger, et hav af avisartikler og produceret flere dokumentarudsendelser om branden. Scandinavian Star var på vej fra Oslo til Frederikshavn med 83 passagerer og 99 besætningsmedlemmer ombord, da færgen brød i brand.

Efterforskningen har vist, at ilden opstod flere forskellige steder på færgen, og at der dermed sandsynligvis var tale om en påsat brand.

Norsk politi gav i første omgang en dansk lastbilchauffør, der selv omkom i branden, skylden. Men anklagen blev efterfølgende trukket tilbage.

Sikkerheden om bord på Scandinavian Star blev kritiseret, da det kom frem, at personalet hverken havde holdt brandøvelser eller var blevet instrueret i sikkerhedsudstyret. Kaptajnen, rederen og direktøren blev i 1993 dømt for overtrædelse af loven om skibes sikkerhed.

Pårørende til ofrene har imidlertid kritiseret efterforskningen og mener, at branden netop var et forsøg på forsikringssvindel.

Største forbrydelse i Skandinavien

Enhedslistens såkaldte Scandinavian Star-ordfører, Søren Søndergaard, der har fulgt sagen, siden han første gang blev valgt til Folketinget i 1994, henviser til, at der faktisk er tale om den største forbrydelse i Skandinavien siden 2. verdenskrig.

En retspolitisk skandale

"Derfor er det en retspolitisk skandale, at reder-, ejer- og forsikringsforhold aldrig er blevet politimæssigt efterforsket i relation til mordbranden," siger Søren Søndergaard.

"Det rådes der nu bod på med denne undersøgelse, som skal afklare muligheden for en egentlig politiefterforskning. I over 31 år har denne sag været et åbent sår – ikke bare for de direkte berørte, men også for retsbevidstheden."

Task force skal kaste nyt lys over sagen

  • Undersøgelsen vil blive ledet af en særlig nedsat task force af uvildige specialister inden for de områder, som skal undersøges nærmere, herunder specialister inden for f.eks. forsikringsret eller strafferet, økonomisk kriminalitet og efterforskning.
  • Task forcen forventes at være færdig med undersøgelsen og fremkomme med sin redegørelse inden for cirka halvandet år. I den forbindelse skal task forcen komme med en nærmere begrundet vurdering af, om der er grundlag for, at politiet iværksætter yderligere efterforskning af forhold, der ikke er strafferetligt forældet.
  • Desuden vil task forcen hvert halve år fremkomme med en statusredegørelse for undersøgelsen. Viser der sig et grundlag for, at politiet iværksætter yderligere efterforskning af mordbranden, vil den kunne foregå parallelt med task forcens undersøgelse. Der oprettes desuden en politisk følgegruppe, som vil modtage de halvårlige statusredegørelser fra task forcen.

Kilde: Justitsministeriet

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Der er hvirvlet så meget støv på i de forgangne enogtredive år – og har lagt sig tommetykt igen - at nogle ting er gået i glemmebogen. Men én ting glemmer jeg i hvert fald ikke: At skipper stod havne ud med en fuldstændig ny og uprøvet besætning – måske også ubefaren og inkompetent.
Dét er opskriften på katastrofe, hvis ikke alt går efter en snor. At det så også var så tæt årsdagen for Titanics forlis – også med en utrænet besætning (i hver fald med dét skib!) – at det kunne være løgn, gør historien endnu mere sørgelig. Der var trods alt gået 78 år.