De magtfulde 25 mænd og kvinder, som gennem det seneste kvarte århundrede har vendt tommelfingeren op eller ned, når det handlede om at holde skiftende socialdemokratiske - og socialdemokratisk ledede - regeringer ved magten, dansk krigsdeltagelse eller for den sags skyld Enhedslistens forhold til voldelige aktionsformer.

Men nu vender flere fremtrædende medlemmer af Liste Ø fingeren nedad over for netop hovedbestyrelsen: Denne tegner ikke i tilstrækkelig grad de 9342 medlemmer.

På det digitale årsmøde i pinseferien skal de delegerede således tage stilling til flere forslag om at ændre vedtægterne for valget af hovedbestyrelsen, hvoraf det mest omstridte er forslaget om fremover at vælge hovedbestyrelsens medlemmer ved en vejledende urafstemning på samme måde, som Enhedslisten vælger folketingskandidater.

Hvilket samtidig vil være et opgør med mindretalsbeskyttelsen ved valget til hovedbestyrelsen.

Generation Enhedslisten

Bag forslaget står blandt andre Enhedslistens tidligere finansordfører, Pelle Dragsted, spidskandidaten ved det kommende kommunalvalg i København, Line Barfod, medlem af forretningsudvalget Finn Sørensen, samt folketingsmedlem Rasmus Vestergaard Madsen.

“Jeg er fra en generation, som hverken har været medlem af DKP, SAP eller VS,” siger Rasmus Vestergaard Madsen til Netavisen Pio.

En henvisning til at mindretalsbeskyttelsen stammer fra 1989, hvor DKP, SAP og VS stiftede Liste Ø. I praksis betyder det at, at hver delegeret på årsmødet højst kan stemme på et antal kandidater svarende til halvdelen (oprundet til nærmeste hele tal) af det antal hovedbestyrelsesmedlemmer, der skal vælges.

“Jeg er generation Enhedslisten og har ikke et historisk forhold til en tid, hvor mindretalsbeskyttelsen var tænkt ind i afstemningsreglerne,” siger det 29-årige  folketingsmedlem.

“Jeg synes, at det er her en fornuftig måde at vælge ledelsen på, fordi vi alle sammen er medlemmer af partiet, og så får vi den repræsentation, som medlemmerne gerne vil have. Samtidig hæver vi antallet af hovedbestyrelsens medlemmer fra 25 og til 35, hvilket også er en styrkelse af demokratiet.

Jeg er nu ikke så bekymret

“Det er rigtigt, at 50,1 procent af medlemmerne nu vil kunne sætte sig på 100 procent af pladserne i hovedbestyrelsen. Men der vil jo skulle være gode argumenter for at rykke nogle op eller ned af listen med hovedbestyrelsens medlemmer, ligesom det er i dag er tilfældet med valget af folketingsmedlemmer. Så jeg er nu ikke så bekymret for, at vi ikke skal få en repræsentativ hovedbestyrelse. Men det er korrekt, at der ikke længere vil noget formelt, som garanterer dette.”

Da Enhedslisten i 2014 gik over til en elektronisk urafstemming om folketingskandidaterne fjernede partiet ved samme lejlighed de facto mindretalsbeskyttelsen ved opstillingen af disse. Folketingskandidaterne vælges dog stadig på årsmødet, da urafstemningen er vejledende.

Desavouering

Forslaget om at ændre valget af hovedbestyrelsens medlemmer skulle oprindeligt have været til afstemning på årsmødet i 2019, men coronakrisen betød, at det blev udskudt.

I forhold til det oprindelige forslag er der nu tilføjet, at der er netop kun bliver tale om en vejledende urafstemning. Hvilket er et forsøg på at imødegå kritikken af, at ændringen vil desavouere årsmødet. Dette er nemlig ifølge vedtægterne Enhedslistens “højeste myndighed.”

Øge medlemmernes interesse

“Jeg tror på, at en vejledende urafstemning kan være med til at øge medlemmernes interesse for, hvem der skal sidde i hovedbestyrelsen og dermed også bidrage til, at vi får en hovedbestyrelse, der er mere repræsentativ,” siger Finn Sørensen, der oprindelig var modstander af at ændre valgformen.

Når den tidligere VS’er i dag støtter forslaget, som Finn Sørensen kalder et “kompromis”,  skyldes det netop tilføjelsen om, at der kun bliver tale om en vejledende urafstemning.

I stedet skal et såkaldt nomineringsudvalg nu ud fra resultatet sammensætte en liste til en samlet hovedbestyrelse, der derefter kommer til afstemning på årsmødet. Samtidig udvides hovedbestyrelsen som nævnt, ligesom der indføres en geografisk kvotering.

“Derfor må resultatet af den vejledende urafstemning selvfølgelig ligge til grund for den liste, som udvalget så præsenterer årsmødet for, selv om det ikke er en facitliste, man kopierer 1:1,” siger Finn Sørensen til Netavisen Pio.

“Og hvis nogle er utilfredse med udvalgets liste, hvad der sikkert vil være, så må de stille deres egen liste, som man så stemmer om.” 

Den endelige liste med hovedbestyrelsens medlemmer skal godkendes med to tredjedele af stemmerne på årsmødet. Sker det ikke, afholdes der urafstemning blandt medlemmerne om de to lister med størst opbakning.

Det piercede medlem

Modsat Socialdemokraterne og SF’s tidligere så magtfulde hovedbestyrelser (som i SF’s tilfælde i dag hedder landsledelsen), så har Liste Ø holdt fast i, at ingen er over eller på siden af hovedbestyrelsen. Et princip, som har sit udspring i SF’s sprængning i 1967.

Udbryderne i Venstresocialisterne ønskede ikke en gentagelse af Aksel Larsens topstyring og en selvstændiggjort folketingsgruppe, der lavede forlig med regeringen uden at have medlemmernes opbakning, og da Enhedslisten blev dannet, var der da heller ingen diskussion om, at det blev modellen for det nye parti (VS’s rotationsregler kom også til at gælde for såvel folketings- som hovedbestyrelsesmedlemmer).

Så selv om magtbalancen mellem hovedbestyrelsen og folketingsgruppen langsomt men sikkert har ændret sig til sidstnævntes fordel, siden Enhedslisten først kom i Folketinget ved valget i 1994, har førstnævnte både formelt – og reelt – stadig det sidste ord, når der tages stilling til større politiske aftaler.

I anden halvdel af 1990’erne blev der således talt om, at den daværende Nyrup-regerings liv lå i hænderne på det “piercede medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse”, når folketingsgruppens forhandlere skulle have deres mandat. Afhængig af hvem man spørger i dag var medlemmet enten Claus ”Svenne” Svendsen eller den efterfølgende mere kendte nuværende socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, som dengang tilhørte partiets venstrefløj.

Under Thorning-regeringen var det hovedbestyrelsens 25 medlemmer som blåstemplede de historiske aftaler om finansloven i henholdsvis 2011, 12 og 14.

Og senest godkendte hovedbestyrelsen efter folketingsvalget i 2019 med stemmerne 15 for og fem imod (fire undlod) et mandat, som gik forud for den politiske aftale om det såkaldte forståelsespapir med Socialdemokratiet, De Radikale og SF.

Den rene vare

Mindretalsbeskyttelsen i vedtægterne har dog sikret, at der ved valgene på årsmøderne til hovedbestyrelsen altid er blevet plads til kritikerne af den moderniseringsproces, eller højredrejning om man vil, som Liste Ø har gennemlevet det seneste årti.

Stensikkert en billet til hovedbestyrelsen

“En hurtig vej til karriere i Enhedslisten er således at kræve det gamle Enhedslisten tilbage – det udløser næsten stensikkert en billet til hovedbestyrelsen,” som en avis tidligere humoristisk har konstateret.

Pelle Dragsted fremhævede da også i 2019 netop forløbet omkring forståelsespapiret som argument for at ændre vedtægterne: Nogle få sygemeldinger i hovedbestyrelsen kunne have resulteret i et nej til denne politiske aftale, ligesom det har været tilfældet med andre aftaler gennem årene.

Det uudtalte argument er selvfølgelig, at Enhedslisten ikke er anderledes end andre partier, når det kommer til forskellen mellem de aktive og passive medlemmer.

Hvis de delegerede på årsmødet er villige til at rive tre dage ud af kalenderen for at drøfte blandt andet oprettelsen af et Fredsministerium, autonome dræberrobotter og -droner, samt et forbud mod atomvåben, så kræver - og vælger! - de nok den rene vare. Hvorimod medlemmerne måske bedre kan leve med den mere udtyndede af slagsen. For slet ikke at tale om de 245.100 vælgere, der satte krydset ved Liste Ø ved det seneste folketingsvalg.

Traditionalister og modernister

Hovedbestyrelsesmedlem Astrid Vang Hansen advarer dog mod at afskaffe mindretalsbeskyttelsen, fordi hovedbestyrelsen ikke skulle være repræsentativ for medlemmerne.

Tværtimod.

Denne sikrer netop, at alle stemmer i Enhedslisten bliver hørt, lyder det fra Astrid Vang, der selv tilhører selv det trotskistiske SAP, som har traditionelt været en del af Enhedslistens venstrefløj eller traditionalister. En gruppering nogle tidligere har beskrevet som "den højtråbende venstrefløj."

”Jeg mener ikke, at det er en konflikt mellem fornyere og traditionalister – eller hvad man nu vil kalde det,” siger Astrid Vang Hansen til Netavisen Pio.

En diskussion som går helt tilbage til VS

“Det går på tværs, og ingen kan forudsige den næste konfliktlinje."

Parlamentarisk logik

Meget af kritikken har således handlet mindre om den førte politik og mere om centraliseringen af magten i folketingsgruppen og sekretariatet på Christiansborg. Hvilket dog også dækker over frygten for, at de langsigtede mål glemmes i den daglige politik.

”Grundlæggende går ’Christiansborg’-fløjens strategi ud på at gøre Socialdemokratiet rangen stridig som Danmarks store centrum-venstre-folkeparti, herfra stammer udtrykket ’et parti i egen ret’,” skrev redaktøren på Kritisk Revy, Niels Frølich, tidligere på året.

Men er det nok?

”Men det kniber med at realisere dette, for er der plads til tre socialdemokratiske partier i Danmark? Langt henad vejen fungerer jo både SF og EL som Socialdemokratiets eksterne venstrefløj. Det er der også brug for og Enhedslisten er jo alt andet lige stadigvæk mere venstre end centrum og mere social-humanistisk end socialdemokraterne, men er det nok?”

Ifølge Astrid Vang Hansen er det, som diskussionen handler om. Og ikke at få en sammensætning af hovedbestyrelsen, som er mere repræsentativ.

"Det er i høj grad en diskussion som går helt tilbage til VS, og som handler om, at folketingsgruppen og sekretariatet let kan blive suget ind i den parlamentariske logik,” siger hovedbestyrelsesmedlemmet.

Forslaget om at ændre vedtægterne kommer til afstemning på årsmødets anden dag, søndag.