Topterrorist sad bag Per Stig Møller og Colin Powell under besøg i Danmark

Et fotografi fra den amerikanske udenrigsministers besøg i 2004 på Frederiksberg Gymnasium vækker i dag opsigt.
“Thank you very much, Per Stig.”

Den amerikanske udenrigsminister Colin Powell lagde hånden på sin danske kollega Per Stig Møllers arm, den torsdag i april 2004, og fortalte de seks hundrede gymnasieelever, hvorfor han med 48 timers varsel havde lagt en lyntur forbi København. Og den danske udenrigsministers gamle gymnasie, Frederiksberg Gymnasium.

To dage forinden havde Per Stig Møller, som Colin Powell både beskrev som en ven og en meget anset udenrigsminister, nemlig under en af deres hyppige telefonsamtaler spurgte, hvorfor den amerikanske udenrigsminister aldrig kom til København. Når Colin Powell nu fløj hen over landet hele tiden.

Min ven sagde sådan noget

“Jeg havde det dårligt med, at min ven sagde sådan noget,” forklarede Colin Powell, der få timer efter kunne ringe tilbage og sige:

“Hvad laver du torsdag, for jeg kommer.”

Bloggen med billederne

17 år senere vækker det imidlertid opsigt, hvem der sad bag Colin Powell og Per Stig Møller den dag på gymnasiet.

Bloggen Syrienblog.net har nemlig “fået tilsendt billeder”, der viser, at dette var Rawand Dilsher Taher, der senere blev den højst placerede danske statsborger i Islamisk Stat (IS). Rawand Dilsher Taher, som i 2004 gik på Frederiksberg Gymnasium, blev dræbt i 2015 af en amerikansk drone udenfor Raqqa, i Syrien.

Syrienblog.net var i 2013 og 2014 i både danske og udenlandske medier for at hænge de såkaldte Syrienskrigere ud på bloggen.

Rawand Dilsher Tahers tilstedeværelse på mødet på Frederiksberg Gymnasium bekræftes af forfatteren og redaktør på den dansk-kurdiske netavis Jiyan.dk, Deniz Berxwedan Serinci. Deniz Berxwedan Serincis egen research afslører også, at der faktisk er tale om Rawand Dilsher Taher på fotografiet fra dengang.

“Det giver også god mening, for Rawand Dilsher Taher gik netop på Frederiksberg Gymnasium, eleverne fik mulighed for at deltage i mødet, og det var et årti før, at han rejste til Syrien og IS,” siger Deniz Berxwedan Serinci til Netavisen Pio.

Nok lige vende skråen

“På det tidspunkt var Rawand Dilsher Taher, efter min viden, ikke farlig. Han havde venner i det islamistiske miljø, og han var også sympatisør, men jeg kan ikke se, at den danske efterretningstjeneste skulle have gjort noget forkert ved at lade ham komme med til mødet. Og for øvrigt blev deltagerne kropsvisiteret.

"Men jeg tror da, at hvis Per Stig Møller - og for den sags skyld Colin Powell - så billedet i dag, så lige ville de nok lige vende skråen, som man siger.”

placeholder

Rawand Dilsher Taher blev angivet en del af IS’s særlige efterretningstjeneste for eksterne anliggender, kaldet Amn al-Kharji eller Emni. En særlig efterretningstjeneste, som ifølge flere vestlige efterretningstjenester stod bag planlægningen af angrebene i Paris i november 2015 og i Bruxelles i marts 2016.

Blå bog

Da Rawand Dilsher Taher blev student fra Frederiksberg Gymnasium i 2006 skrev klassekammeraterne om ham i den såkaldte Blå Bog, at han var klassens “religiøse leder og/eller terrorist”, og om hans fremtid skrev klassen: 

“Bliver leder for den nye islamiske stat oprettet af ham selv og hans gode ven og undersåt Basilimus aka. Mohammed.”

Klassekammeraternes råd lød “pas på PET!”, og de mente, Rawand Dilsher Taher ville tage “en AK47, Koranen, boksehandsker” med på en øde ø.

Under punktet “kan findes” står der: 

“På Nørreport metrostation ledende efter sin “glemte” taske.”

Mordforsøg på Lars Hedegaard

Samtidig med Rawand Dilsher Taher gik også Basil Hassan på Frederiksberg Gymnasium og på Deniz Berxwedan Serinci Facebook-side skriver sidstnævntes fætter, Chadi El-Cheikh Hassan, at denne også var tilstede på mødet med Per Stig Møller og Colin Powell.

“Basil (Basil Hassan, red.) fortalt mig det selv dengang, nu når du siger det.”

Basil Hassan har været internationalt efterlyst siden februar 2013, hvor han forklædte sig som et postbud i forsøget på at slå forfatteren og journalisten Lars Hedegaard ihjel.

Ifølge politiet flygtede Basil Hassan efterfølgende til Libanon og senere Syrien, hvor han tilsluttede sig Islamisk Stat.

I 2017 blev Basil Hassan meldt dræbt, men uden at de danske efterretningstjenester efterfølgende officielt kunne bekræfte det.

Spørgsmål til Powell

12 elever havde i 2004 fået lov til at stille et spørgsmål hver til Colin Powell. Der blev spurgt om både konflikten i Mellemøsten, Irakkrigen, krigen mod terror, Guantanamo og miljøet, og en ung mand med indiske rødder fremhævede pacifisten Mahatma Gandhi.

"Har de ansvarlige verdensledere glemt ikke-vold," ville han vide.

Forpligtet på at finde fredelige løsninger

"Jeg er diplomat og soldat, og ingen er mere forpligtet på at finde fredelige løsninger, end jeg er," svarede den amerikanske udenrigsminister.

"Det meste af min dag går med at flytte diplomater - ikke soldater. Men når det bliver nødvendigt at bruge magt, så skal man ikke vige tilbage fra det," sagde Colin Powell pegede på USAs rolle i kampen mod Nazityskland.

"Jeg tror ikke, der er nogen, der er kede af, at vi vendte os fra pacifisme ved starten af Anden Verdenskrig."

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvorfor har Danmark importeret og opfostret sådan noget affald? Og hvorfor bliver vi ved?

Det er nok fordi de norrøne folkeslag altid har været nysgerrige på det fremmede, og ikke været bange for at importere billig arbejdskraft. Det med billig arbejdskraft udefra, har altid haft blå bloks store støtte. I de senere år er vi igen begyndt at se arbejdsforhold som i hedensk tid: Slavearbejdere, der bor i midlertidige barakker og containere, når de ikke knokler for arbejdsgiveren. Den forhenværende regering havde medlemmer, der sagde at det ville være fint at arbejde for under 1/3 af mindstelønnen, hvis bare arbejdsgiver og "lønmodtager" var enige.
Der er mange ting vi kunne have undgået uden nysgerrighed og grådighed..
F.eks. "kristne" hyklere!

Arbejdskraft? Haha!

Annonce