Annonce

Debat: Det chokerer mig, hvor ufatteligt gode vores stat er ved svindlere

Ledige, der glemmer at sende ansøgninger, mærker statens konsekvens, men når det handler om svindlere, så er staten lige så tandløs som Grauballemanden.
Mens legitime erhvervsdrivende skal bukke og neje for hjælp, så går landets svindlere og bedragere fri.

I disse dage kan man i Berlingske Tidende læse om, hvordan en gruppe bag hundredvis af webshops har snydt og udsat kunder for sundhedsfare og ødelagt andre, lovlydige erhvervsdrivendes forretninger gennem falsk markedsføring gennem bl.a. influencers for dernæst at begære deres selskab med 21 millioner kroners gæld konkurs og straks efter stifte et nyt.

I Ekstra Bladet kan man læse om Peter Bindner, som over to gange har fået tildelt tilskud fra det offentlige for at køre en bus med syngende artister gennem byer i 30 minutter.

Samme mand har en historik med at kræve store summer for at afholde arrangementer, som han rykker datoen på, når han har modtaget pengene. Skulle de derfor blive aflyst, så beholder han pengene selv. Ikke kun kunder har brændt sig på den slags, men også de kunstnere, som han hyrer.

Det er blot to højprofilerede sager lige nu. Oveni kommer op imod halvdelen af alle kiosker og slikbutikker i landet, som ikke betaler moms af deres varer. Også oveni kommer al den hvidvask og snyd med skat, som snart sagt er åbenlys for enhver i København.

Det chokerer mig, hvor ufatteligt gode vores stat er ved svindlere.

Det virker som om at staten har brugt al sin kapacitet på kontrol på de almene borgere, hvorimod dem som bevidst svindler og snyder får lige så lang snor, som de kunne drømme om.

Lige så tandløs som Grauballemanden

Hvis du som jobsøgende glemmer at sende et vist antal jobansøgninger afsted på en måned, så går der ikke længe, før du mærker konsekvensen, men når folk skylder 21 millioner kroner, har sat folks sundhed på spil og ruineret legitime erhvervsdrivende, så er staten lige så tandløs som Grauballemanden.

Når halvdelen af kiosker og slikbutikker landet over har undladt at betale moms på deres varer, og der stadig umuligt kan være én eneste vandpibecafé, som har betalt nogen nævneværdig mængde skat.

Alt imens Britta Nielsen må beholde sin pension og Sanjay Shah varmer sig i Dubai.
Legitime erhvervsdrivende skal derimod prise sig lykkelige, hvis de får kompensation måneder efter deres ansøgning og bukke og neje, hvis de får en parkeringsplads eller to til at drive udeservering på.

Mon staten tror, at svindlere bliver større svindlere, hvis de kommer i fængsel?

Jeg begriber ikke, hvorfor man ikke har sendt Jægerkorpset efter Sanjay Shah, sendt Brittas regning videre til hendes slægt og allerede begyndt at bygge Gulag-lejre til resten af landets svindlere, hvad enten de fupper folk på Den Blå Avis, laver hvidvaskning og svindel, sælger sundhedsfarlige produkter ved hjælp af influencers eller ødelægger hele brancher ved at inkorporere svindel og kriminalitet i selve kernen af deres forretningsmodel.

 

Yasser Ghanbari er kandidat til Københavns Borgerrepræsentation (SF).


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Er så utroligt enig!

Han har modtaget 12 millioner i støtte for at køre 8 ture med musik, dvs. hver tur kostede os alle sammen 1,5 millioner kroner! For at køre rundt i en bus og spille musik time under coronaen. Var et virkeligt noget vi havde brug for, når man tænker på den gigantiske udgift det var? Han har argumenteret for at det var pga han skulle betale underleverandører, men underleverandøren var en virksomhed ejet af hans samlever, Event Fantastic. Pga det ikke er hans egen virksomhed mener han, at han ikke kan forlange dokumentation for de udgifter, som den virksomhed havde i forb. med arrangementet.
Jeg kan ikke udtale at han er svindler, da han ikke er dømt for noget, men det er i hvert fald spild af vores allesammens penge.
En ting er at det ligner svindel set udefra, uanset om det så er eller ej, noget andet er at arrangementet overhovedet fik støtte i det hele taget, når man tænker på hvor fuldstændigt overflødigt det var i forhold til så meget andet.