Lykketoft sammenligner Løkke med Trump: “En kynisk smadremand”

Forhenværende minister og S-formand i hårdt angreb på Lars Løkke: Begge sætter hensynsløst “huset i flammer, når magten glider dem af hænde”
Forhenværende mangeårig minister og tidligere formand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft, sammenligner tidligere statsminister, tidligere formand for Venstre, nuværende løsgænger i Folketinget, Lars Løkke Rasmussen, med USA’s afgående præsident Donald Trump.

“Lars Løkke Rasmussen er ikke slet som Donald Trump. Han er hverken livsfarlig eller blottet for forsonende personlige træk. Men de to har det til fælles, at de hensynsløst sætter huset i flammer, når magten glider dem af hænde,” skriver Mogens Lykketoft således i en kommentar i Berlingske.

Lykketoft fremsætter sit hårde angreb på Lars Løkke netop som Donald Trump verden over fordømmes for at have ansporet til de historisk uhørte optøjer, der onsdag aften og natten til torsdag dansk tid betød, at den amerikanske kongres i mange timer måtte afbryde sin formelle godkendelse af det amerikanske præsidentvalg.

De amerikanske politikere, herunder afgående vicepræsident Mike Pence, blev på dramatisk vis evakueret, fordi det lykkedes de vrede Trump-tilhængere at tiltvinge sig adgang til kongressen. Først efter mange timer - og efter at nationalgarden var blevet sat ind - blev kongressen ryddet for de aggressive Trump-beundrede. Slaget har i skrivende stund kostet mindst fire mennesker livet.

Løkkes forfængelighed 

Lykketoft skriver, at det er “uskønt”, at se en Lars Løkke, der ellers er båret frem til de højeste poster i landet, forvolde Venstre og dets nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, maksimal skade “ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som fortsat leder efter hans mere end ti år på posten”.

det - ligesom med Trump -  ser ud til hele tiden at handle mere om Lars Løkkes person og forfængelighed end om politik

Lykketoft mener, at det - ligesom med Trump -  ser ud til hele tiden at handle mere om Lars Løkkes person og forfængelighed end om politik.

Lykketoft vurderer, at det kan være steget Lars Løkke til hovedet, at mange mediefolk og kommentatorer betegner ham som sin tids største politiske håndværker.

Og lige netop dét Løkke-eftermæle skriver Lykketoft på ingen måde under på:

“Men Lars Løkke ser jeg ikke som den dygtige håndværker med de flotte resultater. Han var – også i sin ministertid – en kynisk smadremand.”

Lykketoft: Løkkes hen-over-midten-projekt er totalt utroværdigt

Lykketoft betegner i Berlingske-kommentaren det som et politisk svindelnummer i særklasse, at Lars Løkke fremstilles som velfærdssamfundets værner og fornyer. Af samme årsag betegner Lykketoft Løkkes nye hen-over-midten-projekt som “totalt utroværdigt”.

For, mener Lykketoft, gennem 15 år i regeringsposition, har Lars Løkke været hovedkraften i at nedbryde velfærdssamfundet.

Lykketoft lister begrundelserne herfor op: 

  • Lars Løkke har ødelagt skattekontrollen i Danmark.
  • Lars Løkke har delt kæmpe skattelettelser ud til de rigeste. Her fremhæver Lykketoft i særlig grad rødvinsreformen.
  • Lars Løkke gennemførte en reel likvidering af efterlønnen.
  • Lars Løkke gennemførte en fatal forringelse af dagpengesystemet.

Det er altsammen bidrag til større ulighed og mindre tryghed, mener Mogens Lykketoft og konkluderer:

Det vil være totalt utroværdigt, hvis denne mand forsøger sig med at genopstå som et nyt centrum i dansk politik

“Det vil være totalt utroværdigt, hvis denne mand forsøger sig med at genopstå som et nyt centrum i dansk politik.”

Bakkes op af politiske kommentatorer

Lykketofts bedømmelse af Lars Løkkes hen-over-midten-projekt bakkes op af flere politiske kommentatorer.

Altingets politiske redaktør, Erik Holstein betegner - som beskrevet i Netavisen Pio tirsdag - således Løkke-projektet, som “temmelig utroværdigt”:                   

"Dertil kommer, at Løkke er en dårlig eksponent for et midtersamarbejde. Han var med i toppen af borgerlige regeringer, der førte blokpolitik i ti år. Det var først, da Løkke var ved at tabe valget i 2019, at han pludselig blev omvendt. Temmelig utroværdigt."

Det var først, da Løkke var ved at tabe valget i 2019, at han pludselig blev omvendt. Temmelig utroværdigt

Politikens politiske kommentator, Kristian Madsen, er helt på linje:

“Hele Lars Løkke Rasmussens karriere er bygget på samarbejde med den højreblok, han nu vil sætte uden for døren. Mens Støjberg skaffede stemmer til Løkkes projekt, kunne hun få lov at holde alle de kagefejringer af udlændingestramninger, hun ville.”

Mogens Lykketofts kommentar er skrevet umiddelbart før det blev kendt, at Trump-tilhængere onsdag aften dansk tid stormede og trængte ind i USA's kongres

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kan kun erklære mig enig med Lykketoft. Det er en meget rammende betegnelse.

Det har jeg ment i årevis, at det var en skrøne skabt af borgerlig grådighed at Løkke sku være en god politisk håndværker. Hvornår er der nogen, der tør anerkende at også Fogh Rasmussen var en katastrofe godt bakket op af Thomas Larsen fra Berlingske m. Ffl.?

Judith Kaastrup. Fuldstændig enig. Han bør være en afsluttet parentes i dansk politik...

Det har jeg ment i årevis, at det var en skrøne skabt af borgerlig grådighed at Løkke sku være en god politisk håndværker. Hvornår er der nogen, der tør anerkende at også Fogh Rasmussen var en katastrofe godt bakket op af Thomas Larsen fra Berlingske m. Ffl.?

Jamen Lykketoft er god til at skille snot fra skæg. - det siger jeg som absolut ikke-socialdemokrat...

Enig med Lykketoft. Løkke vender 180 gr. Hver gang det passer ind i han personlige agenda. Mig mig mig og mig alene igen er det vigtigste i hans politiske liv. Løsgænger utroligt en eks.statsminister vil synke så lavt. Og nyt parti, nej tak hvis Stefani Lohse vælges til næstformand, får venstre ro på og kan genopstå og på sigt måske blive et mere samlet parti. Men det vil tage tid. Støjberg og Løkke har ødelagt partiet Venstre. Men fint så kan Mette Frederiksen beholde magten rigtig længe.

Lykketoft har helt ret. Og i lighed med USA, synes jeg også at Danmark er ved at blive splittet ubehageligt op i 2 fløje. For tiden er de sociale medier fyldt med meget hadefulde og svinske ytringer fra den borgerlige side.
Det ville sikkert være dæmpende, hvis der ikke kunne skrives anonymt. Som det er nu, piskes der en ond stemning op, som ikke er befordrende for et samarbejde på tværs af fløjene.

Trump spind. Lars løkke melder sig ud af venstre den 1. januar. Det er ikke en tilfældig dato,- det er nemlig mig de vil tale om og ikke statsministerens nytårstale.
Hvorfor er det ikke en tilfældig mandag han kommer med sin udmeldelse. Fordi det er velovervejet spind, at "spille" op ad statsministerens nytårstale. Ynkeligt indholdsløst spind.

Trump vil ikke vil ikke erkende sit nederlag, han vil bevare folks fokus.
Lars løkke "spiller op ad Mette Frederiksens nytårstale "så er der fokus på mig Lars Løkke" Den slags spind virker i USA, men bliver forhåbentlig gennemskuet i det meste af Danmark.

Jeg syntes at lykke giver danskere ,en chance til at være mere demokratisk,og yder partier ude fløjene mindre magt,han har vist sig som en mand der kan lave reformer der vil noget,godt der
Var lagt mange penge på kistebunden inden Mette kom til det kan hun være glad for,derfor. Derfor er lykke en helt danmark

Tja, hvis du tilhører den rige og velstillede del af Danmark, så kan du jo godt takke Løkke for en større del af kagen. Vi andre mere alm. mennesker kan kun "takke" ham for at have smadret Skat og politi m.m.

Du mener at Danmark blev rigere med Løkke og Fogh ved roret?
Den fortolkning trænger nok til mindre justering.
Gennem 00-erne holdt Danmark et forbrugergilde for lånte midler i et omfang, der ikke er set tidligere i Danmarkshistorien.
Gennem en række statsligt orkestrerede tiltag, med afdragsfrie lån og nedsatte soliditetskrav til bankernes udlånsomfang, pressedes boligpriserne og grundværdierne langt ud over et bærbart niveau, og folk tjente millioner på i spekulationsøjemed at købe ejendomme, de ikke behøvede at afdrage på, for så på få år at score skattefrie milliongevinster ved videresalg, og jordbesiddere blev af finanssektoren voldsomt stimuleret til at "nyttiggøre" værdistigningerne på jorden på op til en faktor 4 ved investeringer i schweitzerfranck for lånte midler.
Danmark opnåede i den periode en meget tvivlsom position som OECD's suverænt mest privatbelånte samfund, folk levede i luksus på lån, sælgere af fast ejendom blev millionærer med røven plantet i sofaen, medens køberne kom til at sidde i hus til halsen, og rigdommen voksede for velstillede borger i hovedstadsområdet, medens yderområderne ikke mærkede store forbedringer.
Og så kom FINANSKRISEN.
For medens de oppustede værdier i fast ejendom tabte pusten i stærkt tempo forblev lånebyrden intakt uden at der længere var sikkerheder til stede, og staten trådte til med aktionærstøtte med bankpakke 2). Foghs pengeoppustede eventyr viste, at det var en overklassefest for en belåning i et omfang, der helt udklasserede statslånene i Ankers tid.
Konsekvenserne i Danmark var langt alvorligere end i vore nabolande, Fogh suste ud af bagdøren til Nato, og Løkkes "sunde fornuft" tilsagde, at nu måtte under Danmark træde og betale regningen. Det skete med en sparepolitik på dagpenge, beskåret efterløn, stramninger for kontanthjælpsmodtagere, og i en periode omstillingspuljefadæsen, for i en ledighedsperiode at øge arbejdsudbuddet?!, medens skattelettelser for rigeste i samfundet lige skulle stimulere beskæftigelsen, konsolidere de gevinster de blev opnået forud, og fastholde den tilstand, at kapitalejere selv kunne bestemme, hvad de måtte gide at betale i skat. Dette blev opnået gennem invalidering af skatteligningen i 00-erne, og en uforhindret adgang til brug af skattely.
I 90'erne gennemførtes ekspansionen af økonomien gennem en finanspolitisk ekspansion, med den virkning at ledigheden faldt fra 300.000 til 100.000, statsgældens andel af BNP faldt fra 60% til 0%. Denne stimulering var regulært fuldt ud bærbar.
Under Danmarkshistoriens ringeste regeringsledelse under Fogh i 00-erne og Løkke senere, kørte Danmark helt af sporet og efterfølgende lod man under Danmark betale den arbejdsfrie forbrugsfest, som over Danmark nød i 00-erne. Der er intet andet ord end bedrageri der dækker ideen om ansvarlig borgerlig politik efter årtusindskiftet.
Historien vil fælde en voldsom dom over den jammerlige "mig selv nok"-æra under Fogh og Løkke.

Der skulle om statsgældens andel af BNP stå: fra 60% il 40%. Sorry

Super god beskrivelse af en falleret-trumph agtig blå blok....de viser virkelig deres anti demokratiske væsen--.

Løkkes mest skadelige politiske beslutning var, da han i 2018 fik gennemført Lov 38 om indsatsen mod parallelsamfund. For det FØRSTE knæsatte han dermed diskrimination som politisk projekt. Loven gør beboere i boligområder med mere end 50% indvandrere fra ikke vestlige lande til anden-rangs-borgere i Danmark. Som følge af loven mistede beboerne i de såkaldte "ghettoer" den opsigelsesbeskyttelse, som alle andre lejere har. For det ANDET indførte han med loven ordet "ghetto" i dansk lovgivning. Ordet er et hadefuldt begreb med lange rødder i den europæiske antisemitisme. Ordet blev oprindeligt brugt i Venedig til at betegne et område, hvor man spærrede jøderne inde om natten for at de ikke skulle blande sig med den øvrige befolkning. I mellemkrigstiden brugte nazisterne ordet til at betegne de områder i de polske byer, hvor man samlede jøderne inden de blev sendt videre til gaskamrene i Auschwitz. I efterkrigstiden blev ordet brugt i USA og Sydafrika om de områder, hvor den sorte befolkning boede og indgik dermed i den racistiske undertrykkelsespolitik i de to lande.
At Løkke gjorde dette ord til en del af dansk lovgivning er en skandale. Men det er også en skandale, at Socialdemokratiet har fortsat Løkkes diskriminatoriske politik.

Annonce