Kommentatorer skeptiske om tidligere LA-profilers nye parti

Der er rigeligt partier i blå blok, som tilbyder næsten den samme politik, partistifter mangler troværdighed og det nye parti mangler profiler, lyder dommen.
Endnu et politisk parti så dagens lys torsdag.

Partiet Fremad, som er stiftet af de to tidligere medlemmer af Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christine Egelund, levnes dog ikke mange muligheder for succes, vurderer flere af landets politiske kommentatorer, lederskribbenter og eksperter samstemmende.

Der er nemlig i forvejen mange partier i blå blok, som tilbyder næsten den samme politik, partistifteren mangler troværdighed og så mangler partiet profiler, vurderer de.

Intet er umuligt, men chancen for succes er lille, konstaterer DR’s politiske analytiker Jens Ringberg.

”Slet ikke i et land med en spærregrænse på blot to procent af stemmerne ved valget til det lokale parlament – lavere end flere af vores nabolande. Og et land, hvor meget store vælgergrupper flytter sig mellem valgene… og først bestemmer sig i de sidste timer, før krydset skal sættes,” skriver han i en analyser og fortsætter.

”Det er bare ikke en overvældende stor chance,” vurderer han og hæfter sig ved, at der i forvejen er mange partier, der bejler til de liberale vælgere – både på den ene og den anden side af midten.

Han mener desuden, at Fremads to frontfigurer mangler ”folkelig gennemslagskraft”. Begge partistiftere fik under 3.000 stemmer ved seneste folketingsvalg.

Udstiller blå bloks uenighed

Børsens politiske kommentator Helle Ib er også skeptisk. I en analyse kalder hun det nye parti et skrøbeligt projekt.

”Der er næppe tvivl om, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund vil have en vis vælgerappel, når de taler om, at de nationalkonservative strømninger og symbolpolitiske markeringer har grebet for meget om sig i dansk politik – og at der er brug for mere helhjertet opbakning til EU-samarbejdet.” skriver hun, men skynder sig dog at konkludere at den vælgerappel kan være begrænset.

”Det er tvivlsomt, om korrektionen til andre borgerlige partier i sig selv vil kunne bære et helt nyt parti i flokken,” skriver hun.

Den store taber i alt det her, vil dog være Venstres statsministerkandidat Jakob Ellemann-Jensen, lyder hendes vurdering. For udover risikoen for stemmespild, så vil endnu et parti kun gøre indtrykket af en splittet borgerlig blok endnu mere udtalt.

”Virkede blå blok splittet ved seneste valg, kan billedet af rod og urealistiske krav blive yderligere forstærket med et nyt parti,” vurderer hun.

En politisk konkursrytter

På den store borgerlige avis Berlingske mener en lederskribent, at projektet er sympatisk, men at partiet overordnet er overflødigt, fordi partiets mærkesager allerede dækkes af allerede eksisterende partier, og så at den ene af partistifterne ”mangler troværdighed”.

”Det er Simon Emil Ammitzbøll-Billes fjerde parti. Vejen er gået fra de Radikale over Borgerligt Centrum og Liberal Alliance til Fremad.

Point for ambitionerne, men troværdigheden har det ikke godt, når man efterhånden ligner en politisk konkursrytter. Der er intet at sige til, at også vælgerne adopterer den flygtige adfærd og bliver både mere illoyale og rådvilde i jagten på et borgerligt ståsted,” skriver skribenten.

Også her frygter man borgerligt stemmespild.

”Tillykke til Mette Frederiksen med endnu et borgerligt parti og dermed gode udsigter til et stemmespild, der sandsynligvis kan placere hende sikkert på statsministerposten.”

Kan man stole på landets mest ihærdige partihopper?

Heller ikke TV2’s politiske redaktør Troels Mylenberg levner de store chancer til Fremad.

”Nok er succeskriteriet ikke mange mandater eller masser af politisk indflydelse, men alene at blive valgt ved næste folketingsvalg, og det kan da også blive svært nok,” skriver han i en analyse, hvor han også sætter spørgsmålstegn ved partistifterens mange partihop.

”Projektets succes (står og falder) altså især med Simon Emil Ammitzbøll-Billes personlige troværdighed. Kan man stole på en mand, der nu er folkevalgt for sit fjerde parti?” lyder hans retoriske spørgsmål, som han selv besvarer:

”Ingen skal dømmes ude på forhånd, alt kan ske i politik. Men vejen er lang og stenet, selv for den mest trænede partihopper, dansk politik endnu har set.”

TV2's jounalist Hans Redder tweetede i øvrigt det her klip fra pressemødet hvor Simon Emil Ammitzbøll, som han hed dengang, præsenterede Borgerligt Centrum

placeholder

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Går ud fra det nye parti Fremad’s stifter, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, nu sidder i Folketinget som repræsentant for sit nye parti - uden at skulle have samlet omkring 20.000 underskrifter ind, som synes det er en god ide partiet Fremad opstiller til folketingsvalg.
Hvordan er reglerne etc. omkring finansiel støtte til et nyt parti opstået omkring en enkelt mand, som er valgt ind for et helt andet parti? Og hvordan er reglerne ved næste folketingsvalg, hvis Fremad stiller op; -skal Fremad indsamle omkring 20.000 underskrifter for at stille op eller kan partiet bare stille op som “tidligere” valgt? Og hvis partiet så ikke opnår valg næste gang; -kan partiet Fremad så indsamle ‘nederlagsstøtte’ et par år, ligesom Stram Kurs mfl. er berettigede til efter det sidste folketingsvalg?

Annonce