Annonce

Medie: Poul Madsen har selv fortalt, at han blev fyret som chefredaktør

Poul Madsen afviser: Bestyrelsesformanden og jeg blev enige om, at jeg stopper på Ekstra Bladet
Poul Madsen blev - ifølge seks centrale kilder, som det nye netmedie, Frihedsbrevet, har talt med - fyret som chefredaktør på Ekstra Bladet. Mere end én af de seks kilder har “det fra Poul Madsens egen mund”.

Fyringen blev - ifølge Frihedsbrevets kilder - eksekveret af formanden for JP/Politikens Hus’ bestyrelse, Lars Munch, under en samtale mellem Poul Madsen og ham i Kikhavn i Nordsjælland søndag den 28. februar.

Frihedsbrevet er desuden i besiddelse af et stykke dokumentation, hvor Poul Madsen beskriver, at Lars Munch bad ham om at gå.

Den officielle version, som Poul Madsen turnerede med først i marts, er, at han selv valgte at stoppe som chefredaktør, for at have mere tid til familien - en ny yngre kone og nyfødte Frieda:

Nu vil jeg være Friedas far og Helenes mand

“Jeg står et helt nyt overraskende sted i mit liv, hvor jeg tidligere havde besluttet, at jeg var Ekstra Bladet. Nu vil jeg være Friedas far og Helenes mand,” forklarede han til Ekstra Bladet, der breakede historien 10. marts.

Strand-samtale med bestyrelsesformanden

Poul Madsen bekræfter over for Frihedsbrevet - og nævner det også i et opslag på Facebook - at han ganske rigtigt havde en samtale med bestyrelsesformand Lars Munch i Kikhavn - hvor Poul Madsen har sommerhus - søndag den 28. februar.

Men Poul Madsen afviser, at han blev fyret. Sandheden - ifølge Poul Madsen - er i stedet, at han og Lars Munch under samtalen, der foregik på den nybagte far, 58-årige Poul Madsens sidste barselsdag, blev enige om, at det nu var tid til, at han, Poul Madsen, stoppede som chefredaktør på Ekstra Bladet:

Under den samtale bliver Lars og jeg enige om, at det er tid til, at jeg skal stoppe

“Jeg har en samtale med Lars den sidste dag i min barsel, hvor han kommer op til mig i mit sommerhus. Under den samtale bliver Lars og jeg enige om, at det er tid til, at jeg skal stoppe,” siger Poul Madsen til Frihedsbrevet og tilføjer:

“Der er kun to mennesker, der ved, hvad den samtale gik ud på. Det er mig og Lars, og hvad andre mener og synes, at de ved, det må du tale med dem om.”

“Forkert at påstå, at jeg blev fyret”

Senere i en sms til Frihedsbrevet uddyber Poul Madsen:

“Jeg har fortalt Ekstra Bladets chefredaktion Ole Sloth, Kristoffer Eriksen og Pernille Holbøll i fortrolighed, hvad der skete søndag 28. februar. Derudover har jeg fortalt det til ganske få personlige venner.

Forløbet var, som jeg hele tiden har beskrevet, at Lars Munch og jeg talte sammen om min fremtid og blev enige om, at jeg stoppede. Ingen andre end jeg og Lars er til stede, så Frihedsbrevets såkaldte centrale kilder ved af gode grunde ikke, hvad der skete.

Det er forkert at påstå, at jeg blev fyret.” 

Lars Munch støtter Poul Madsens version:

“Poul Madsen ønskede at fratræde, og det meddelte han i talrige interviews, efter at jeg havde indgået aftalen med ham, og mere har jeg ikke at sige til det,” siger Munch til Frihedsbrevet.

Poul Madsen skriver i et opslag på Facebook om Frihedsbrevets omtale af hans afgang på Ekstra Bladet:

“De er åbenbart også i gang med en historie om at jeg blev fyret fra  Ekstra Bladet. Det er forkert og mildest talt dumt, hvis Frihedsbrevet udkommer med en forkert historie første gang.”

Om samtalen mellem ham og Lars Munch, skriver Poul Madsen:

kunne jeg mærke, at jeg for første gang havde lyst til at stoppe

“Vi gik en skøn tur ved vandet og da vi nåede op til Knud Rasmussens varde, kunne jeg mærke, at jeg for første gang havde lyst til at stoppe. Jeg var lige blevet far igen og et nyt liv stod foran mig. Derfor blev Lars og jeg enige om at jeg stoppede og jeg ville gerne have det gik hurtigt, så jeg kunne komme i gang med mit nye liv.” 

placeholder

 

Journalistisk chefredaktør på Frihedsbrevet

Det hører med til historien, at en af de tre daværende chefredaktører på Ekstra Bladet, som Poul Madsen oplyser at have givet en fortrolig orientering om “hvad der skete søndag den 28. februar”, er Kristoffer Eriksen.

Eriksen er nu journalistisk chefredaktør på netop Frihedsbrevet.

Netavisen Pio har spurgt Poul Madsen, om det er hans indtryk, at Kristoffer Eriksen er kilde til Frihedsbrevets artikel - og også om Poul Madsen mener, at Kristoffer Eriksen så har refereret forkert om den fortrolige samtale han havde med Poul Madsen. Men Poul Madsen er ikke snakkesalig:

Nu må hele interessen for min fratrædelse dø

“Jeg har ikke flere kommentarer til den her sag. Nu må hele interessen for min fratrædelse dø. Så jeg siger ikke mere, end jeg har skrevet på Facebook - og sagt hidtil.”  

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvorfor skal sagen om Poul Madsens "fyrring" dø?? der er sikkert mange i den brede offentlighed som er meget interesseret i hvad det er den rigtige sandhed , måske skulle en ekstra blads journalist "grave" i den sag!

Hvis Poul Madsen skulle sige undskyld for alle de dårlige beslutninger og løgne, han har lagt navn og avis til, så kommer vi til at trækkes med ham i 100 år mere.

Nu vil jeg være Friedas far og Helenes mand.

Tænk hvis Poul Madsen var blevet chefredaktør for Ekstrabladet tyve år efter ovenstående begivenhed.

Tænk hvilket Danmark vi så kunne have haft?

Et Ekstrabladet hvor børn og kvinder spiller en positiv rolle. Og faderskabet!

Hvor ville Danmark og dansk journalistik så ikke have befundet sig.

Tæt på virkelighed. Og ikke alt forlorenheden som skæpper i i Ekstrakassen.

Tænk hvilket seriøst og reelt Danmark vi ville have set.

Men den slags kan man selvfølgelig ikke have i Ekstrabladet.

Hvad kunne det ikke medføre af artikler fra det virkelige Danmark.