Annonce

Ny rapport: Mere end hvert tredje medlem i ungdomspolitik har oplevet krænkelser

Formanden for foreningen, der har bestilt undersøgelsen, er i chok: “De tal, vi ser, er alt for høje. Hver en grænseoverskridende oplevelse er én for meget.”
Unge, der engagerer sig i ungdomspolitik, oplever et helt særligt fællesskab, som de fleste trives i. Dog trives kvindelige medlemmer og minoritetsgrupper signifikant dårligere end resten, og der er udbredte problemer med grænseoverskridende og krænkende adfærd på tværs af ungdomsorganisationerne.

Det viser en undersøgelse blandt 11 politiske ungdomsorganisationer, som Sex & Samfund og Børns Vilkår har lavet for Dansk Ungdoms Fællesråd.

Undersøgelsen, som består af 1.169 besvarelser af et spørgeskema og i alt 22 kvalitative interviews, er bestilt af Dansk Ungdoms Fællesråd i samarbejde med de politiske ungdomsorganisationer for at få anbefalinger til det videre trivselsarbejde og for at få indblik i omfanget af blandt andet krænkelser og overgreb.

I undersøgelsen angiver 35 procent af respondenterne, at de har oplevet mindst én seksuel grænseoverskridelse eller krænkelse i løbet af de sidste to år, og 38 procent har oplevet udelukkelse fra samværet, nedgørelse, forskelsbehandling eller diskrimination.

Vores foreningsliv skal være et trygt sted at være

“Jeg er chokeret over de tal og beretninger, der er i denne undersøgelse. De tal, vi ser, er alt, alt, alt for høje. Hver en grænseoverskridende oplevelse er én for meget. Vores foreningsliv skal være et trygt sted at være,” siger formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd, Chris Preuss, til Netavisen Pio.

Bange for at sige noget

Krænkelserne sker ikke, fordi der mangler retningslinjer på området. 77 procent af medlemmerne siger i undersøgelsen, at de kender til retningslinjer for, hvordan man omgås hinanden i deres ungdomsorganisation på nationalt plan.

Alligevel er det de færreste af medlemmerne, der er gået til ledelsen, når de har oplevet noget grænseoverskridende. Kun 33 procent svarer ja til, at de fortalte ledelsen om det, da de oplevede en seksuel grænseoverskridelse eller krænkelse. Flere angiver, at de har været bange for at sige noget, fordi de for eksempel var nye, eller fordi ledelsen selv var involveret eller kendte de involverede.

“Der ligger en kæmpe opgave i at sikre sig, at medlemmerne er trygge ved at stå frem. Det er også derfor, at en af anbefalingerne til DUF er, at vi skal oprette en whistleblowerordning, så man anonymt kan henvende sig til et eksternt firma, som så kan gennemgå sagen og forelægge den for ledelsen i anonymiseret form, så vi sikrer, at der er et sted at henvende sig, hvis ikke man føler, at man kan eller vil gå til sin egen ledelse,” lyder det fra Chris Preuss.

En kæmpe opgave i at sikre sig, at medlemmerne er trygge

De yngste medlemmer er særligt udsatte

Særligt medlemmer i alderen 13-17 år er udsatte, når det kommer til grænseoverskridende oplevelser.

I den alder introduceres mange til alkohol og fester for første gang, og i ungdomspartierne sker det i et fællesskab, hvor relationerne er vigtige for at opnå politisk popularitet og indflydelse, og hvor der samtidig er et stort aldersspænd blandt medlemmerne.

“Sex & Samfund og Børns Vilkår har leveret noget rigtig godt vejledningsmateriale, som ungdomspartierne kan bruge i arbejdet med deres interne kultur. Noget af det, materialet peger på i forhold til, er, at der mangler alkoholfrie alternativer til sociale arrangementer. Så det er klart noget, jeg forventer, at ungdomspartierne kommer til at kigge på,” siger Chris Preuss.

Det er klart noget, jeg forventer, at ungdomspartierne kommer til at kigge på

Opretter ny lederuddannelse

Som en del af rapportens anbefalinger foreslår Sex & Samfund og Børns Vilkår, at Dansk Ungdoms Fællesråd blandt andet stiller en relevant lederuddannelse til rådighed.

“Den nye lederuddannelse har fokus på, hvordan man konkret håndterer nogle af de her forfærdelige sager. Det er vi allerede nu i gang med at etablere, og den bliver afholdt lige efter sommerferien. Og jeg er glad for, at alle ungdomspartierne har sagt i deres fælles erklæring, at de har tænkt sig at deltage for at blive klædt på til, hvordan man i endnu højere grad håndterer det, og den vej rundt også gerne skulle gøre det mere trygt at stå frem som medlem, hvis man har oplevet noget grænseoverskridende,” lyder det fra Chris Preuss.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Klynke generationen...