“Nostalgi er ikke mere, hvad den har været,” kaldte den franske skuespillerinde Simone Signoret erindringerne, hvilket også kan være titlen, når De Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, en dag skal skrive sine af slagsen.

I hvert fald har Sofie Carsten Nielsen, samtidig med Poul Schlüters bortgang, sat sig for at genoplive hans konservative regeringsperiode i 1980’erne. Dengang hvor De Radikale dikterede, hvem der skulle være statsminister og vejen hertil gik gennem midterpartierne i dansk politik, som - foruden partiet selv - bestod af Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti.

I sidste uge åbnede Sofie Carsten Nielsen for at pege på De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, som statsminister. Hvis ellers “politikken er den rigtige,” som gruppeformanden forklarede. Og i denne uge er det så Liberal Alliance, den radikale gruppeformand ser som en kommende regeringspartner.

“Jeg kan godt se det for mig,” fortæller Sofie Carsten i et dobbeltinterview i Politiken med Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh (han kvitterer på sin side ved at kalde hende kvinden, der kan "lukke hullet" på midten af dansk politik.)

That’s not an option.

“Det synes jeg også, jeg har gjort klart. Men det vil afhænge af, hvad det er. Hvad det er for en vision for Danmark for fremtiden. Vi kan jo ikke være med i noget, hvor vi skal fortsætte Støjberg-linjen. That’s not an option. Men noget, der er grønt, peger fremad, er reformorienteret, vil sætte skolen reelt fri – det kan jeg sagtens se for mig. I mange forskellige kombinationer.”

Løkke lokker

Hvilket også går igen i Lars Løkke Rasmussens langstrakte stiftelse af partiet Moderaterne, som onsdag fik godkendt partinavnet af Indenrigsministeriet og nu kan gå i gang med at indsamle vælgererklæringer. Tanken om en ny storhedstid for den politiske midte som ellers døde med Anders Fogh Rasmussens (V) valgsejr i 2001 og det såkaldte politiske systemskifte. Skiftet der brød det mønster, som ellers havde karakteriseret det politiske liv i hele det sidste århundrede: Nemlig at det netop var Det Radikale Venstre, der altid var udslagsgivende for, hvem der skulle danne regering.

"Et moderat parti, der kan fryse stillingskrigen mellem rød og blå blok op,” beskrev Lars Løkke Rasmussen Moderaterne på grundlovsdag, da han navngav partiet.

“Et moderat parti, der forstår sådan for alvor, at stilstand i en verden, der bevæger sig fremad, er lig med tilbagegang. Et moderat parti, der tør tage de svære diskussioner og ikke lader sig styre af den øjeblikkelige folkestemning."

Kannibalvalget

Politiske kommentatorer dog været hurtige til at påpege, at der er en verden til forskel mellem 2021 og 1982. Det år hvor den daværende radikale gruppeformand, Niels Helveg Petersen, i frustration over mange års forsøg på at få Socialdemokratiet til at føre, hvad han mente var den nødvendige økonomiske politik, besluttede at skifte side.

I 1982 var  den afgørende skillelinje i dansk politik netop den økonomiske politik, og de borgerlige partier, herunder De Radikale, var et langt stykke af vejen enige om denne. Omend Fremskridtspartiets manglende støtte i 1983 til finansloven resulterede i det efterfølgende såkaldte Kannibalvalg, hvor De Konservative åd de andre borgerlige partiers vælgere.

Hvilket gjorde, at De Radikale var villige til at se gennem fingre med Poul Schlüters rets- og ikke mindst sikkerheds- og udenrigspolitik. Det var i de år, hvor den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ( V) af samme grund kunne tage nonchalant på sine i alt 80 næser, som det alternative sikkerhedspolitiske flertal tildelte ham i forbindelse med fodnotepolitikken. “Hædersnæser,” som Uffe Ellemann-Jensen har kaldt dem.

Men i 2021 er den afgørende skillelinje i dansk politik udlændingepolitikken, og her befinder De Radikale sig ikke bare til venstre for midten. Partiet står et stykke fra denne.

Grundliberalt, eller borgerlig, om man vil

Det er da også sigende, at Sofie Carsten Nielsen i sine interviews ikke kommer med nogen løsning på denne cirklens kvadratur. I stedet snakker den radikale gruppeformand om, at hun jo ikke “nødvendigvis” får en strammere udlændingepolitik. Og at det for mange er “grundliberalt, eller borgerlig, om man vil,” at man har lov til at gifte sig med, hvem man vil, og bo i sit eget land, hvis man ellers kan forsørge sig selv.

Tomme trusler

De Radikales problem er, at Sofie Carsten Nielsen, og før hende Morten Østergaards, trusler som at fjerne støtten til regeringen virker - og har virket - urealistisk. Med mindre støttepartiet netop kan pege på et realistisk alternativ.

En trussel er kun noget værd, hvis den truede tror på den. Den var den lære, som Enhedslisten drog af årene med med Thorning-regeringen, og som resulterede i de efterfølgende røde linjer og krav om et forståelsespapir efter folketingsvalget i 2019.

Når Johanne Schmidt & Co. sad i Struenseeværelset i Finansministeriet, troede regeringen aldrig på, at de turde vælte den. Ikke når det kom til stykket. Thorning-regeringen følte sig aldrig tvunget til at måtte bøje sig for at finde et kompromis.

Men det er ikke nok at stille krav og trække røde - eller for De Radikales tilfælde blå - linjer. Disse skal også kunne forstås af vælgerne og må ikke komme som en overraskelse. Ellers er de heller ikke troværdige.

Spørgsmålet er, hvor troværdige Sofie Carstens Nielsens trusler er. Når det kommer til stykket.