Kom i fængsel og se pornofilm

De indsatte i Vestre Fængsel, i København, kan både se pornofilm og al-Jazeera. "Det virker helt ved siden af," lyder det fra DF, men S afviser "detailstyring."
Når de indsatte i Vestre Fængsel, i København, skal slappe af, har de adgang til hele 24 kanaler med fjernbetjeningen.

Og ikke bare det.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) oplyser således til Folketingets retsudvalg, at ud over blandt andet TV 2 Lorry, al-Jazeera og Discovery HD, så har de indsatte også adgang til porno-kanalerne Hustler Blue og Hustler HD. Førstnævnte tv-kanal tilbyder seerne såkaldt hardcore porno, hvorimod Hustler Blue tilbyder softcore.

Vestre Fængsel er med sine 506 pladser Danmarks største arresthus. Institution Københavns Fængsler, som Vestre Fængsel hører under, har 7000 indsættelser hvert år. Langt de fleste indsatte er varetægtsfængslede, som venter på at få behandlet deres sag i retten.

DF frygter radikalisering

I dag kritiserer Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, ikke mindst de indsattes adgang til at se nyheds-tv-stationen al-Jazeera, der sender 24 timer i døgnet på arabisk og når omkring 35 millioner seere over hele verden via satellit fra emiratet Qatar.

"Det hænger bare ikke sammen, at indsatte skal kunne hente information fra en tv-station, som bestemt ikke fremmer danske værdier," siger Peter Skaarup til Netavisen Pio.

Dansk Folkepartis foreslog i 2010 at forbyde såvel al-Jazeera og al-Arabiya. Sidstnævnte tv-kanal sender fra Middle East Broadcasting Center (MBC) i Dubai, der blev grundlagt i 1991, og som især finansieres fra Saudi-Arabien.

Fortsætte deres liv med radikale tv-kanaler og sågar pornokanaler

"I et fængsel skal man ikke kunne radikales på nogen måde," siger Dansk Folkepartis retsordfører.

"Det giver vi desværre mulighed for her. Det er dybt, dybt beklageligt. Jeg synes ikke, de indsatte skal fortsætte deres liv med radikale tv-kanaler og sågar pornokanaler. Det virker helt ved siden af."

S afviser detailstyring

Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, afviser dog at blande sig i, hvad de indsatte må se. Ifølge Nick Hækkerup er Kriminalforsorgen i gang med at gennemføre et udbud af tv-pakker, der omfatter levering af tvpakker til dens matrikler, herunder fængsler og arresthuse.

“Der er mange ting, som jeg synes, at jeg skal blande mig i som folketingsmedlem," siger Jeppe Bruus til Netavisen Pio.

"Men at sidde og regulere, hvilke kanaler man har adgang til i fængslet, forestiller jeg mig ikke, at jeg skal blande mig i. Det vil være en detailstyring.” 

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Virkelig afslørende for politikernes niveau og, hvad de engagerer sig i. Kan vi ikke finde nogen med proportionssans?

Jeg synes, det er meget værre, at de indsatte må styrketræne.
Det eneste rigtige er at fjerne muligheder for hver gang en indsat vender tilbage. Og det kunne da godt være færre tv-kanaler anden gang f.eks. Og ingen brug af vægte (synes principielt det er vildt at de kan gøre sig fysisk stærke i et fængsel, så hellere kun yoga og tai chi).
Det fungerer ikke, når Kriminalforsorgen bare lade en indsats straf værre som sidste gang. Det mener jeg godt, at folketinget, der jo betaler, kan beslutte.

Når man er i fængsel er der nogle ting man må give afkald på.

Manglende adgang til pornofilm og al-Jazeera påvirker næppe resocialiseringen.

DF er dybt til grin - igen igen. Det næste bliver at de kræver at fængselspersonalet hver aften tjekker, at de indsatte sover med hænderne over dynen.

Fængslets personale har et stort ønske om at få fred for fangerne, hvis personalet selv kunne bestemme ville hash være gratis sammen med sovemedicin i fængslerne, sammen med lange kedelige foredrag om komplet ligegyldige ting.

Annonce