Annonce

500 millioner til øget cybersikkerhed og Fock springer ud

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Nu kan barer, cafeer og restauranter søge støtte fra sommer- og erhvervspakken, som blandt andet skal styrke turisterhvervene herhjemme i kølvandet på vinterens og forårets nedlukning.

Bredt forlig afsætter 500 millioner kroner til forbedring af cybersikkerheden i Danmark. Og danske statsborgeres ægtefæller udgør ikke noget integrationsproblem for Danmark, fastslår udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye under et samråd - uden at han dog af den grund vil lempe på reglerne for familiesammenføring.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Nu åbner særlig pulje til restauranter, cafeer og barer

Puljen er en del af sommer- og erhvervspakken, der blandt andet skal styrke turismeerhvervet i Danmark. Med puljen vil en restaurant, café eller bar kunne søge op til 35.000 kroner til aktiviteter, som skal hjælpe med at få flere gæster f.eks. gennem nye madtilbud og arrangementer.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Man kan søge puljen gennem Erhvervsstyrelsen til og med den 21. juli 2021. Støtten kan både bruges til sommerarrangementer og til events, som rækker ind i resten af året.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S):

”Regeringen har gennem hele coronakrisen arbejdet for at holde hånden under danske virksomheder og arbejdspladser. Derfor er jeg også glad for, at vi nu kan være med til at give en ekstra mulighed, der peger fremad til de danske restauranter, cafeer og barer, der har været særlig hårdt ramt af krisen. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad de enkelte erhvervsdrivende kan finde på af initiativer, men jeg håber, at rigtig mange vil gøre brug af puljen. Danmark er både et skønt ferieland og en gastronomisk metropol, og puljen understøtter begge styrker på en og samme tid.”

Sommer- og erhvervspakken skal hjælpe de hårdt ramte sektorer og samtidig skabe gode ferieoplevelser for gæsterne.

 I alt er der afsat 1,6 milliarder kroner, og du kan læse mere om de enkelte initiativer her 

 

Bredt forlig afsætter 500 mio. kr. til forbedret cybersikkerhed

S-regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance har indgået en aftale om at styrke Danmarks cyberforsvar. Aftalen udmønter 500 mio. kr. fra indeværende forsvarsforlig.

Cybertruslen udvikler sig enormt hurtigt og alvorligt i disse år, og derfor er partierne enige om, at der frem mod 2023 skal investeres i Danmarks evne til at opdage, advare om og beskytte mod cyberangreb - samt til øget rådgivning og støtte. Det indebærer en markant styrkelse af Center for Cybersikkerhed samt en opprioritering af uddannelse, forskning og vidensdeling på cyberområdet.

Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder også, at Forsvarsministeriets område skal beskyttes bedre i cyberspace. Samtidig skal Forsvarets evne til at udføre militære cyberoperationer styrkes yderligere.

Cyber-værnepligten, som har kørt som forsøgsordning de seneste år, gøres permanent som led i en styrkelse af uddannelse og forskning inden for cyberområdet. Der etableres samtidig et cyber-hjemmeværn, der kan styrke beredskabet og trække på borgere og civilsamfundets it-kompetencer.

Den politiske aftale lægger desuden vægt på, at der skal  investeres i uddannelsesmuligheder og cyber-arbejdspladser i både Øst- og Vestdanmark. Investeringer som følge af aftalen skal desuden have både civil og forsvarsmæssig nytte.

For at kunne evaluere og styrke CFCS’ virke med særligt fokus på at øge den samlede indsats over for den private sektor igangsættes en analyse af CFCS’ forankring under Forsvarets Efterretningstjeneste, herunder fordele og ulemper ved at lægge en del af virksomhedsindsatsen i en civil enhed på Forsvarsministeriets område. Analysen skal foreligge inden sommeren 2022.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) understreger, at cyberangreb har store konsekvenser: 

”Cybertruslen mod Danmark er meget høj. Hver eneste dag bliver vores myndigheder, virksomheder og borgere udsat for angreb eller forsøg på angreb. Det har store konsekvenserne for Danmark. Både for vores sikkerhed og demokrati – og for vores økonomi.”

Forsvarsministeren føjer til, at Danmark fremover kommer til at investere endnu i cyberområdet:

“Denne aftale er med til at beskytte os bedre mod cybertruslen, men vi kommer til at investere endnu mere fremover i cyberområdet, fordi truslen udvikler sig meget hurtig. Tak til alle partier for med denne aftale af bakke op om et styrket dansk cyberforsvar.”

 

Tesfaye: Danske statsborgeres ægtefæller udgør ikke noget integrationsproblem

Danske statsborgeres ægtefæller udgør ikke noget integrationsproblem for Danmark.

Sådan lød det fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) på et åbent samråd torsdag formiddag.

“Det er jo mønsterborgere (Danske statsborgeres ægtefæller, red). Så kunne man sige, lad os lempe reglerne. Men så ville jeg blive bekymret over, hvem der så kom hertil. Så er det måske ikke så meget mønsterborgere mere, lød det ifølge Ekstra Bladet fra Mattias Tesfaye.

Ministeren var ikke afvisende over for at kigge på, om der var regler eller praksis, der skulle justeres. Men han afviste fuldstændig, at der var en reform af området undervejs:

“Lad os få sagsbehandlingstiden ned. Lad os få åbenlyst skøre regler væk, men lad os holde fast i den stramme udlændingepolitik,” lød det fra ministeren.

Det var Andreas Steenberg, politisk ordfører i Radikale Venstre, der havde indkaldt til samrådet.

Han var ikke imponeret over ministerens svar. Ifølge ham er 93 procent af dem, der benytter sig af de danske regler om familiesammenføring, etniske danskere.

Derfor ønsker han at ændre reglerne for danske statsborgere, så de bliver mere simple, og stiller krav om, at man kan forsørge sig selv og sin ægtefælle.

“Det er ikke det såkaldte Stormellemøsten, der kommer hertil, hvis vi ændrer reglerne på den måde. Man taler om det, som om det er flygtningepolitik, men det er danske statsborgere, det handler om,” lød det fra Andreas Steenberg ifølge Ekstra Bladet.

 

Fock springer ud som selvstændig rådgiver

Tidligere leder af Alternativet Josephine Fock springer nu ud som selvstændig rådgiver.

Hun beskriver således på det sociale medie Linkedin, at hun blandt andet kan hjælpe virksomheder og organisationer med at trænge igennem med budskaberne til politikere og offentligheden:

“Jeg kan hjælpe jeres organisation med at professionalisere samarbejdet med bestyrelsen og det frivillige bagland, og jeg kan hjælpe jer med, hvordan I trænger igennem med jeres budskaber hos politikerne og sætter dagsorden i medierne. Derudover tilbyder jeg vejledning i forhandlingsteknik, moderation af konferencer og events som dirigent og konferencier, ligesom jeg tilbyder ledelsescoaching.”

Josephine Fock stoppede som leder af Alternativet november sidste år.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Man kan da godt undre sig over, at Josephine Fock ikke brugte alle de kvalifikationer, da hun var leder af Akternativet?