Annonce

Socialdemokratiske politikere: Henrik Dahl har ret!

“Lader vi stå til, så vil de konfrontatoriske kræfter langsomt få institutionaliseret mange af deres skøre identitetspolitiske idéer," lyder det fra to prominente socialdemokrater.
Liberal Alliances undervisningsordfører, Henrik Dahl, får nu støtte fra Socialdemokratiet i debatten om “overdreven aktivisme” og identitetspolitik i visse forskningsmiljøer på universiteterne.

I en kronik i Politiken skriver Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører, Bjørn Brandenborg, og partiets udlændinge- og integrationsordfører, Rasmus Stoklund, at mens den seneste tids debat har handlet om proces -  og om Folketingets vedtagelse af en erklæring om denne aktivisme, som Henrik Dahl var forslagsstiller til - så burde den handle om indhold.

3241 forskere har i et åbent brev i Politiken formuleret stor bekymring for forskningsfriheden efter vedtagelsen, som blandt andet betyder, at danske universiteter nu skal sikre, at ”politik ikke forklædes som videnskab”.

“Der er lommer i Danmark, hvor identitetspolitikken lever i bedste velgående og prøver at formere sig,” skriver Bjørn Brandenborg og Rasmus Stoklund og nævner, at institutlederen for Kunst og Kultur på Københavns Universitet i en mail til medarbejderne opfordrede de ansatte til fremadrettet at være opmærksomme på, hvordan de bedst muligt inkluderede binære og nonbinære transpersoner i undervisningen. Ligesom rektoren på det kongelige kunstakademi måtte stoppe flere eksempler på, at uddannelsesmiljøet havde vokset sig til et med for mange hjemmestrikkede teorier.

Blevet udråbt som den store skurk

“Liberal Alliances Henrik Dahl er af flere forskere og mange medier blevet udråbt som den store skurk,” skriver de.

“Men spørgsmålet er, om vi i løbet af et par år kommer til at takke Henrik Dahl for at have haft modet til kickstarte diskussionen om identitetspolitikkens rolle – inden den tog overhånd.”

placeholder

Moderate dele af centrumvenstre

Bjørn Brandenborg og Rasmus Stoklund henviser til, at Henrik Dahl i bogen "Den sociale konstruktion af uvirkeligheden" godt nok appellerer til borgerlige politikere om at “sige fra over for identitetspolitikkens angreb på oplysning, videnskab, frie tanker og sund fornuft.” Men ifølge de to socialdemokrater bør appellen i lige så høj grad gælde for “de moderate dele af centrumvenstre.”

Hvilket den socialdemokratiske EU-parlamentariker, Niels Fuglsang, er enig i.

"Der skal være plads til alle, men identitetspolitik må ikke betyde at et lille mindretal skal tyrannisere flertallet og udøve censur," skriver Niels Fuglsang på Twitter.

placeholder

Problemimport

I bogen kritiserer Henrik Dahl det lave faglige niveau, der har tilladt opvæksten af det, han betegner som “anti-liberal identitetspolitik” i uddannelsessystemet samt den slappe “Davos-borgerlighed”, der behandler politisk korrekthed som liberalismens HR-afdeling.

Identitetspolitik er afløseren for politisk korrekthed og er en del af det idekompleks, Henrik Dahl - med lån fra Kaare Dybvad (S) - kalder "problemimport" fra de amerikanske universiteter. Her har man længe renset ud i den fælles kulturarv, der ikke lever op til nutidens moralske standarder ved at vælte statuer.

Groft sagt er ideen i identitetspolitik, at vi frem for at være ligestillede borgere i Danmark i stedet er defineret af vores oplevelser som bærere af en særlig hudfarve, køn, seksualitet eller religion.

Det er da også særlig køns-, racisme- og migrationsforskningen som står for skud, og Henrik Dahl har kaldt forskningen for aktivistisk, pseudovidenskabelig og venstredrejet.

Bliver i dele af miljøet opløst

"Grænsen mellem politik og videnskab bliver i dele af miljøet opløst," har Henrik Dahl forklaret TV 2.

"Det samme gør grænsen mellem videnskab og nonsens."

Smilebåndet

Ifølge Bjørn Brandenborg og Rasmus Stoklund kan man “trække på smilebåndet af identitetspolitikken, når den tumler rundt ude på overdrevet.” Men risikoen er, at den ikke stopper her.

“Voksne mennesker bør være i stand til at vurdere ytringer i den sammenhæng, de er fremsat, og hvilken hensigt, der ligger bag,” skriver de to socialdemokrater.

“Alternativt vil dele af vores kulturarv langsomt blive udvisket, og vi vil få et ulideligt debatklima, hvor folk selvcensurerer de mest uskyldige udsagn af frygt for at blive ramt af de ekstreme woke-typers balstyriske vrede.

Deres skøre identitetspolitiske idéer

“Lader vi stå til, så vil de konfrontatoriske kræfter langsomt få institutionaliseret mange af deres skøre identitetspolitiske idéer. Først på universiteterne og seminarierne for siden at kræve dem udbredt til resten af den offentlige sektor og de steder i det private, hvor man bukker under for presset.”

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Tjah, Bjørn Brandenborg, Rasmus Stoklund & Henrik Dahl er vist et sæt politiske plattenslagere, som forhåbentlig kun er døgnfluer i dansk politik

Allan, er du sikker på, at du helt forstået det problem som artiklen handler om.

Der kan slet ikke være nogen tvivl om, at Henrik Dahl har fuldstændig ret i denne sag. Også selvom han er fra LA.

Dejligt at fremtrædende socialdemokrater er nået til samme erkendelse, hvor man for blot et årti eller 2 siden desværre med ret stor sikkerhed ville have skudt på budbringeren i stedet.

Du har ret, selv om Henrik Dahl jo politisk har bevæget sig fra det yderste venstre til nu det yderste højre, men derfor kan je,g godt bakke op om det meste af det han skriver og udtaler sig om.
Disse grupper som vælter statuer og kaster buster i havnen, kan man kun tage stor afstand fra, heldigvis har de endnu ikke indflydelse på hvad vi andre skal mene og fri os for det samfund de gerne vil have.