Annonce

Tidligere udenrigsminister lægger afstand til Henrik Dahl

“LGBT-bevægelsen bør ikke være velkommen i sportens og fodboldens verden,” mener Henrik Dahl. "Trist for borgerligheden," lyder det fra Anders Samuelsen.
Borgerlige politikere skal passe på, når de forsvarer det standpunkt, at sport og politik ikke skal blandes.

Sådan lyder advarslen fra tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) på Facebook.

Anders Samuelsens advarsel kommer i kølvandet på debatten om det europæiske fodboldforbund Uefas beslutning om at nægte Tyskland at oplyse fodboldstadionet Allianz Arena i byen München i regnbueflagets farver i forbindelse med EM-kampen mellem Tyskland og Ungarn.

Ifølge Anders Samuelsen blev Tysklands idé om at oplyse Allianz Arena i regnbueflagets farver ikke blot opfattet som generel støtte til kampen for lige seksuelle rettigheder, men også som en direkte kritik af Ungarns regerings angreb på homoseksuelle. Særligt fra dele af højrefløjen, mener den tidligere udenrigsminister:

Den klassiske metode er, at man finder nogle ekstremister

“Den klassiske metode er, at man finder nogle ekstremister, der i deres kampiver går til yderlighederne, og bruger dem som påskud til ikke at ville løfte en finger selv,” skriver Anders Samuelsen på Facebook - med tydelig adresse til sin partifælle Henrik Dahl, som tidligere har kaldt LGBT-bevægelsen for ekstremistisk.

“En aggressiv, hetzende, ekskluderende og antividenskabelig bevægelse som LGBT-bevægelsen bør ikke være velkommen i sportens og fodboldens verden,” skrev Henrik Dahl i et debatindlæg Jyllands-Posten 23. juni.

Henrik Dahl fortsatte:

At målet under ingen omstændigheder helliger midlerne

“Det er en skam, at det gode formål – som er at sikre, at seksuelle minoriteter skal behandles med respekt og have mulighed for at leve et værdigt liv i overensstemmelse med deres seksualitet – er blevet kapret af en ekstrem bevægelse. Formålet fejler ikke noget, og jeg støtter det. Men det gælder stadig, at målet under ingen omstændigheder helliger midlerne.”

“Trist for borgerligheden”

Men det er ifølge Anders Samuelsen “ikke andet end dovenskab, muligvis endda reel modvilje eller i visse tilfælde blot et desperat forsøg på at finde det ledige standpunkt”.

“Det er trist for borgerligheden - om den er konservativ eller liberal. For det undergraver tilliden til, at de borgerlige reelt står på fremtiden og frihedens side,” skriver Anders Samuelsen på Facebook.

Det undergraver tilliden til, at de borgerlige reelt står på fremtiden og frihedens side

Den tidligere udenrigsminister tror, at næste generation “gennemskuer dobbeltspillet og dermed tabes kampen for at præge fremtiden for det borgerlige Danmark”.

En ungdom, der ifølge Anders Samuelsen ellers aldrig har været “friere, mere frisindet, modig og mere selvstændigt tænkende”.

 

placeholder
 

 

Henrik Dahl har ingen kommentarer til Anders Samuelsens Facebook-opslag. Det skriver han i en sms til Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er da det værste vås Henrik Dahl har sagt endnu. Og han sidder i folketinget for et liberalt parti vor herre bevar os vel.

Jeg ved da ikke rigtigt om Henrik Dahl ikke har en lille pointe. For det første, er det da helt legalt ikke at bryde sig om homoseksuelle, præcis som mange ikke bryder sig om muslimer m. fl. Så længe man opfører sig ordentligt over for dem og behandler dem som alle andre, så kan jeg ikke se, at man skal kritiseres for sin holdning.
For det andet er der vel forskel på at kæmpe for sine rettigheder, og så gå skridtet videre og ligefrem reklamere for sin seksualitet. Jeg mener at LGBT får rigelig med omtale og reklame i Danmark, selv om de ikke i Dk. har problemer i forhold til den alm. dansker.

Javist der er ingen der beder Henrik Dahl om at elske LGBTQ+ - Men han vover sig ud på særdeles dybt vand med beskyldningen: “En aggressiv, hetzende, ekskluderende og antividenskabelig bevægelse som LGBT-bevægelsen bør ikke være velkommen i sportens og fodboldens verden,” skrev Henrik Dahl i et debatindlæg Jyllands-Posten 23. juni. Man kan let få det indtryk at han er ude på at score billige points i sommervarmen, den påstand virker unægtelig homofobisk. Gavner det højrefløjen?

"En undersøgelse fra Justitsministeriet viste i januar 2020, at mellem 1.600 og 2.700 personer mellem 16-74 år årligt udsættes for vold på grund af deres seksuelle orientering. Ifølge en dansk undersøgelse fra 2020 har 33 procent af homoseksuelle og biseksuelle og 56 procent af transkønnede oplevet at blive diskrimineret inden for det seneste år på grund af deres seksuelle orientering og kønsidentitet. Diskriminationen består typisk i hadefulde kommentarer eller overdreven og uønsket opmærksomhed og i sjældnere tilfælde trusler om vold eller regulær fysisk vold." https://menneskeret.dk/status/lgbti

Sig lige igen, at LGBTI+ ikke har problemer i DK i forhold til den "almindelige" dansker...

Alle bevægelser har deres hetzere.
Fra veganere over liberalister til fodboldfans ;-)
Spørgsmålet hvilket 'etiket' man kan klistre på Hr. Henrik Dahl.
I min ordbog er han ikke 'Borgerlig' - dét begreb indebærer nemlig et vist mål af respekt for dé der er andeledes end én selv.