Det spørgsmål stiller den engelsksprogede antologi ‘Don’t Panic - analysis & strategies on right-wing populism’ (Gå ikke i panik - analyser og strategier om højrepopulismen).

Og med venstrefløjen forstås venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet.

Udgivelsen er støttet af den tyske Rosa Luxemburg Stiftelse, der er tilknyttet partiet Die Linke, som er Enhedslistens søsterparti.

Moralsk afstandtagen gør det ud for analyse

Bidragene der primært stammer fra Skandinavien og Tyskland har det til fælles, at de er tunge på moralsk afstandtagen fra de højrepopulistiske partier.

Det er der for så vidt ikke noget galt med, for mange af partierne er da også usympatiske. Problemet er bare, at det bliver trættende moralisering i længden uden at gøre os klogere.

Det bliver trættende moralisering i længden uden at gøre os klogere

Der er næppe nogen der sætter sig ned for at læse en venstrefløjsantologi om højrepopulisme, der sympatiserer med hverken AfD eller Dansk Folkeparti.

Hvad værre er, så begår flere af forfatterne den klassiske venstrefløjssynd, at lade moralisering gøre det ud for analyse.

Anerkender ikke højrepopulisternes verdensbillede

For selv om der findes racister, som det er umuligt at indgå i dialog med og selv om der findes synspunkter der er så ekstreme, at de ikke bør indgå i den almindelige politiske samtale, så må en venstreorienteret strategi for at imødegå højrepopulisme indebære dialog med højrepopulisternes vælgere.

Det indebærer ikke en tilslutning, men en anerkendelse af deres verdensbillede. Noget ingen af bidragsyderne for alvor vil stå ved, selv om de implicit accepterer præmissen.

Og i og med at ingen kan anerkende, at populisterne kan have ret noget som helst og at venstrefløjen har et medansvar for integrationsproblemerne - ja, at der overhovedet findes integrationsproblemer, så ender antologien som et ekko af fortiden.

Svaret er en større velfærdsstat

De fleste tekster kunne lige så vel være skrevet for 20 år siden, for indlæggene baserer sig på varianter af den klassiske venstrefløjsanalyse som bedst blev formuleret af nordmanden Magnus Marsdal i bogen ‘FRP-koden’ fra 2008.

Groft sagt går det ud på, at arbejdervælgerne stemmer på højrepopulisterne fordi socialdemokraterne har skåret for meget i velfærden. Selv om analysen kan have en vis merit, så har den også sine åbenlyse svagheder:

Hvis løsningen på højrepopulismen er en større velfærdsstat, hvorfor eksisterer højrepopulismen så uafhængigt af størrelsen på velfærdsstaten? Den burde vel være mindre i Danmark end i mere liberale samfund? 

Hvis venstrefløjens metoder til at bekæmpe højrepopulisme ikke virker, bør de så ikke evalueres mere kritisk?

Det første rigtige højrepopulistiske parti herhjemme i form af Fremskridtspartiet, opstod som protest imod en voksende offentlig sektor.

Og hvorfor lykkedes det først socialdemokraterne at overbevise DF’s vælgere om partiets velfærdspolitik, efter havde kommet dem i møde på udlændingeområdet? 

Hvis venstrefløjens metoder til at bekæmpe højrepopulisme ikke virker, bør de så ikke evalueres mere kritisk?

Enhedslisten skal være et arbejderparti

Det mest interessante indlæg kommer fra danske Esben Bøgh Sørensen som er phd. i idehistorie og arbejder som distriktssekretær for Enhedslisten.

Som den eneste ser han for alvor kritisk på venstrefløjens retorik og organisering og er ikke bange for at sætte fingeren der hvor det gør ondt - nemlig venstrefløjens manglende evne til at tiltrække de arbejdervælgere, der hellere vil stemme på den nordsjællandske arkitekt Pernille Vermund, end på de RUC-uddannede unge kvinder, som står i spidsen for Enhedslisten.

Derfor lancerer han en ambitiøs plan om at omdanne Enhedslisten til et rigtigt arbejderparti og bliver den eneste bidragsyder, der reelt har andre virkemidler end moralisering og større offentlig sektor.

Det emne er interessant og kunne godt fortjene sin egen antologi.

Læs “Fremskridtsarbejderen” fra 1977 i stedet

‘Don’t Panic’ er relevant nok som indsigt i den (desværre ofte uformående) venstrefløjesanalyse af højrepopulismen. Man bliver også klogere på den politiske situation i især Sverige og Tyskland.

Men hvis man ikke bare vil have genopfrisket en række venstrefløjspositioner, som alle der interesserer sig for debatten i forvejen kender, er analogien ikke særlig interessant.

I stedet bør man hellere læse bogen “Fremskridtsarbejderen - Ven eller fjende” som blev udgivet af venstrefløjsforlaget Demos i 1977. Det forsøger rent faktisk at forstå det fænomen den beskriver.

'Don't panic - Analysis & strategies on right-wing populism'. Antologi. 119 sider. Udgivet af The Democracy in Europe Organisation (DEO).