Black Lives Matter Denmark, der i en demonstration beder hvide gå bagerst. Almen Modstand, der går til kamp mod Ghettopakken. En gruppe studerende på Kunstakademiet, der smider en buste af en konge og tidligere slavehandler i kanalen. En gruppe lærerstuderende, der skriver et åbent brev til Statsministeren, hvori de kritiserer hende for ordvalget ”indvandrerdrenge”.

Alle sammen grupper, der ikke repræsenterer et opbyggeligt politisk alternativ eller nye løsninger, men bare vil rive ned. Det er bekymrende.

Som politisk engageret, ungt menneske, der brænder for at gøre samfundet mere socialt retfærdigt, kan jeg kun have sympati for gruppernes intentioner. Jeg vil også bekæmpe racisme og diskrimination. Den form for identitetspolitik er ikke i sig selv problematisk. Men den ekstreme form, hvor alle former for samtale, kompromiser og politiske resultater afvises, den er jeg ikke tilhænger af.

Det er tilsyneladende vigtigere at gå med i et optog for Black Lives Matter Denmark og råbe ”Lock him up” om en række demokratisk valgte politikere eller dele Instagram-posts med ”Drop ghettopakken” fra Almen Modstand, end at komme med forslag til, hvordan vi bekæmper racisme i Danmark, eller hvordan vi skaber socioøkonomisk og etnisk blandede byer.

Fællesmissionen er at ville af med noget. Afskaffe noget. Rive noget ned. Men hvad, der skal komme i stedet, er uvist. Samtalen forstummer, når det kommer til, hvilke konkrete løsninger der skal til for at ændre systemet til det bedre.

Mange ord, ingen handling

Når velmenende lærerstuderende skriver et åbent brev til Mette Frederiksen med en kritik af ordvalget ”indvandrerdrenge”, som ifølge dem ekskluderer, skaber kategoriseringer og umuliggør deres kommende lærergerning over for børn med indvandrerbaggrund, handler det mere om ord, end reel handling.

For hvordan bliver det faglige niveau for drenge med anden etnisk baggrund løftet, hvis statsministeren stopper med at bruge betegnelsen ”indvandrerdrenge”? 

Når en kvinde med en kandidatgrad og en ung fyr med studenterhue fra Almen Modstand sidder i Deadline og kritiserer, at de bliver diskrimineret på baggrund af hudfarve, gør de sig selv til privilegerede talsmænd for en hel samfundsgruppe, hvor det handler mere, om måden vi taler på, end reel handling.

For hvordan oplever beboere i udsatte boligområder at få et job eller en uddannelse ved en afskaffelse af Ghettopakken?

I virkeligheden er det interessante vel ikke ene og alene, hvordan vi taler til og om folk, men hvordan vi tager de problemer, de oplever i deres hverdag, alvorligt. Hvordan vi finder politiske løsninger på de udfordringer, der er.

I øjeblikket er ekstreme identitetspolitiske grupper i gang med at fjerne fokus fra at løse reelle problemer – og det er farligt og et socialt svigt.