Nye tal: Børn på privatskoler har rigere og mere veluddannede forældre

Forældre til børn på privatskoler har højere indkomst og længere uddannelse end forældre til børn i folkeskolen, viser nye tal.
Foto: Colourbox, Claus Torp
Forældre til børn i fri- og privatskoler har højere indkomst og længere uddannelse end forældre, der har børn i folkeskolen.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Forældre til børn i privatskoler har gennemsnitligt en årlig indkomst før skat på knap 541.000 kroner.

Det er 19 procent højere indkomst end for forældre med børn i folkeskolen.

Stor forskel i hovedstaden

Den største forskel i indkomstniveau finder man i hovedstadskommunerne.

Her har forældre til børn i fri- og privatskoler i gennemsnit en årlig indkomst før skat på knap 667.000 kroner. Det er 26 procent højere end det årlige indkomstniveau for forældre med børn i hovedstadskommunernes folkeskoler.

Det er forældre med relativ høj indkomst, som oftest har deres børn i frie grundskoler

Tallene viser, at forældre med høje indkomster i højere grad sender deres børn i fri- og privatskoler, forklarer Lene Riberholdt, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik:

”Eksempelvis har folk gennemsnitligt lavere indkomst i landkommuner, end de har i storbykommuner. Men uanset om vi er på landet, i provinsen, storbyen eller oplandet, gælder det, at det er forældre med relativ høj indkomst efter lokale forhold, som oftest har deres børn i frie grundskoler,” siger hun.

Gennemsnitlig indkomst før skat for forældre med børn i folkeskolen og forældre med børn i frie grundskoler. Opgjort efter kommunetype.
Kilde: Danmarks Statistik

 

Hver tredje forælder er akademiker

Tallene fra undersøgelsen viser også, at hver tredje forælder til børn i fri- og privatskoler har en lang videregående uddannelse eller en ph.d.-grad.

Til sammenligning er det – blandt forældre til børn i folkeskolen – kun hver femte, der har en lang videregående uddannelse eller derover.

Andel forældre til børn i frie grundskoler og folkeskolen med lange videregående uddannelser/ph.d. Kilde: Danmarks Statistik

 

Tallene om forældrenes uddannelse udviser samme tendens som statistikken over forældres indkomst. Det er de højtuddannede efter lokale forhold, som sender deres børn i frie grundskoler”, siger Lene Riberholdt og tilføjer:

Forældre med børn i frie grundskoler har længere uddannelser end folkeskoleforældre

”Tallene viser også, at forældre med børn i frie grundskoler har længere uddannelser end folkeskoleforældre, uanset hvor i landet vi befinder os.”

Hun henviser desuden til en analyse fra Danmarks Statistik, der viser en veldokumenteret sammenhæng mellem uddannelsesniveau og indkomst.

Regeringen dropper besparelser på privatskoler

Allerede før folketingsvalget meldte Socialdemokratiet ud, at man – som en del af finansloven – ønskede at sænke den såkaldte koblingsprocent fra 76 til 71 procent.

Forslaget skulle indbringe 300 millioner kroner, som partiet ville bruge på at styrke folkeskolen.

Men i starten af november måtte regeringen droppe forslaget om at tage penge fra privatskolerne og bruge på folkeskolen. Det skyldtes, at støttepartierne – Radikale Venstre, SF og Enhedslisten – afviste idéen.

Det fik bl.a. den tidligere FOA-boss, Dennis Kristensen, til at kritisere især SF og Enhedslisten i skarpe vendinger:

Det ligner designerpolitik for ikke at støde egne middelklassevælgere

Til gengæld er det for mig helt uforståeligt, at Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten samtidig afviser, at skrue ned for skatteyder-finansieringen af friskoler og private grundskoler. Det ligner designerpolitik for ikke at støde egne middelklassevælgere fremfor politik baseret på solidaritet og fællesskab,” skrev Dennis Kristensen, fhv. forbundsformand for fagforeningen FOA, i en klumme i Netavisen Pio.

Andreas Petersson er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Skal denne artikel forstås på den måde, at det er en bestemt gruppe, der befolker fri- og privatskoler? For så vil en ændring af koblingsprocenten op mod 100% medvirke til, at der kunne opnås en mere ligelig fordeling af forældre, der ville kunne flytte deres børn til fri- og privatskoler. Det kunne give en mere social retfærdig mulighed for alle.

I stedet for at punke friskolerne, burde socialdemokraterne prøve at lære af dem. De har IKKE verdens næstlængeste skoledag. Lærernes forberelse er IKKE underlagt lov 409, der burer dem inde fra 8-16. Hvis disse to faktorer blev ændret i folkeskolen, ville den være win-win for både lærere og elever.