☰
☰
Annonce
Ellemanns principper udstiller den borgerlige uenighed
Mens Pernille Vermund vil gennemføre en liberal revolution, så er Ellemanns ti principper så ferske, at ingen får dem galt i halsen.
Mennesket skal sættes før systemet og vi skal både være friere og rigere.
Disse sympatiske, men også noget ukonkrete slogans udgør kernen i de ti principper der ifølge Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen (V) skal samle blå blok.
Det kan man læse i Dagbladet Politiken, der igennem sommeren udviklet sig til hof-organ for Ellemanns ideologiske udmeldinger.
Senest i juli hvor venstreformanden sagde uforbeholdent “Ja tak til EU”.
Man ser det for sig: Alle de vælgere der ønsker sig mere EU, og derfor nu stemmer på blå blok.
Hvis de overhovedet findes, så læser de med garanti Politiken, hvorfor det også giver mening at udkomme med det budskab i den gamle kulturradikale københavneravis.
Så banalt at det kan være det samme
At indtage midten er alle magtpolitikeres drøm, men at positionere sig som fortaler for dem der godt kan lide internationalt samarbejde og som er imod ufrihed og fattigdom, er så banalt, at det kan være det samme.
Ellemanns ti principper er således dømt til den samme skæbne, som den fælleskronik, de borgerlige partiledere sammen skrev sidste forår.
Hvis du ikke kan huske kronikken, så er du lovligt undskyldt. Den bestod af de samme selvfølgeligheder og frem for at demonstrere borgerligt sammenhold, udstillede kroniken præcist hvor lav den laveste fællesnævner var i blå blok.
Der er intet der består “ikke-testen”
Ellemanns ti principper lider af samme problem.
Der er intet der består “ikke-testen”, for selv om Frie Grønne næppe ville formulere sig med “udgangspunkt i, at den fælles danske kultur og tradition binder danskerne sammen”, så ville selv den yderste venstrefløj ikke gøre sig til talsmand for det modsatte.
Politik handler om uenigheder
I det hele taget er det sådan i politik, at det alle er enige om, ikke er særligt interessant. For alle partier ønsker jo, at Danmark skal være både friere og rigere. Den interessante diskussion er, hvordan vi kommer derhen.
Derfor er det heller ikke særligt skarpt, når borgerlige debattører sammenligner Ellemanns ti principper med regeringsblokkens forståelsespapir.
For selv om forståelsespapiret også indeholder floskler og hensigtserklæringer, så tager det også hul på nogle af de svære spørgsmål og uenigheder mellem partierne.
Her kan man faktisk læse, hvordan Socialdemokratiet vil møde venstrefløjen og de radikale når det kommer til udlændingepolitikken og den grønne omstilling.
Vil snart blive glemt
Omvendt udstiller Ellemanns ti principper blå bloks dybe uenighed, for mens han selv forsøger at lokke de radikale over midten, så giver Nye Borgerlige den gas med CEPOS-liberalisme på speed og Dansk Folkeparti forsøger at puste liv i EU-modstanden, så partiet ikke bliver overflødigt.
Kun ved at undgå alle de svære spørgsmål og holde sig til banaliteterne, kan Ellemann lægge låg på uenighederne.
Den slags lette politiske kalorier glider hurtigt ned, men de mætter som en softice i sommervarmen.
Taberne er vælgerne, der stadig ikke ved hvad Venstre vil.
Er det borgerlige alternativ den national-liberale vej i samarbejde med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige? Eller vil Ellemann som tidligere formand Lars Løkke søge ind imod midten? Og i så fald på de radikales mandater og Nye Borgerliges?
Det svarer Ellemanns ti principper ikke på og derfor vil de snart være glemt.
Kommentarer
Med Elleman's nye borgerlige udspild lægger Venstre op til at løse Danmarks klimamålsætning ved at afskære 50% af den økonomiske bund i samfundet fra forbrug. Det starter med nyuddannedes dimitent dagpengesats, fortsætter med en kraftig nedsættelse af overførelses indkomster og slutter afledt af dette med lavere lønninger. Arne pensionen afskaffes igen og pensionsalderen sættes i vejret. Derved kommer bunden til bære hele byrden med at finansiere klimaomstillingen i Danmark. Alt i mens den velstillede del af befolkningen kan fortsætte med at flyve til Thailand, spise kød og drøne rundt i deres elbiler som om intet var hent. Sådan er den borgerlige klimapolitik. For som Elleman siger det, så kan klimaudfordringen løses økonomisk på tre måder: Sætte skatter op, forringelse af kernevelfærden som også berører middelklassen, eller gennem reformer. Og her er Elleman's helt klare valg reformer. Eller rettere sagt nedskæringer af overførelsesindkomster og skaffe finasieringen fra samfundets økonisk dårligst stillede. Tre fluer med et smæk. Flue 1: Finanseringen. Flue 2 store dele af beflokningen bliver så fattige, at de kun få råd til det aller nødvendigste. Flue 3 velhavende borgerlige vælgere kan forsætte forbrugsfesten som om intet var hent.
Jo, Venstre ved du, hvor du har.
Jeg kan kun være enig i din beskrivelse af Venstre og af deres formand (endnu da) Jacob Ellemann-Jensen.
Det interessante er erkendelsen af at forbruget skal ned. Din og min.
Det har hverken venstrefløj eller højrefløj villet erkende!
Næste problem er hvilket forbrug?
Forbruget af varer der produceres i Kina. Typisk elektonik og tøj.
Eller forbruget af varer der produceres i Danmark. Indtil videre har Enhedslisten og SF kun talt om landbrugsvarer.
Se så er vi i gang med at løse klimaproblemerne!
Den sidste opgave bliver at finde ud af hvilke grupper der skal gå forrest med at sænke forbruget?
Så er vi tilbage i den klassiske politiske diskussion?
Desværre er diskussionen startet her.
Men hvem vil gå ned i forbrug?
Så Socialdemokraterne starter klassisk sammen med venstrefløjen at kaste sig over landbruget som i 1960erne, indtil folkeafstemningen om EF, hvor Jens Otto Krag gjorde sit genitræk ved at forøge dansk landbrugsproduktions værdi med 50%.
SF og Enhedslisten er med klimabrillerne på i disse måneder ved at gøre det stik modsatte.
Jens Otto Krag var en af de få fremsynede socialdemokratiske statsministre der forstod værdien af arbejder/bonde-sammenholdet.
Dansk landbrugs stilling i verden, bliver under den kommende klimakrise afgørende for vores vareforbrug fra udlandet.
Den dag FN udregner klimabelastningen af alverdens produkter, får Danmark et fortrin.
Præcis som den dag Jens Otto Krag fik Danmark med i EF.
Desværre er Jens Otto Krags fremsynethed kun repræsenteret i den politik som den fallerede venstreformand Lars Løkke Rasmussens ideer dækker over.
At arbejder og bonde skal række hænderne hen over bækken og finde sammen i et bæredygtigt forbrugssamarbejde, der giver danskerne mulighed for at få de nødvendigste livsfornødenheder i fremtidens klimatiske livsbetingelser.
Tyskerne er godt på vej!
I et land hvor landbrug og industri spiller en ligeværdig rolle, men hvor naturens luner er langt mere klimasårbare med floder, bjergdale og intensiv landbrugsproduktion i stor og lille skala.
Mest mulig hjemmeproduktion med anvendelse af arbejdskraften fra de klimabelastende områder i verden, er vejen fremad.
I Danmark taler vi kun om målsætninger!
I Tyskland tager de opgaven på sig.
CDU og SPD er det eneste alternativ til de grønne.
Denne sommer har tyskerne på egen krop mærket hvad klimaet koster.
I lille Danmark leges fortsat med årstal og procentsatser.
Alt imens fjorde og kyster og byer trues langsomt men tilsyneladende sikkert!
Der skal flere lig på bordet før danske forbrugere og vælgere reagerer!
Indtil da er hverken borgerlige eller socialistiske partier i stand til at formulere en bæredygtig politik.
Det går nok! Er holdningen fra højre til Venstre.
Kun Nye Borgerlige har indset at det kun bliver de rigeste der får råd til forbrug i fremtiden.
Og indretter samfundsmodellen derefter.
Men måske reddes dansk landbrug i tolvte time af en fremsynet politiker som Jens Otto Krag.
Det vil give mad og rigdom til danskerne også i præklimakriseårene. Indtil 2050.
Overlevelse af de klogeste!
I Norge havde de olien. I Danmark scorede vi kassen i EF.
Nu skal nye værktøjer opfindes! Geniale politikere søges!
Danmark er et fantastisk landbrugsland!
Den erkendelse havde Jens Otto Krag, der hvert år kørte vejen fra København over Sjælland. Sejlede til Nyborg og kørte over Fyn. Krydsede Lillebæltsbroen og kørte hele vejen op igennem Jylland for til sidst at holde sommerferie i Nordjylland.
En årlig erkendelsesrejse af vores grundlæggende værdier. Naturen og landbruget og byer der trivedes!
I dag er forarbejdningen af vareforbruget for de fleste varers vedkommende endt i udlandet. Ofte styret endnu fra danske virksomheder eller opkøbere.
Men klimaaftrykket tæller med i udlandet! Selv om vi er de reelle forbrugere!
De reelle klimasyndere!
Alligevel er SF og Enhedslisten kun efter landbruget!
Tænk hvis Jens Otto Krag påny kunne tage ordet!
Og foranstalte en afstemning om dansk landbrug!
Til glæde for hele landet!
Holger og konen siger nej til unionen!
Danske børn siger tak for mad!
Børnenes statsminister. Fremtiden er børnenes fremtid. Danmark år 2100.
Mad på bordet. Eller oversvømmelser overalt!
Noa som den sidste socialdemokratiske rådgiver!
Eller Moses Ellemanns ti nye bud!
Det aller værste ved de kommende klimaudfordringer bliver ikke de katastrofer det vil udløse til en start. Det vil først og fremmest være, hvordan vi mennesker frem over vil begynde, at opfører os over for hinanden. For hvem har fortjent at leve et ordentligt liv for fremtiden og hvem har ikke? Det er det opgør Elleman og Venstre er ved at tage fat på. Hvis 51% i et demokrati beslutter sig for de 49% skal leve i helvede, så er det jo fortsat demokrati. Ikke.
Jeg frygter langt mere mine medmenneskers adfærd før og under en klimakatastrofe frem for klimakatastrofen i sig selv.