Annonce

Forsvarsminister: Frø er en enlig svale

“Et klart brud på den tillid, som Forsvaret skal kunne have til sine ansatte,” hedder det om frømand, som forsøgte at hverve kollegaer til et hemmeligt netværk.
Det er en enlig svale, at Forsvaret har måtte afskedige en soldat fra Frømandskorpsets reserve, fordi han angiveligt har forsøgt at hverve specialtrænede soldater til et netværk, der ønsker en voldelig revolution i Danmark.

Det konkluderer forsvarsminister Trine Bramsen (S) i en redegørelse til Folketingets forsvarsudvalg.

“Forsvarsministeriets Personalestyrelse har behandlet sagen i samarbejde med Forsvarskommandoen og Forsvarets Efterretningstjeneste,” skriver Trine Bramsen.

“Det er ikke vurderingen, at sagen er et tegn på et dybereliggende problem, men Forsvarets Efterretningstjeneste og Forsvarskommandoen er meget opmærksom på området.”

Men In Black

Den nu afskedigede soldat, Lars Gram, har tidligere skabt uro i korpset efter at have deltaget i Men In Blacks demonstrationer mod coronarestriktioner iført uniform, hvilket han mener er årsag til afskedigelsen.

Forsvaret har tidligere taget afstand fra Men In Black-demonstrationer, efter demonstranter flere gange har kunnet ses iført militæruniformer.

placeholder

Forsvarets Personalestyrelse henviser imidlertid til, at beslutningen om at afskedige Lars Gram kom, efter at “Forsvaret modtog oplysninger om, at reservisten opsøgte flere medarbejdere i Forsvaret med henblik på at hverve dem til en form for netværk eller organisation udenfor Forsvaret, der repræsenterer synspunkter, der ikke er forenelige med ansættelse i Forsvaret.”

“Forsvarsministeriets Personalestyrelse lagde i den forbindelse vægt på, at selvom Forsvaret er en rummelig organisation med plads til forskelligartede holdninger, så er visse synspunkter og overbevisninger så modsatrettede Forsvarets kerneværdier, at Forsvarsministeriets Personalestyrelse betragter dem som værende uforenelige med ansættelse i Forsvaret,” hedder det i redegørelsen.

Forsøge at inddrage dem i en bevægelse

“Forsvarsministeriets Personalestyrelse fandt det endvidere skærpende, at reservisten rettede henvendelse til medarbejdere i Forsvaret for at udbrede de pågældende synspunkter og overbevisninger og derved forsøge at inddrage dem i en bevægelse, der repræsenterer synspunkter, der netop ikke er forenelige med ansættelse i Forsvaret.”  

Hvilket er “et klart brud på den tillid, som Forsvaret skal kunne have til sine ansatte,” som det hedder.

Vil anlægge sag

Konkret handler sagen om et besøg, Lars Gram aflagde hos en kollega i Frømandskorpset i slutningen af maj.

Det viser den afgørelse, som Lars Gram modtog den 6. juli fra Forsvarets Personalestyrelse, der er ansvarlig for personalet på forsvarsområdet, og som han har udleveret til Berlingske.

“FPS (Forsvarets Personalestyrelse, red.) er videre oplyst om, at du under besøget orienterede den pågældende medarbejder om, at du mente, at der i Danmark er tale om et “politisk komplot”, og at politikerne gør alt, hvad de kan, for at undertrykke befolkningen. Du gav i den forbindelse udtryk for, at der på voldelig vis skulle ske en revolution,” skriver Forsvarets Personalestyrelse i afgørelsen, som fortsætter:

Bestod af indflydelsesrige personer, herunder højtstående danske officerer

“Du gav endvidere udtryk for, at formålet med dit besøg var at rekruttere den pågældende medarbejder til en form for netværk, som allerede bestod af indflydelsesrige personer, herunder højtstående danske officerer.”

Lars Gram har sagt, at han nu vil lægge sag an mod Forsvarsministeriets Personalestyrelse for at rense sit navn.

Lars Gram var indtil sin afskedigelse ansat på en reservekontrakt med udløb i november 2021, og har tidligere været udsendt til blandt andet Adenbugten. Hans sidste indkaldelse var dog tilbage i 2018.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja, hvis bare Forsvaret blindt følger regeringen, så er der vel snart demokrati i Afghanistan, Irak og Libyen. Det var godt at de stoppede Gaddafi, da han var lige ved at besætte Bornholm.

Jeg håber, at dette usle menneske (for soldat kan han ikke længere kaldes) bliver smidt ud på røv og albuer.
Han skal endvidere fratages retten til nogensinde at bære uniform samt rippes for alle insignier og miste retten til at kalde sig frømand.