Annonce

Claus Hjort overvejer at stoppe i politik

Venstres mangeårige chefstrateg er ramt af en privat tragedie, som får ham til at overveje et stop. Politik har mistet "farven," lyder det.
Han har tidligere erklæret sig fit for fight på trods, at der står den 4. september 1947 på dåbsattesten.

"I Danmark hylder vi at bringe ungdommen frem i politik, men ser vi over Atlanten, så nærmer jeg mig min storhedstid," forklarede Claus Hjort Frederiksen sidste år i november Frederiksborg Amts Avis med henvisning til, at den amerikanske præsident Joe Biden er fra 1942 og altså 78 år.

"Fordelen ved erfaring er, at jeg har lettere ved at sondre mellem det væsentlige og mindre væsentlige, så jeg kan bruge kræfterne rigtigt."

Men nu overvejer den tidligere beskæftigelses-, finans- og forsvarsminister alligevel at stoppe i politik. Årsag: Hustruen Christina Hall Frederiksen er ramt af uhelbredelig lungekræft og alzheimers.

Parret har været gift i 49 år og har sammen har to voksne sønner.

Det er meningsfyldt for mig at kunne løse en opgave

“Jeg har endnu ikke gjort op med mig selv, om jeg vil fortsætte – men hvis jeg gør det, skal det være fordi, at det er meningsfyldt for mig at kunne løse en opgave,” fortæller Claus Hjort Frederiksen i en ny bog, “Modne Mænd 2”, der udkommer tirsdag.

Claus Hjort Frederiksen, som har 16 års efterfaring som partisekretær i Venstre og 14 som minister, understreger, at det handler om ikke at tro, at alting handler om politik, for sådan er livet ikke. Langt fra. Det er heldigvis meget, meget andet, fortæller Claus Hjort Frederiksen.

Politik har mistet farven

I bogen spørger forfatteren, Bo Østlund, Claus Hjort Frederiksen, om ikke politik bliver både ligegyldigt og farveløst, når man står i en situation som den, han - og familien - står i lige nu.

Svaret er bekræftende.

Jeg kan virkelig ikke længere hidse mig op

“Jo, det gør det. Det er jeg nødt til at erkende. Men det kommer nu i øvrigt også automatisk med alderen, synes jeg. Jeg kan virkelig ikke længere hidse mig op på samme måde i dag, som jeg kunne for 30 eller 40 år siden.

"I dag vil jeg ofte bare sige: ’Hold da kæft, det var jo kun en bagatel.’ På den måde ændres vurderingen af, hvad der er væsentligt og ikke væsentligt.”

Ikke til keramik

Claus Hjort Frederiksen fortæller ellers, at han aldrig har set frem til at gå pension.

Hvilket måske skyldes, at Claus Hjort Frederiksen ikke har en hobby at gå op i, og som han pludselig kan bruge al sin tid på.

Hustruen, som var gymnasielærer og underviste i matematik på Øregård Gymnasium i Hellerup, arbejdede også til hun blev 70 år.

Claus Hjort Frederiksen har aldrig forstået dem, som trækker sig tilbage tidligt, og så efterfølgende fortæller, hvor travlt de har fået som pensionist.

Om mandagen går de til keramik, om tirsdagen går de til bridge, og om onsdagen henter de børnebørnene i daginstitutionen...

Hvorfor fanden blev du ikke bare på arbejdet?

“Jeg har ofte tænkt: Hvorfor fanden blev du ikke bare på arbejdet?,” fortæller han.

“Nu skal du i stedet opfinde en helvedes masse ting, som din hverdag skal udfyldes med.”

Behandling opleves som tortur

Claus Hjort Frederiksens tragedie forværres af, at Christina Hall Frederiksen på grund af alzheimers ikke forstår det fulde omfang af sin kræftsygdom, og lægerne kan derfor ikke operere hende.

Ifølge lægerne er Christina Hall Frederiksens alzheimers så fremskreden, at hun vil kunne opleve en behandling af kræften som “ren tortur.”

Hvilket Claus Hjort Frederiksen ikke bare har svært ved at acceptere.

Claus Hjort Frederiksen må også acceptere, at han ikke kan være ærlig overfor sin hustru. I stedet må han finde på historier om, hvorfor hustruen går til behandlingerne.

“Det sætter alt sammen hele mit liv i perspektiv, at jeg må gå i denne daglige usikkerhed,” fortæller den tidligere mangeårige toppolitiker.

Sort som kul!

“Vil det gå hurtigt? Vil det gå langsomt? Det er en frygtelig viden at sidde med i det daglige. Det er forfærdeligt ikke at kunne tale om det. Derfor har min samvittighed været sort som kul. Sort som kul! Jeg føler, at jeg bedrager Christina.”

“Modne Mænd 2: Samtaler om livets patina”, af Bo Østlund, udkommer tirsdag på forlaget Heatherhill.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

- "Jeg har ofte tænkt: Hvorfor fanden blev du ikke bare på arbejdet?,” fortæller han.

Hans omgangskreds omfatter nok ikke så mange med slidsomme og/eller beskidte jobs eller for den sags skyld ensformige/kedsommelige jobs, som man har primært eller udelukkende for at kunne betale huslejen og øvrige leveomkostninger.