Annonce

DF om finanslov: Pensionister før velfærd

Dansk Folkeparti kritiseres for ikke at have prioriteret den offentlige velfærd med aftalen om næste års finanslov.
Hvis man havde sat næsen op efter, at Dansk Folkeparti ved finanslovsforhandlingerne skulle holde hånden under den offentlige sektor, så bliver man skuffet. Partiet har i stedet valgt at prioritere pensionisterne.

Finansloven for 2019 byder på yderligere serviceforringelser, fordi der ikke er afsat nok penge til at opveje, at der i de kommende kommer flere børn og ældre.

Det fremgår af en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som vurderer at der allerede næste år vil mangle halvanden milliarder kroner til velfærd.

Og hos Dansk Folkeparti erkender man, at der ikke er lagt op til at løfte kernevelfærden i kommunerne og regionerne i 2019 med meget mere end de godt 750 millioner kroner, som regeringen allerede selv spillede ud med.

Det skyldes, at partiet med den aktuelle finanslov har valgt at prioritere den enkelte ældres økonomi fremfor den offentlige velfærd, siger partiets finansordfører René Christensen til Altinget.

”Den kollektive velfærd har vi i tidligere løftet med blandt andet en værdighedsmilliard. De penge er der fortsat. Nu bruger vi så 1,3 milliarder om året på, at rigtig mange pensionister vil få en bedre økonomisk levefod de kommende år,” siger han.

Dansk Folkeparti har i finansloven fået lavere modregning for pensionister i forhold til deres ægtefællers arbejde og højere fradrag for pensionister indtægter fra arbejde samt afskaffelsen af den såkaldte satspulje, som betyder, at folkepensionen fremover vil følge den almindelige lønudvikling.

Skuffede offentligt ansatte

Hos hovedorganisationen FTF, der har blandt andet skolelærere, sygeplejersker og pædagoger som medlemmer, ærgrer man sig over, at der er ikke afsæt flere midler i finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti end i regeringens oprindelige udspil.

”Jeg har en betydelig frygt for, at der ikke er afsat midler til, at velfærden både kan følge med demografien og den generelle velstandsudvikling i samfundet. Hvis regeringen kan tilbagevise den frygt, vil jeg kun blive glad,” sagde formand Bente Sorgenfrey.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Dansk Folkeparti bruger "store ord", hver eneste gang landet nærmer sig folketingsvalg.
De forsøger sig ihærdigt med verbalt at "forføre " alle, til at tro på gyldne løfter om bedre forhold for ældre. Ældrepleje og omsorg har aldrig været ringere. Og aldrig har folkepensioner været
så meget under almisseniveau som de er nu.