Annonce

Nyt parti på vej og USA dræber højtstående iransk general

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
For et par måneder siden dannede Simon Emil Ammitsbøll-Bille og Christina Egelund partiet Fremad.

Nu danner René Gade endnu et parti, som pt. ikke har noget navn.

Fælles for de tre er, at de indtil valget i juni var medlem af Folketinget - valgt for Alternativet.

Landets fineste journalistpris går til to journalister fra Jyllands-Posten og natten til i dag skød og dræbte et amerikansk missil en højtstående iransk general. Iran har svoret hævn, og det får statsminister Mette Frederiksen til at advare danskere i både Irak og Iran om at udvise forsigtighed og agtpågivenhed.

Velkommen til dagens aktuelt. Og velkommen til 2020.

 

Endnu et parti er på vej

Manden bag det endnu unavngivne politiske parti er René Gade, der indtil juni sidste år var gruppeformand for Alternativet.

Partiet ønsker at afskaffe statsministerposten i sin nuværende form:

”Jeg har bestemt ikke sagt, at vi skal afskaffe statsministerposten. I stedet for at partierne stiller med en statsministerkandidat, vil jeg hellere have, at de politikere, der er valgt af folket, bliver enige om at udpege en statsminister, der kommer fra uden for Christiansborg,” siger René Gade til Berlingske.

Det navnløse parti vil blive officielt præsenteret til marts, fortæller René Gade, der vil fungere som politisk leder.

For et par måneder siden stiftede to andre udbryder fra Liberal Alliance partiet Fremad. Nemlig tidligere minister i VLAK-regeringen, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og tidligere politisk ordfører, Christina Egelund.

Læs mere her.

 

Anbragte børn har sværere ved at få uddannelse og job

Unge, der har været anbragt som barn, har sværere ved at klare sig i forhold til uddannelse og job end andre unge. Der er en tendens til, at de børn, der blev anbragt tidligt, klarer sig bedre end børn, der blev anbragt senere.

Det fremgår af en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Mere end hver anden ung, der har været anbragt som barn, er ufaglært som 30-årig. Det er næsten fire gange så mange, som blandt unge, der ikke har været anbragt.

Blandt unge, der har været anbragt i barndommen, var lidt under hver anden i beskæftigelse som 30-årige, mens det samme gælder fire ud af fem, der ikke har været anbragt.

Af de anbragte klarer de unge, som har været anbragt før 5 eller 10 års-alderen, sig lidt bedre end hvis man blev anbragt senere.

Analysens resultater viser, at unge, der har været anbragt i barndommen, generelt har sværere ved at klare sig i forhold til uddannelse og beskæftigelse. Det er dog vigtigt at understrege, at det meget vel kan være, at det var gået værre for de børn, hvis de ikke var blevet anbragt.

Dette støttes af analysens resultater, der viser, at de børn, der blev anbragt tidligt, har en tendens til at klare sig bedre end børn, der blev anbragt senere.

Læs mere her.

 

Cavlingpris for afsløringer af svigt på sygehuse

Landets fineste journalistpris, Cavlingprisen 2019, går til Jyllands-Postens journalister, Tea Krogh Sørensen og Morten Pihl, for artikelserien "Det store sundhedssvigt".

Prisen får de for afdækningen af, hvordan flere sygehuse i strid med de nationale retningslinjer gav mangelfulde brystkræftundersøgelser og svigtede det forebyggende arbejde.

Læs mere her.

 

Mette F. med besked til danskere i Irak: Vær opmærksomme

En højtstående iransk militærleder er natten til fredag blevet dræbt i et luftangreb i Irak, som USA stod bag.

Det har skabt spændinger i landet, og danske borgere i Irak bør derfor være opmærksomme. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) fredag eftermiddag på et pressemøde.

"Først og fremmest er det en rigtigt, rigtig alvorlig situation. Det vigtigste budskab for mig er, at hvis man er dansk og er i regionen, skal man holde meget øje med Udenrigsministeriets Borgerservice, fordi situationen kan udvikle sig yderligere," siger hun.

Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer danskere i Iran til at holde sig væk fra demonstrationer og optøjer i landet.

Samtidig er der lavet en midlertidig rejsevejledning til Irak, som fraråder alle rejser til flere dele af landet samt ikke-nødvendige rejser til stort set resten af Irak.

Fredagens angreb har fået iranske ledere til at varsle en 'brutal hævn'. Landet har indført national sørgeperiode fra fredag til mandag over angrebet, der kostede Soleimani livet.

Læs mere her.

 

Derfor blev højtstående iransk general dræbt af USA

Qassem Soleimani, leder af den iranske revolutionsgardes Quds-styrke, blev i nat dræbt i Irak af et amerikansk missil.

Irans øverste åndelige leder i Teheran, Ayatollah Khamenei, har svoret hævn, men Solemani bragte sig selv på USA’s sigtekorn.

Det skriver seniorkorrespondent på Politiken, Anders Jerichow, i en analyse.

Hvis USA havde ønsket at ramme hjertet og hjernen i Irans aktivistiske forsøg på at skaffe sig indflydelse og militær magt i Irak, Syrien, Libanon og Yemen, kunne de ikke have ramt mere præcist,” skriver Jerichow bl.a. i analysen.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er helt nyt dor mig, at Simon Emil A.B og Christine Egelund har repræsenteret Alternativet. Er Jan Kjærgård sikker på det? Eller er det bare almen uvidenhed?