”Jeg er bekymret over den politiske håbløshed”

Mette Frederiksen forventningsafstemmer med vælgerne i en dobbelt-kronik i Politiken - skrevet til dem ”der somme tider kan være skuffede over Socialdemokratiet”
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har i en bemærkelsesværdig dobbelt-kronik lørdag-søndag i Politiken leveret en slags forventningsafstemning med vælgerne.

”Jeg har skrevet denne kronik til jer, der somme tider kan være skuffede over Socialdemokratiet. Til jer, der siger, at I har svært ved at se forskellene i dansk politik. Som mener, at vi er for taktiske. I efterlyser, når jeg møder jer, en kombination af klare svar, kompromisløs opposition, opgør nytænkning, klassiske værdier, begejstring og håb,” skriver Mette Frederiksen og giver dette svar:

”Noget forstår jeg godt. Andet vil jeg gerne udfordre.” Mette Frederiksen forklarer, at tiden har lært hende, at ”politik også er en sværddans mellem realitet og vision.”

Mette Frederiksen skriver lige ud, at hun og en Socialdemokratisk regering ikke kommer ”til at kunne indfri det hele”:

”Det må jeg og alle andre politikere være ærlige om, uden at mennesker af den grund mister troen på, at politik betyder noget. At vi sammen kan forandre Danmark og verden til et bedre sted. Jeg er bekymret over den håbløshed over politik, som jeg møder hos mange.”

Mette Frederiksen forklarer, at dansk politik er og bliver kompromisets kunst:

”Jeg møder mange mennesker, der efterlyser meget klare svar fra Socialdemokratiet. Det forstår jeg sådan set godt, men når danskerne vælger at sammensætte Folketinget med så mange forskellige partier, får ingen af os mandater til at bestemme selv. Heller ikke socialdemokrater.”

 

Politiske visioner bliver ikke tandløse af realisme

Mette Frederiksen understreger, at Socialdemokratiet af samme grund gør sig umage med ikke at love for meget:

”Og derfor er mit løfte til danskerne mere en retning, end det er konkret politik.”

Mette Frederiksen nævner, at Socialdemokratiet går til valg på, at omprioriteringsbidraget på uddannelser afskaffes. På at der oprettes nærhospitaler. På at plasticforureningen skal bekæmpes. På at det skal være en ret og en pligt at indvandrerkvinder kommer i arbejde:

”Men jeg kan jo ikke love, det bliver vedtaget i et stadigt mere fragmenteret Folketing. Det, jeg kan love, er derimod en retning, vi vil arbejde i og for som regering: bekæmpelse af ulighed, velfærd frem for skattelettelser, en mere ambitiøs klimaindsats, en stram udlændingepolitik og samtidig bedre hjælp i nærområderne.”

Til de til tider skuffede skriver Mette Frederiksen:

”Måske vi igen kan finde hinanden i den helt grundlæggende erkendelse, at håb og skuffelse hænger sammen, og at politiske visioner ikke bliver tandløse af realisme.”

Mette Frederiksen minder også de til tider skuffede om, at Socialdemokratiet har opnået mærkbare resultater i opposition:

”Er man f.eks. en af de mange, der er nedslidte efter årtier på arbejdsmarkedet, kan man glæde sig over, at vi forhindrede regeringen i at forhøje pensionsalderen yderligere.”

Omdiskuteret samarbejde med Dansk Folkeparti
Mette Frederiksen vedgår i kronikken, at ”vores samarbejde med Dansk Folkeparti har været meget omdiskuteret”:

”Men vi så i 00’erne, hvad der skete, da Dansk Folkeparti kun samarbejdede med de blå partier. Dengang lykkedes det os ikke at forhindre ufinansierede skattelettelser, en voldsom centralisering af Danmark i form af kommunalreformen, en de facto-afskaffelse af efterlønnen og en halvering af dagpengeperioden i en alvorlig økonomisk krise. Vores bitre erfaring er, at det er nemt at bryde ned og så svært at bygge op.”

Mette Frederiksen går også direkte ind i kritikken af Socialdemokratiet under Helle Thorning-regeringstiden:

”Danskerne sammensatte Folketinget på en måde, der nok gav os flertal for at danne regering, men som samtidig umuliggjorde, at vi kunne ændre de mest uretfærdige beslutninger. Det lærte mig, at det er ikke er særlig meget værd at kunne se sig selv i spejlet, hvis man samtidig ser et samfund, der er mindre solidarisk og mere opdelt.”

Udfordringerne på den globale arena, bl.a. den ”galoperende” ulighed, multinationale firmaers flytten rundt med formuerne og klimaudfordringen, kræver ifølge Mette Frederiksen ”et meget stærkere internationalt politisk samarbejde”:

”Det kræver kort sagt mere politik. Meget mere politik. Ikke mindre politik. Ikke bare i Danmark. Men i EU, FN og alle andre internationale sammenhænge.”

Retningen: Klimakrisen og bekæmpelse af ulighed
Mette Frederiksen understreger, at den socialdemokratisk retning har en række afgørende pejlemærker:

At handle i forhold til klimakrisen, hvor også landbruget skal yde sit, at gå op imod den stigende ulighed, at sikre velfærden – ikke mindst for børn og ældre, bekæmpe bureaukrati i det offentlige og den stigende centralisering.

”Jeg vil gerne være statsminister for et Danmark, hvor vi ikke behøver være ens – men hvor vi behøver at være fælles,” understreger S-formanden.

Det med fælles gælder også udlændingepolitikken, skriver Mette Frederiksen:

”Jeg håber først og fremmest, at flere vælgere vil se vores politik i sin helhed. Vores forslag om at oprette et modtagecenter uden for Europa har været meget omtalt. Det er vores bud på, hvordan vi ændrer den tragedie, det er, at tusindvis af flygtninge hvert år drukner i Middelhavet. Forslaget kan selvfølgelig ikke stå alene, og det gør det heller ikke. Det skal hænge sammen med en markant større indsats i nærområderne og i Afrika, så unge afrikanere får en fremtid med bedre muligheder i deres hjemland.”

Mette Frederiksen indrømmer, at hun har ændret holdning på udlændingeområdet. Hun understreger, at en succesfuld integration hænger nøje sammen med, hvor mange udlændinge, der kommer til Danmark:

”Det var der nogle i vores samfund, der så, før jeg selv gjorde. Blandt andet min morfar.” Hun fortæller i kronikken, hvordan morfaren, der boede i en almen lejelejlighed, sagde: ”Nu kan jeg ikke rigtig snakke med nogen af mine naboer længere. De taler alle sammen udenlandsk.”

Mette Frederiksen indrømmer – som hun også gjorde det under sin formandstale på S-kongressen i september - at hun dengang syntes, at hendes morfar manglede udsyn og rummelighed, med at hun i dag skammer sig over at have bedømt morfaren på den måde:

”Det skammer jeg mig over i dag. For det var mig, der manglede noget. Jeg manglede forståelse og solidaritet med ham.”

Første del af Mette Frederiksens dobbelt-kronik, "Man skal turde håbe", blev bragt i dagbladet Politiken lørdag - og kan læses i sin fulde længde her.

Anden del af S-formandens dobbelt-kronik, "En mere retfærdig retning for Danmark", blev bragt i dagbladet Politiken søndag og kan læses i sin fulde længde her.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvorfor skriver MF i Politiken, hvor man skal have penge for at læse hendes kronik? Er SD virkelig kun for folk med penge? Jeg skulle da ellers mene, at størsteparten af os, der er "skuffede over Socialdemokratiets politik" er nogle fattigrøve, der aldrig kunne drømme om at give penge til en borgerlig avis.

til Niels Duus Nielsen:
Ja ! Jeg faldt over det samme... Men: jeg antager at "PIO"s redaktion må have gjort en fejl.. og håber at Mettes "politiken tekst" snart vil være læselig uden at vi skal købe "politiken" abonnement ! For det andet mener jeg at Mette´s argumentation er adresseret til "politikens" læser , som en slags tekst for deres `oplysning´ om politiske fakta , de normalt tenderer til at interpretere forkert , ell de ikke ved noget om ! Garvede socialdemokrater kender alt for godt de problemer Mette taler om i "politiken" . Og den sammenfatning af Mette´s tekst- her i PIO - ,af redaktøren , er fint nok (mener jeg !)

Folketingsvalg - til marts - kommer til at handle om social sikkerhed og tryghed. 'Taberne' - de som lider under globalisering og finanskamp er for mange i vores velfærdsland. Den for store 'restgruppe' og mørketallene i statistikkerne - alle de af os, der lever lige over mindstelønnen, lige over fattigdomsgrænsen - lige uden for adgang til dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge og førtidspension - lige uden folkepensionen - er uden håb om en anderledes, tryg og sikker fremtid - hvad skal vi leve af? hvor skal vi bo?, når ulykke, sygdom og svaghed rammer - eller vi vil tage os tid til vores, børn og ældre og svage? Der mangler nem adgang til fællesskaber, billige boliger, billig transport og et uddannelsessystem og et arbejdsmarked vi kan holde til og betale for.

"Kompromispolitik"...Så lærte folket et nyt ord at kende. Det er naivt at tro på,alle de store ord, der i øjeblikket bliver udtalt hos landets forskellige politikere. Politik er et levebrød.Derfor siges ordene. Reelt set sker der efter valget,bare det modsatte af hvad der er blevet lovet. Og sådan kan det blive ved og ved,i en uendelighed. TO forskellige farver,der aldrig kan forenes til EN.Selvom farvelæren siger at rød og blå giver violet.Vedblivende vil der være en forskel mellem rig og fattig. En forskel der aldrig kan udlignes.Uanset gode hensigter og visioner.Hvad stiller man op med et samfund,hvor f.e.x en Hr Søren Pape stiller sig op og siger "Fattigdomsgrænse er kun noget fis ! " Ord der handler om indstilling og menneskesyn. Hvordan kan man nogensinde ændre på en ideologi, der dikterer nogen at tænke sådan ? Holdninger der siger alt om uligheden mellem rig og fattig ? Ubalance,skel og afgrund mellem borgergrupper.Et land med en rød og en blå blok.To blokke,hvor den ene blok er størrer end den anden.Hvor blå blok med klar modstand, altid vil sætte alt ind på, kun at ville afgive så lidt som muligt til rød. Ikke uden grund der opstår "politikerlede" og "håbløshedsfølelser" derude blandt borgerne.

Annonce